Goddag til Bogotá og besøg i en saltmine

Endelig på besøg i Bogotá

Mange havde på forhånd sagt til os, at Colombias hovedstad Bogotá ikke var et besøg værd. “Bogogtá er uinteressant, Bogotá er farlig, Bogotá er kold” – Det sidste fik de så sandelig ret i! Skide kold og indimellem regnfuld.

I begyndelsen af denne ferie fløj vi flere gange via Bogotá lufthavn – dog uden at gå ud af terminalen. Vi tog hurtigt videre til andre byer og naturområder. Men her sidst på ferien var vi alligevel blevet så nysgerrige på hovedstaden, at vi bookede 4 nætter på det lille hotel La Santa Maria. Det lå ca. en halv time med bus fra down town på Calle 65 # 5 – 50 Chapinero Alto.

I Minca havde vi mødt en sød, ung kvinde fra Bogotá, som havde hjulpet os i forhold til hvilket område, vi skulle vælge at bo i. Hendes råd var at bo mellem Calle 53 og 72, og et Carrera-nummer lavere end 9. (I Bogotá går Calle øst-vest, mens Carrera går nord-syd)

Vi faldt straks for vores nye kvarter Nueva Granada. Det er Bogotás Østerbro med masser af hippe caféer, restauranter og vintagebutikker. Og så er det et sikkert område at gå på gaden i – også efter mørkets frembrud.

Vi kan også anbefale området La Candelaria som er et charmerende kvarter med de ældste kolonistilshuse i Bogotá. Området ligger i gåafstand fra downtown. Her er der både små hoteller og omkring 70 forskellige hostels at vælge imellem. Så vil man bo tæt på det hele, er det La Candelaria, man skal bosætte sig i.

Den hængende have

I de sidste år er der på alle måder blevet ryddet op i Bogotá. Politiet har sikret en stor del af byen, så det er sikkert for både lokalbefolkningen og for os, der kigger forbi i et par dage.

Derudover har man også kigget på forurening af byen. For at skabe bedre luft i en overfyldt by, har man fundet på at lave en hængende have på et stort boligkompleks.

Den første dag udforskede vi Nueva Granada på “gåben”. Vores mål var netop “de vertikale, hængende haver” som hen over sommeren også var blevet beskrevet i danske medier.

Vi forsøgte at komme op i bygningen samt de nærliggende, men uden held. Vagterne turde ikke lukke os ind, og vi var nok ikke de første, som stod og bankede på for at se det hele lidt fra oven. Vil du også se bygningen, så finder du den på Calle 76 # 4.

Catedral de sal

Dagen efter kørte vi med taxa til området Usaquén, hvorfra vi tog en bus til byen Zipaquirá. Her ligger der en gammel saltmine, som nu ikke er i brug længere. Til gengæld er der blevet bygget en katedral i den gamle mine: “Catedral de sal”. Vi købte billetter, som var rimelig dyre (50.000 pesos), og tog med på en guidet rundvisning på engelsk.

Vi har tidligere besøgt saltmine-katedralen ved Krakow i Polen. Den var vi ret imponerede over, så denne katedral skuffede lidt. Har man før besøgt en mine og ikke har nogen særlig interesse i præcis denne mine eller i den katolske kirke, så kan man måske godt springe denne turistattraktion over.

Til gengæld kunne vi meget godt lide byen Zipaquirá og dens fine torve og pladser, så hvis man alligevel vover sig herud, så er det et udmærket besøg. Og som bonusinfo så serveres der i byen meget smagfuld, helstegt pattegris.

 

Søndagsmarked i Usaquén

På hjemvejen gjorde vi et stop i Usaquén, hvor der er et fint “kunstnermarked” hver søndag med masser af brugskunst, tøj og økologiske fødevarer. Anne Marie nåede at bruge næsten alle vores kontanter på markedet. Men som Rasmus så fornuftigt sagde: “Så behøver vi da ikke at tage stilling til, om vi skal med taxa eller bus hjem, for vi har kun råd til bussen…” 😉

Vil du vide mere om, hvor vi rejser hen, og hvad vi oplever, så følg os på Facebook, hvor vi kommer med opdates og billeder, når vi er på farten. Senest har vi været i Warszawa, og næste stop er det nordlige Norge.