Qom

Vores sidste tid i Iran

Så blev det vores sidste døgn i Iran. Vi skulle “slå et par timer ihjel”, så vi begyndte med en lille tur til den smukke by Abyaneh. Det kan du læse om i sidste indlæg, hvis du er interesseret. 

Tilbage i Kashan spiste vi en frokost, inden vi tog bussen mod Teheran lufthavn. Vi havde besluttet at gøre et stop på vejen i Qom (udtales Ghom). Det er Irans anden mest hellige by efter Mashhad.

I bussen fik vi straks venner, som stopfodrede os med solsikkekerner i saltede skaller. Dette var til stor irritation for buschaufføren, som under ingen omstændigheder ønskede bussens gulv fyldt med skaller. Derfor holdt han hele tiden skarpt øje med, om især vores iranske venner nu også ramte den udleverede skraldepose.

Da vi stod af bussen ved en stor vejsammenfletning udenfor Qom, blev vi omringet af meget ivrige taxamænd, som ellers på ingen måde er kendetegnende for Iran. Ja, vi troede nærmest, at vi var kommet til indien! De råbte, diskuterede indbyrdes og hev os i ærmerne. 

Den hellige by Qom

Efter lidt forhandlinger kom vi til Qom centrum, hvor vi ville se det meget hellige Hazrat-e Masumeh shrine. Denne helligdom er begravelsessted for Imam Reza’s søster Fatemeh som døde i det 9. århundrede, og derfor valfarter shia-muslimer hertil.

Shia-muslimer kommer også fra hele Iran for at studere i Qoms madrassaer (koranskoler). Og netop her i byen er Irans største og mest indflydelsesrige ayatollaher uddannet bl.a. Ayatollah Khomeini. Det er indbyggerne i Qom selvfølgelig meget stolte af.

Anne Marie viser lige, hvordan man binder snørebånd iklædt chardor 🙂

En lille forbrydelse

“Non-Muslims are allowed into the grounds, but not to see the shrine itself. The official policy is that non-Muslims should be in a group with a tour guide who has been approved by the shrine’s stewards…” Lonely Planet

Ovenstående skulle vi nok have læst i guidebogen, inden vi begav os ind på området. Vi syntes selv, at vi var super rutinerede i at ramme de rigtige mande- og kvindeindgange til de forskellige rum. Ja, vi begav os nærmest hjemmevante rundt og fulgte fint med strømmen rundt i den store moské.

Det var først, da vi havde besøgt graven og var på vej ud, at et par insisterende herrer med walkie talkies (for øvrigt sjældent man får lov til at bruge det ord nu om dage) begyndte at følge efter os og siden forsøgte at bremse os. Men nu har vi jo været igennem vores del af arabiske markeder, så vi er, når vi selv skal sige det, ret gode til at slippe af med “forfølgere”. Så vi nåede næsten helt ud til indgangen, før det lykkedes vores opsatte følge at få os bragt til standsning. Måske blendede vi tre blege danskere heller ikke så godt ind i mængden, som vi selv gik og troede.

Det var stadig ikke gået op for os, at vi havde forbrudt os imod reglementet. Og vores tanke var, at de ville udsætte os for en større oplysningskampagne om islam. Men da der pludselig stod en af præsterne foran os og på flydende engelsk spurgte os, hvad vi egentlig lavede her, begyndte klokkerne at ringe.

Straffen

Da han fandt ud af, at det ikke havde været vores hensigt at fornærme nogen, “slap vi” med en halv times guidet rundtur i de tilstødende gemakker. Inklusiv langt flere oplysninger, end vi kunne rumme på det tidspunkt.

Præsten sammenlignede flere gange vores kristne tro med islam, og han syntes øjensynligt, det var mærkeligt og samtidig noget tilbagelænet af os, at vi kun går i kirke og beder en gang om ugen, imens de beder 5 gange om dagen.
Vi følte os dog ikke så meget på hjemmebane, at vi ville forklare ham om “depotmedicin”, og vi var heller ikke sikre på, at han ville kunne se humoren i  hverken det eller en påstand om, at vi ikke synder nær så meget? 
Så vi skiltes som venner, hvorefter vi fortsatte vores tur imod lufthavnen.

Sat af på motorvejen

Tilbage ved det store vejkryds fik vi forklaret en buschauffør, at vi skulle af så tæt på lufthavnen, som det nu var muligt, og det tog han helt bogstaveligt. Han stoppede bussen i nødsporet på motorvejen, hev vores bagage ud og pegede os i retning af afkørselsrampen. 

Nødsporet er ikke ligefrem det bedste sted at gå rundt. Og slet ikke når man tager i betragtning, hvordan iranerne kører bil – ofte med en mobiltelefon i den ene hånd. Men vi måtte jo ligesom videre.

Endnu engang stor venlighed

Og da vi havde gået ca. 100 meter, kørte der en bil udenom os og dyttede, hvorefter vi alle tre stak en lap i vejret sådan rent pr. refleks. Vores vinken betød, at han holdt ind til siden og på trods af manglende engelskkundskaber, kunne han sagtens forstå, at vi skulle til lufthavnen – og det kom vi! Helt til hovedindgangen 🙂

Vi betalte ham lidt for at køre med, og han kvitterede ved at give Anne Marie en rød rose. Så til sidste sekund nød vi godt af iranernes helt utrolige venlighed og gæstfrihed.

Og vi må sige, at Iran virkelig er et land, som vi på det varmeste vil anbefale til andre rejsende. Det er på alle måder fyldt med store oplevelser, og fordomme og forestillinger hjemmefra bliver hele tiden gjort til skamme, nedbrudt og erstattet af nye fantastiske syn på dette venlige og imødekommende land.

Skulle du være i tvivl om, hvordan du (og din familie) får planlagt en rejse til skønne Iran, så står vi gerne klar til at hjælpe.     

Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.