Vi har længe haft en stor kærlighed til Mellemøsten – gæstfriheden, maden og mystikken, de smukke landskaber, klimaet og alt det uventede, der lurer omkring det næste hjørne. Specielt Beirut, Libanons hovedstad, har stået på ønskelisten over steder, vi gerne ville besøge og opleve. Men vi ved også, at der ind imellem er uroligheder i regionen. Så hvornår er lige det rigtig tidspunkt at rejse på?
Vi besluttede os for efteråret 2019. Og det skulle vise sig at blive mere “spændende”, end vi kunne forudse.
Beirut Rafic Hariri International Airport
Luften er varm og stillestående, da vi lander i Beirut efter fire timers direkte flyvning fra København. Lufthavnen ligger kun 11 km fra centrum, og da klokken viser 00.50 lokal tid, er vi glade for, at vi kommer rimelig hurtigt gennem paskontrollen.
Vi har for en gang skyld bestilt afhentning i lufthavnen gennem vores hotel. Taxachaufførerne i Beirut er berygtede for at snyde turister og kræve overpriser for den relativt korte tur ind til centrum. Vi har derfor hjemmefra besluttet os for, at vi ikke, på den tid af døgnet, magter at stå og diskutere urimelige priser med en hustler. De 29 USD, vi skal betale, er også overpris, men så ved vi, at der vil være styr på det, og at vi vil blive kørt det rigtige sted hen på kortest mulig tid.
Beirut – en farverig palette
Beirut blev i 1960’erne kaldt Mellemøstens Paris. Det var her Europas og Mellemøstens jetsettere festede. Det var i tiden inden borgerkrigen, hvor byen blomstrede og tilbød dens besøgende brede boulevarder, fransk-inspirerede kolonistilsbygninger, middelhavsklima og hippe natklubber.
Beirut er i dag en af de mest multikulturelle byer i verden. Den består af mange kvarterer med hver deres subkultur så forskellige fra hinanden, at du kunne komme til at tro, at det rent faktisk var forskellige byer, du bevægede dig rundt i: Det nyrenoverede centrum, det cool og hippe kristne distrikt Gemmayzeh. Det Hizbollah-kontrollerede område Bourj al-Barajneh, det intellektuelle Hamra, det armenske distrikt Bourj Hammoud, det fashionable Raouché, flere palæstinensiske flygtningelejre og meget, meget mere. Ja, der er nok at opleve. Især religiøse tilhørsforhold sætter hver deres præg på de forskellige bydele.
Libanon huser 18 forskellige religiøse grupperinger. Der skal således både være plads til shiamuslimer, sunnimuslimer, protestanter, maronitiske katolikker, drusere, græsk-ortodokse, græsk-melkitiske katolikker og armenske apostolere blot for at nævne nogle. Mange danskere bliver overraskede over at høre, at ud af Beiruts godt 400.000 indbyggere betragter ca. 40% sig som kristne. For vi befinder os jo midt i Mellemøsten.
Hamra
Vi har efter mange overvejelser besluttet at bosætte os i området Hamra i to nætter. Derefter har vi planlagt et roadtrip rundt i Libanon, inden vi sidst på ugen vil bruge et par dage mere i hovedstaden. De sidste nætter har vi endnu ikke booket, da vi gerne vil have friheden til at vælge, når vi har lært byen lidt at kende.
Ved søgninger hjemmefra, finder vi hurtigt ud af, at hoteller ikke kommer billigt i hovedstaden. Alligevel er vi rimeligt tilfredse med 56 USD pr. nat for et dobbeltværelse på Lavender Home Hotel inklusiv en lidt kedelig morgenmad. Her er prisen og lokationen afgørende for vores valg.
Vi bruger vores første dag på at se nærmere på området Hamra, som byder på masser af fashionable modebutikker, fastfoodrestauranter, hoteller, små butikker med alverdens junk og ragelse samt Mellemøstens mest præstigefyldte universitet The American University of Beirut, hvorfor der også er mange studerende i dette område af byen.
Vi kan godt lide Hamra og kunne sagtens bruge meget mere tid i området. Men vi vælger også at gå en tur til havnefronten The Corniche, som er et 4,8 km langt fortov langs Avenue de Paris og med Middelhavet som nærmeste nabo. Her mødes både lokale og turister for at gå eller løbe en tur samt få slukket tørsten på en af de mange dyre caféer med havudsigt.
Det er også her Beiruts meget fotograferede vartegn Pigeons’ Rock ligger, så der må vi forbi for at tage det ikoniske billede.
Gemmayze
Da vi efter 4 dages roadtrip til det nordlige Libanon kommer tilbage til Beirut, booker vi et værelse gennem Airbnb i området Gemmayze (også kaldet St. Germini), som ligger i Østbeirut.
Gemmayze er et hipt og ungt kvarter med masser af designerbutikker, gallerier, restauranter og kort afstand til centrum af Beirut. Når du slentrer gennem Gemmayzes gader, er det svært at tro, at du befinder dig i et af verdens mest turbulente regioner. Det er et meget sikkert kvarter at bevæge sig rundt i, og der er coolnes og franske kolonistilsbygninger så langt øjet rækker.
Vi bor på Gouraud Street og er med det samme meget tilfredse med lokationen. Det er et område af byen, som de lokale selv bruger, når de skal handle eller i byen.
Vi går i gang med at lære vores nye nabolag at kende, som både byder på charme, street art og lækre restauranter, og vi føler os straks hjemme.
Downtown Beirut
Vi har med vilje bosat os tæt på centrum af Beirut, da der er flere steder i midtbyen, vi gerne vil se og opleve. Vi synes tit, at det er rart, at kunne gå rundt til de forskellige ting i stedet for at skulle være afhængige af offentlig transport.
Downtown Beirut var frontlinje, da borgerkrigen rasede fra 1976 til 1991 og byen blev voldsomt ødelagt. Det bærer nogle få bygninger stadig præg af, så dem vil vi prøve at finde.
I 1994 valgte man at genopbygge en stor del af centrum med hippe restauranter og dyre modeforretninger. Dette renoveringsprojekt var meget kontroversielt, da lokalbefolkningen blev tvunget til at flytte ud af deres huse og lejligheder. Tilbage står nu en bykerne, som virker poleret og kunstig. Beirut centrum har uden tvivl mistet en stor del af sin mellemøstlige charme, hvilket mange begræder.
En anderledes morgen på Martyrpladsen
Vi beslutter at gå på opdagelse i centrum, og begynder vores tur på Martyrpladsen, som har fået sit navn efter de henrettelser, som fandt sted på denne plads den 6. maj 1916. Henrettelserne blev beordret af lederen af det Ottomanske rige Djemal Pasha, som også gik under tilnavnet Den blodtørstige.
Martyrpladsen var også en del af den linje, som delte Beirut i øst og vest under borgerkrigen fra 1975 til 1990, så mange lidelser har fundet sted her.
Her ved pladsen ligger St. George Maronite katedralen og Muhammad al-Amin moskeen klods op ad hinanden. Det er unikt at sådanne to store religiøse steder kan ligge side om side i forholdsvis ro og fordragelighed.
Da vi nærmer os pladsen, undrer vi os lidt over, at der ligger væltede containere i gaderne, så affaldet flyder til alle sider, og stanken går lige i næsen.
Snart passerer vi også en smadret bank med glasskår ud over fortovet. Hvad er det mon, der foregår?
Vi kommer forbi bøjede skilte, knuste butiksruder og lyssignaler. Det bliver lige lidt for suspekt. Af gode grunde ved vi jo ikke, hvordan der plejer at se ud i disse gader, men vi snakker om, at der må være noget galt. Især da vi går forbi en udbrændt bygning.
På afstand kan vi se og høre en stor flok mennesker med libanesiske flag, som råber slagord i kor. Vi beslutter os for at gå en anden vej, så vi ikke støder ind i folkemængden.
Nu begynder vi at blive endnu mere årvågne og opmærksomme på vores omgivelser.
Vi går ind på en lille café for at spise morgenmad og få lidt flere oplysninger om, hvad det er, der foregår.
Manden bag disken kan ikke meget engelsk, men prøver efter bedste evne at forklare os, at der er nogle, der er sure over noget med WhatsApp. Det lyder lidt mærkeligt i vores ører, for hvorfor skal man smadre en bank på grund af WhatsApp? Men vi kan ikke komme det nærmere lige her og nu.
Midt i en revolution
Høje råb runger fortsat i gaderne. For ikke at bringe os selv i unødig fare, beslutter vi at gå hjem til vores AirBnB-værelse.
Da vi tænder for CNN, er Libanon hovednyheden. Uroligheder og demonstrationer i Beirut centrum, smadrede butikker og banker, og desværre flere døde pga. påsatte brande.
Vores vært kommer forskrækket ind i lejligheden og siger, at det er godt at se os. Hun har, ligesom os, slet ikke opdaget, at der har været kampe mellem demonstranter og politiet i gaderne i nat. Vi har alle tre sovet som sten uden at høre noget som helst.
Resten af formiddagen beslutter vi at blive i vores eget kvarter. Vi ønsker ikke at udsætte os selv for unødig fare, da det her i begyndelsen er svært for os at vurdere situationens alvor. Og vi ved, at sådanne konflikter hurtigt kan eskalere.
Revolutionen i Libanon
Fra nyhederne og vores AirBnb-vært får vi efterhånden stykket sammen, hvad utilfredsheden handler om. 1000-vis af mennesker har samlet sig i centrum af Beirut og andre større byer i Libanon, for at vise deres utilfredshed med regeringen.
Regeringen bliver beskyldt for at være korrupt og for at tiltuske sig kæmpe store formuer, mens befolkningen lider. Folk er især utilfredse med højere priser på benzin, tobaksvarer og brød. Libanesere spiser brød morgen, middag og aften, så prisstigninger på brød er virkelig noget, som rammer alle samfundslag, men selvfølgelig især de fattigste.
Folk er også utilfredse med at affaldet flyder i gaderne, og at de ikke kan være sikre på internet, elektricitet og vand 24 timer i døgnet.
Og så har regeringen netop annonceret, at folk fremover skal betale 0,20 dollars pr. dag for at bruge gratistjenesten WhatsApp. Det er det, som har fået bægeret til at flyde over.
Det lyder måske som en bagatel for os, men i et land, hvor en stor procentdel af befolkningen bor i udlandet og gerne vil have forbindelse til deres venner og familie, så løber det op i mange penge, hvis man pludselig skal betale en daglig afgift.
WhatsApp har af en eller anden grund ikke rigtig slået igennem i Danmark, men i Libanon er det måden at holde kontakt og kommunikere på. Alle har WhatsApp, og ligesom med brød, er det derfor en afgift, som vil ramme alle.
Ud på gaden igen
Senere på dagen vurderer vi, at det vil være okay for os at gå tilbage mod centrum. Dog er vi hele tiden opmærksomme på, om situationen skulle ændre sig til det værre.
Vi er som sagt på udkig efter tegn fra borgerkrigens tid. Og ved at gå en stor bue uden om Martyrpladsen, finder vi hen til flere bygninger med skudhuller i murene.
Vi kommer forbi det meget kendte hotel Holiday Inn, som lå midt i krigszonen under borgerkrigen. Her foregik der voldsomme kampe i oktober/november 1975. Konflikten er kendt som Battle of the Hotels, hvor over 1000 mennesker mistede livet – en del af dem blev smidt ud fra taget af hotellet, og mindst dobbelt så mange blev såret. Derfor står hotellet stadig som et spøgelse for at minde os alle om, hvor galt det kan gå.
Det virker endnu mere alvorligt at stå på dette sted netop nu, hvor vi ikke ved, hvad de næste 24 timer vil bringe af demonstrationer, gadekampe eller det, der er værre. Imens ruller militæret ind i Beiruts gader.
Revolutionen fortsætter
Vi er spændte på, hvad vi vågner op til næste morgen.
Igen har der været protester hele natten – og de er ikke blevet mindre. Tvært imod. Demonstrationerne fortsætter med fornyet kraft.
Hizbollahs leder Nasrallah går på nationalt tv og taler; både til folket og til politikerne. Trafikken står stille. Alle sidder klistret til skærmen – både muslimer og kristne. Vi følger med fra en barbersalon, hvor alt klippearbejdet går i stå, imens en af Libanons mægtigste mænd taler.
Situationen optrappes
Sikkert hjem
For at være sikre på at kommet ud i lufthavnen i god behold og til tiden, kontakter vi igen vores chauffør Ali og spørger, om han vil køre os i lufthavnen. Det vil han gerne.
Han holder klar i vores gade næste morgen meget tidligt, selvom vi først skal flyve over middag. Han har nemlig hørt, at indfaldsvejene snart vil lukke igen, og vil gøre alt for, at vi når det i tide.
Turen til lufthavnen går godt og uden problemer. Vi er i gode hænder hos Ali, som kender sin by og sit land som sin egen bukselomme. Vi kommer sikkert ind i lufthavnsbygningen efter at have takket Ali mange gange og betalt ham gode drikkepenge for køreturen.
Mens vi sidder og venter i lufthavnen, hører vi, at vejene ganske rigtigt nu igen er blevet lukkede. Puha. Vi nåede det lige.