Cairo – en vild by

Cairo er bare vild, varm, voldsom og vidunderlig! Og byen kan være en kæmpe mundfuld for en nordeuropæer, hvis man ikke er forberedt på lidt af et kulturchok. Men overgiver du dig til byens charme og egypternes gæstfrihed – og ser bort fra al forureningen og det vilde trafikkaos – så venter der masser af spændende oplevelser.

Trafikken i Cairo er kaotisk

I november 2022 rejste jeg med min gode ven og rejsemakker Martin til Egypten. Vi skulle blandt andet støve rundt i Cairos gader, se pyramiderne i Giza og gå på opdagelse i de gamle gravkamre i Luxor. Det blev en forrygende ferie – jeg var vild med det hele!

Hotel Osiris

Jeg havde hjemmefra læst, at det er godt at bosætte sig i Downtown Cairo. Området bliver også kaldt Wasat El-Balad. Så er man tæt på det meste.

Jeg havde derfor booket tre nætter på Hotel Osiris. Hotellet ligger på den rimelig befærdede gade Nobar Street. Men da hotellet ligger på 12. etage, er lydniveauet fra gaden okay. Og udsigten fra vores værelse med Cairo Tower var fabelagtig både nat og dag. 

På 13. etage er der en fin tagterrasse, hvor morgenmaden bliver serveret – men hvis du spørger mig, er den ikke noget at skrive hjem om. Så er det jo godt, at man kan gå ned på gaden og købe en falafel-rulle med chili-mayo for 5 kr.  

Osiris med dets to stjerner er på ingen måde fint og fancy, men det er helt okay til prisen. Værelserne og sengetøjet er rent, og den centrale placering og tagterrassen trækker uden tvivl op. Det er skønt at kunne sætte sig her med en kold cola efter en lang dag på farten.

Hotel Osiris, Cairo

Personalet i receptionen er også søde og hjælpsomme. Både når det kommer til bestilling af taxa, skøre spørgsmål og dagens fodboldresultater.

Men kan den lille, gamle mand, som siger, at han ejer hotellet, vride et par egyptiske pund ud af dig, så gør han det 🙂 Han er nu utrolig sød og hjælpsom. 

Downtown – Wasat El-Balad

Franske arkitekter blev i slutningen af 1800-tallet bestilt til at omdanne Cairo til orientens juvel. Området Wasat El-Balad blev anlagt med lange lige gader, store rundkørsler, geometriske pladser og smukke kolonistilsbygninger efter fransk forbillede. En del af disse gamle bygninger er dog nu i forfald grundet mislighold.

Cairo

Men området rummer også masser af gode restauranter og hippe caféer, hvor både turister og unge egyptere har mulighed for at tage en velfortjent pause fra byens hektiske liv. 

Der er rigeligt at kigge på for den nysgerrige – både smukt og grimt. Og det er nok den blanding, jeg rigtig godt kan lide, og derfor jeg faldt pladask for Cairo.

Dog er det fint i små doser, for byen er meget intens og måske ikke det bedste valg, hvis du er på din første storbyrejse nogensinde. Så kan det godt være, at du løber skrigende væk. Men tager du det hele som en oplevelse, så bliver du belønnet med masser af venlighed fra egypterne på gaden og i butikkerne. 

Det Arabiske Forår

Det er også her i Wasat El-Balad at den berømte Tahrir-plads ligger. Frihedspladsen blev verdenskendt under de store uroligheder og demonstrationer i januar og februar 2011. 

Det Arabiske Forår begyndte i Tunesien, men bredte sig hurtigt til det meste af Mellemøsten. Egypten ingen undtagelse. 

Folk protesterede blandt andet mod politibrutalitet, undtagelsestilstand i landet, fejlslåede love, arbejdsløshed, et ønske om at øge mindstelønnen, boligmangel, stigende madpriser, korruption, mangel på ytringsfrihed og dårlig levestandard. Hovedformålet med oprøret var at styrte præsident Mubaraks regime.

Selv om demonstrationerne var fredelige, så opstod der mange voldelige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter. 

Jeg var ydmyg over at stå her på pladsen og tænke på de egyptere, som kæmpede for en bedre fremtid for dem selv og deres landsmænd. Flere af dem med livet som indsat. Mindst 846 mennesker blev dræbt, og 6000 blev såret i løbet af de første 18 dage af oprøret.
Tahrirpladsen, Cairo, Egypten
Mubarak endte med at gå af og flygte i eksil med sin familie. Om leveforholdende er blevet bedre for egypterne er vist et spørgsmål om øjnene, der ser…

Cairo Museum

Den mest markante bygning på Tahrir-pladsen er Cairo museum, også kaldet Det egyptiske museum. Den store lyserøde bygning rummer mange artefakter fra Egyptens oldtid.

Cairo Museum

Det er her, man kan se de smukkeste fund fra pyramiderne og gravkamrene i Luxor. Altså på nær de ting, som blev fragtet til England, Frankrig, Tyskland, Italien og sikkert mange flere steder af kolonister, arkæologer og plattenslagere. Egypten kæmper nu en brav kamp, for at få alle disse skatte tilbage igen.  

Det koster 200 egyptiske pund/46 kr. at komme ind på museet. Ønsker man en guide, så står der rigeligt omkring billetboden og venter på kunder. Vi takkede dog nej, da vi havde lyst til at se stedet i vores eget tempo. Men vil man gerne have lidt mere viden om det, man ser, så er det uden tvivl en god idé at betale for en guide.

Tutankhamons skatkammer

Cairo Museum er mest kendt for fundende fra Tutankhamons grav, som jo ligger i Luxor. Den glædede jeg mig meget til at besøge senere på denne rejse. 

Tutankhamon var den 13. konge i det 18. dynasti, og han regerede kun i 8 år, fra 1332 til 1324 f. kr. Egentlig var han ikke en særlig vigtig farao, men alligevel er hans navn et af de mest kendte.

Tutankhamons grav blev fundet i 1922 af den britiske arkæolog Howard Carper, og  vagte stor opsigt. Graven var intakt og havde aldrig været plyndret af gravrøvere.

Især Tutankhamons 11 kg tunge dødsmaske i det pureste guld og med flotte ædelstene var helt fantastisk.

Gravkammeret indeholdt også en fantastisk sarkofag i rent guld på 110, 4 kg samt mange værdifulde effekter i guld, lapis lazuri, obsidian, kvarts og karneol. 

Desværre måtte man ikke fotografere de aller fineste ting. Så vil du se dem, ja, så må du et smut til Cairo.

Cairo Museum har også mumier i stakkevis, kæmpe store stenkister, alverdens statuer og hieroglyffer så langt øjet rækker.

 

Som Martin sagde: “Dette museum er bare gaven, som bliver ved med at gi”. Og det havde han fuldstændig ret i. Rundt om hvert et hjørne ventede nye, prægtige skatte fra oldtidens Egypten. 

The Grand Egyptian Museum

Snart vil du dog skulle besøge det nye Grand Egyptian Museum, som ligger ude ved pyramiderne i Giza. Det er netop nu ved at blive bygget færdig (det har de sagt de sidste 8 år) og alle genstande bliver efterhånden flyttet derud, så turister kun skal et sted hen, for at se både pyramiderne og de smukke gamle genstande.

Det er selvfølgelig meget smart for rejsende, som kun er i Cairo i kort tid, men der er nu også noget særligt over dette gamle museum, som til tider virker lidt som en rodebutik. Jeg glæder mig til at rejse tilbage til Cairo engang og se The Grand Egyptian Museum, som efter sigende skulle være verdens største museum.  

Nilen og Cairo Tower

Lige ved Tahrirpladsen løber Nilen gennem Cairo, og den skal man selvfølgelig også se. 

Nilen, Cairo

Denne fantastiske flod er verdens længste, og den har i år tusinder givet liv til Egypten.

Nilen er uden tvivl årsagen til, at Egypten kunne udvikle sådan en fantastisk og rig kultur i oldtiden med mulighed for at bygge pyramider og storslåede templer.

Lige ved Tahrirpladsen kan man gå eller køre over Qasr El-Nile Bridge til øen Gezira. Her ligger Cairo Tower, som vi kunne se fra vores hotelværelse på Osiris. Det skulle vi selvfølgelig op i.

Cairo Tower er 187 meter højt. Det delvist åbne gitter-design skal lede tankerne hen på en egyptisk lotusblomst – et ikonisk symbol fra det gamle Egypten.

Det koster 200 Egyptiske pund/46 kr at tage elevatoren op til toppen, hvor der er et observationsdæk og en restaurant. Her kan man nyde udsigten over millionbyen og Nilen.

Hvis du er heldig at ramme en dag uden smog, kan du se pyramiderne fra tårnet. Jeg tror dog, at du skal være mere end almindelig heldig… 

Jeg har meget mere at fortælle om Cairo, men for at dette blogindlæg ikke bliver alt for langt, vil jeg stoppe for i dag. I næste afsnit fortæller jeg om nogle rigtig spændende og lidt mere utraditionelle oplevelser i Cairo. Der tager jeg dig nemlig med til Garbage City, De dødes by og Islamic Cairo. 

Du er altid velkommen til at følge med på Facebook Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour, hvor jeg i øjeblikket poster masser af sne og kulde, da jeg bor og arbejder i Ittoqqortoormiit i Østgrønland.

Tak fordi du læste med. Måske har du lyst til at læse om andre destinationer? Jeg kommer her med et par anbefalinger:

Læs også: om Libanon

Læs også: om Island

Læs også: om Albanien

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.