På jagt efter lyserøde floddelfiner

På sejltur ved Puerto Nariño

Fra den lille Amazonas-by Puerto Nariño er det muligt at tage på bådtur for at lede efter lyserøde floddelfiner. Gennem vores guest house Malokas Napú bookede vi en sejltur med den lokale gut Larry.
Larry havde en båd/kano på størrelse med den, vi lige havde sejlet med sammen med Victor og Hans. Men denne her var ren luksus i forhold til. Der var lavet opklappelige ryglæn, og der var siddepuder og redningsveste. Men endnu vigtigere: der var tag på båden i form af en presenning, så vi ikke blev stegt levende som i den anden båd.

Lyserøde floddelfiner

Vi sejlede lige uden for byen til der, hvor Tarapotofloden møder selve Amazonasfloden. Allerede inden vi var kommet helt derhen, kunne vi se delfinerne bryde vandoverfladen. Der var både de lidt mindre grå delfiner og de lyserøde med den lange snude.

Her lå vi så i en halv times tid, imens Larry hele tiden sørgede for at lægge båden, så vi kunne tage billeder af delfinerne, hvis vi vel at mærke var hurtige nok. Det er ikke super nemt at have zoomet helt ind, kigge igennem søgeren og samtidig forudse, hvor de kommer op næste gang. Så der var mange fotos af vandet i Amazonfloden den eftermiddag.
Heldigvis blev det også til et par stykker, hvor man både kan fornemme farve og form på delfinerne. Ja, kønne er de jo ikke ligefrem.

 

Gorreosøen og Tarapotosøen

Fra delfinerne sejlede vi hen for at lede efter dovendyr. Men vi fandt kun et dovent dyr i form af en leguan, der lå på en gren i træet og solede sig.

Vi fortsatte eftermiddagsturen først til Gorreosøen og videre til Tarapotosøen, som er kendt som tilholdssted for de lyserøde floddelfiner. Men de var åbenbart på udflugt, for vi så ingen. Til gengæld så vi dødningehoved-aber som ”Hr. Nilsson” samt nogle papegøjer og isfugle.

 

Vi gik også en kort tur ind for at se den næststørste træart i Amazonas. Træerne bliver op til 80 meter høje og har nogle kæmpe stabiliserende rødder. Larry mente at vide, at dette træ var over 600 år gammelt.

På turen tilbage nød vi brisen i håret (Anne Maries) og den nedgående sol.