Krigens ar i Sarajevo

Krigen på Balkan i midt 90’erne er den dag i dag allestedsnærværende i Bosnien-Hercegovina. Sarajevo ingen undtagelse. Byen var belejret af serbiske styrker fra d. 6. april 1992 til den 29. februar 1996 – ikke mindre end 1425 dage. Verdenshistoriens længste belejring af en hovedstad. Over 11.000 mennesker mistede livet i løbet af de næsten fire år, heriblandt 1601 uskyldige børn. Det er tal, som gør indtryk.

Masser af bygninger har stadig skudhuller i facaderne, og granatnedslag i asfalten, som kostede menneskeliv, er markeret med rød maling for at mindes ofrene fra krigen. Disse mindesmærker kaldes Sarajevo Roses og ses mange steder rundt om i byen.

Sarajevo har også store begravelsespladser midt inde i byen – og desværre med masser af grave fra begyndelsen af 1990’erne. Som en mand fortalte mig: “We have plenty of cemeteries. Mostely new ones…”

Jeg spurgte også ind til skudhullerne i bygningerne. Hvorfor bliver de ikke repareret? Det er immervæk alligevel ved at være 30 år siden, at krigen sluttede. Men som en kvinde fortalte mig: “Bosnien er ikke et særlig rigt land, og efter krigen var det vigtigere at huse og lejligheder blev beboelige indenfor. Så måtte det med de pæne facader komme senere”. Og der er de altså ikke helt nået til endnu. Det kan vi andre så tænke lidt over…

Guidede ture med fokus på krig

For at få en større viden om krigen og begribe hvordan Sarajevo kunne blive den længst belejrede by nogen sinde, var jeg på to guidede ture, som havde krigen i Sarajevo som hovedfokus. Den første var med Arts and tours Sarajevo og hed Roses of Sarajevo.  Det var en tur i bil til blandt andet tunnelerne under lufthavnen og bjergene rundt om Sarajevo by.

For at forstå belejringen af Sarajevo, må man kigge på omgivelserne. Byen ligger i en dal med bjerge til alle sider. Derfor var det forholdsvist nemt for Serberne at have kampvognsstillinger på bjergsiderne, som kunne skyde ned i centrum. Under belejringen var byen derfor fuldstændig afskåret fra elektricitet, mad, vand, medicin og andre fornødenheder.

Situationen for befolkningen blev mere og mere desperat, og til sidst kom nogen op med en plan. At grave en tunnel under lufthavnen og ind i byen. Dette kunne kun lade sig gøre fordi lufthavnen var under beskyttelse af FN, og derfor kunne serberne ikke bombe den. 

Tunnel of Hope

Tæt på lufthavnen ligger Tunnel of Hope, hvor der i dag er et museum og en lille del af den originale tunnel, som man kan få lov til at gå igennem. Derudover har de rekonstrueret et lidt længere stykke, så man bedre kan få fornemmelsen af at være i en tunnel under jorden.

Det var en kraftanstrengelse af de helt store for den bosniske hær på blot fire måneder at få gravet denne tunnel med trillebør og håndkraft! Der blev gravet både nat og dag i treholdsskifte. Da tunnelen stod færdig, var den 800 meter lang, og på en almindelig dag kunne op mod 4000 mennesker passere. 

Hvor museet ligger i dag, boede familien Kolar under krigen. De gav lov til, at tunnelens ene indgang kunne blive gravet under deres hus, hvilket betød, at deres hus var under beskydning mange gange under krigen.

I dag er familien flyttet til et andet hus i nærheden, så deres hjem kunne blive lavet til museum. Tunnel of Hope er uden tvivl Sarajevos største turistattraktion. Det koster 10 KM at besøge museet – ca. 40 kroner. Husk at medbringe kontanter, da de hverken modtager kort eller udenlandsk valuta som Euro eller dollars. 

Det er ikke helt nemt at komme derud med offentlig transport, så det er en god idé at overveje en guidet tur eller at tage en taxa, hvis du ikke har bil. 

Den jødiske kirkegård

Fra Tunnel of Hope kørte vi op og så et sted, hvor serberne havde haft en stilling med kampvogne og snigskytter til at stå og skyde ned i byen. Der var selvfølgelig ikke som sådan noget at se i dag, men det var mærkeligt at stå der og vide, at soldater havde stået på dette bjerg og taget andres liv.

Næste stop var den store jødiske kirkegård, som under krigen også var besat af serbiske snigskytter. De kunne nemt gemme sig bag de store gravsten og beskyde byen på rimelig tæt hold.

Turen sluttede med solnedgang ved Yellow Fortress, som egentlig ikke har noget med Balkankrigen at gøre. Men det er her fra dette fort, at der hver dag ved solnedgang bliver skudt en kanon af, som kan høres over det meste af byen. Det havde især betydning for den muslimske del af befolkningen, mens jeg var i Bosnien-Hercegovina, da det var under ramadanen.

Free Walking Tour

Den anden tur jeg tog var en Free Walking Tour med Neno and Friends. Turen hed War scars & New times og tog os rundt i centrum af Sarajevo for at se steder, som var blevet påvirket af krigen.

Vi besøgte bl.a. Markale-markedet, som den dag i dag fungerer som et frugt og grønt marked. Under krigen var det også her, man kunne sælge eller bytte ejendele for mad og medicin.

I løbet af krigen fandt der to massakrer sted på Markale-markedet. Den 5. februar 1994 eksploderede en granat og 67 mennesker blev dræbt, mens 150 blev sårede. Den 28. august 1995 faldt der endnu en granat over markedet. Denne gang blev 37 dræbt og 90 sårede. Vores guide fortalte, at begge gange havde folk hjulpet de sårede og fjernet de døde, men straks efter gik handlen videre. Det kunne ikke hjælpe at dvæle ved tingene. Life must go on. 

I asfalten er der malet røde Sarajevo Roses, hvor bomberne faldt til minde om ofrene. Den sidste massakre på markedet var den direkte årsag til, at NATO valgte at bombe de serbiske stillinger rundt om Sarajevo. 

Til minde om børnene

Veliki park på gaden Marsala Tita har et af de stærkeste monumenter dedikeret til alle de børn, som mistede livet i Sarajevo under krigen. Ved første øjekast ligner det bare en rund bronzeskulptur med glas i midten.

Men ved nærmere øjesyn, vil man se alle aftrykkene af barnefødder. Fødder, som desværre aldrig blev større.

Ved siden af er der syv tibetanske bedemøller med 521 børnenavne samt deres fødselsår og dødsår. Det er stærkt at stå der og dreje hjulene rundt. 

Og man kan ikke lade være med at lægge mærke til fødsels- og dødsårene.

Sniper Alley

Gaden Zmaja od Bosne bliver i folkemunde kaldet Sniper Alley. Her frygtede folk hver dag under belejringen for deres liv, når de skulle fra den ene ende af byen til den anden. At gå i skole eller tage på arbejde kunne koste en livet. 

Den store gule og brune bygning, som ligger på Sniper Alley er det legendariske Hotel Holiday Inn, hvor mange udenlandske journalister boede under belejringen af Sarajevo. Hotellet blev bygget til Vinter OL i 1984, og fremstod dengang som topmoderne. Men hotellet blev snart symbolet på krigen og dens mange dødsofre.

Vrbania bridge

Vrbania broen er kendt for to sørgelige hændelser under Sarajevos belejring. Det var på denne bro, at de første to dødsofre blev skudt af serbiske soldater under en fredelig civil demonstration i 1992. Der er nu sat en mindeplade op for Suada Dilberović og Olga Sucić, som også har fået opkaldt broen efter sig.

En anden tragisk hændelse indtraf på broen året efter. Det unge par Admira Ismić og Boško Brkić var henholdsvis bosniak og bosnisk serber – altså to forskellige etniciteter, som under borgerkrigen bekæmpede hinanden. Den 19. maj 1993 forsøgte de at flygte ud af byen. De havde venner og bekendte på begge sider, og troede derfor, at de ville klare den. Men da de krydsede broen Vrbanja, blev der skudt mod dem.

Boško blev først ramt og døde med det samme. Derefter blev Admira skudt, men nåede at kravle hen til Boško, inden hun døde i hans arme. Ligene blev liggende på broen i fire dage, inden nogen turde nærme sig og fjerne dem, af frygt for deres eget liv.

Canned Beef

Til sidst besøgte vi det spøgefulde mindesmærke Canned Beef. Det skal minde folk om den “nødhjælp” som FN sendte under belejringen. Da der ikke var elektricitet i byen og derved ikke køleskabe, var det hovedsageligt dåsemad, som blev sendt til Sarajevo. Noget af det stammede fra Vietnamkrigen og var løbet på datoen for 20 år siden. Det samme galt den medicin, som blev modtaget fra EU. Den var også for længst udløbet. Folk ville hellere have haft våben og hjælp fra verdenssamfundet til at få befriet byen end gammelt kød på dåse. 

Børnenes krigsmuseum

Børnenes krigsmuseum er også et besøg værd. Det kunne umiddelbart lyde som et “sjovt” sted for børn, men viste sig at være meget tankevækkende. For det fortalte børnenes historie under krigen – noget som ofte er overset. 

Den permanente del af udstillingen bestod af 50 vidnesbyrd fra børn, som havde boet i Sarajevo under krigen. De havde hver doneret en ting, som havde betydet noget særligt for dem i deres barndom – på godt og ondt. Der var en masse tekster at læse, så hvis du ikke er interesseret i det, så er det måske ikke et museum for dig. 

Indgangen til museet kostede 10 KM – ca. 40 kroner.

Som jeg har fortalt om i et andet blogindlæg, så byder Sarajevo by på meget andet end levn fra Balkankrigen. Men vil man rigtig forstå byen og dens indbyggere, så bør man også dykke ned i den triste del af byens historie, som kun ligger små 30 år væk. 

Min næste rejse går til Albanien om en uge. Jeg kommer som altid med updates på min Facebook-side Two Danes On Tour, og jeg vil også lave stories på Instagram @twodanesontour. Jeg håber, at du har lyst til at følge med.

Glade rejsehilsner
Anne Marie