Two Danes On Tour Fra Isfahan kom vi med VIP-bus til Kashan. Busserne i Iran er forholdsvis nye og meget effektive. De kører til tiden, der er sæder til alle, og man får tilmed kage og juice undervejs. Prisen for godt to timer på landevejen var 27 kr.
Taxachaufføren Abbas
Ved ankomsten til Kashan kom vi i “kløerne” på taxachaufføren Abbas. Han var fræk som en slagterhund og den eneste, vi mødte i Iran, som opførte sig mere som arabisk taxachauffør end som en persisk.
I første omgang bad vi ham om at sætte os af ved et billigt hotel på hovedgaden i Kashan. Vi havde desværre ikke lavet vores research godt nok, for vi skulle i stedet have bosat os i den fantastisk smukke gamle bydel, hvor man kan bo i gamle hjem, som nu er lavet om til små hoteller. Det havde kostet ca. det samme som det “kedelige” Sayyah hotel. Men det var altså vores egen skyld. Eneste plus var, at hotellet lå lige ved den store og flotte bazar.
1001 nats eventyr
Efter at have smidt bagagen på hotellet, fandt vi snart frem til Khasans gamle bydel og følte med det samme, at vi var midt i Hodja fra Pjort eller 1001 nats eventyr. Husene var af mudder og forbundet af smalle gyder, hvor gamle damer låste sig ind ad små porte – helt fortryllende!
Vi gik lidt på opdagelse, og fandt snart ringmuren fra en gammel borg, som man kunne kravle op på. Herfra kunne vi kigge ind over alle hustagene og bl.a se Borujerdi Historical house, som vi netop havde besøgt. Dette traditionelle hus er både smukt indefra og udefra.
På ørkentur
Og så var det nok, at vi begik feriens eneste rigtige fejl. Vi bookede en tur med Abbas til den nærliggende Dasht-e Kavir ørken. Altså; han var jo flink nok, men bare en rigtig krejler. Og selv om vi havde aftalt en pris, så kom han og krævede mere. Og der skulle vi jo bare have sagt, at vi ville finde en anden chauffør. Men vi var ligesom fanget ind af alle hans historier og det faktum, at han som pensioneret skolelærer faktisk kunne noget engelsk. Så derfor tog vi med ham trods en merpris og halvbrudte løfter undervejs.
Han hentede os næste eftermiddag, da det ville være for varmt i ørkenen midt på dagen – og det giver vi ham helt ret i.
The Underground City
Første stop var The Underground City Oeei i byen Noushabad, som bryster sig af at være verdens største underjordiske by. En kvindelig ansat begyndte at fortælle os lidt om byen, men hendes engelske var nærmest uforståeligt, så vi kan desværre ikke gengive, hvad hun fortalte os.
Vi har dog siden læst os til, at byen er bygget under jorden for at kunne beskytte byens indbyggere fra udefrakommende fjender. Den underjordiske by var bl.a. i brug under den mongolske invasion i det 13. århundrede, og så sent som i 1920’erne var den stadig i funktion.
De underjordiske rum og gange er bygget i 3 niveauer i en dybde på 4 til 18 meter. Det var fint at gå en tur under jorden, men når man havde set det første rum, havde man set dem alle.
Noushabad fort
Næste stop var Noushabad fort. Vi kunne se mange ligheder med borgen, som vi besteg i Kashan, men denne borg var bedre bevaret og nogle af tårnene var også rekonstrueret, så man kunne kravle op i dem og nyde den udmærkede udsigt over byen. Et lille fint besøg, men ikke noget, som går over i verdenshistorien 😉
Holy shrine Aran & Bidgol
Og så et stop ved moskeen Holy shrine Aran & Bidgol. Den var flot og stor, og så var det fint at køre videre…
En stor skuffelse
Nu ved 17-tiden kørte vi mod ørkenen og saltsøen, som Rasmus havde glædet sig utrolig meget til at se. Vi havde i en turistbrochure set nogle FANTASTISKE billeder fra saltsøen, og Rasmus drømte sig straks tilbage til Salar de Uyuni i Bolivia, som han besøgte i 1997.
Vi må dog sige, at saltsøen var en stor skuffelse. Vi gad dårligt at stå ud af bilen. Og da vi spurgte til de fine billeder, som Abbas havde vist os, sagde han blot med et skuldertræk, at sådan så det ud om sommeren. Her om foråret havde vinterens regnvand vasket det meste af saltet væk.
Noget slukørede kørte vi nu mod de høje sandklitter. Det var stadig alt for varmt at bestige dem, så vi sad lidt i skyggen ved et militært tjekpoint. Her kom en hel flok dromedarer forbi, som vi lige hilste på.
Solnedgang i ørkenen
Så blev det endelig tid til solnedgangsbilleder i ørkenen, og det skuffede heldigvis ikke! Her var utrolig fredfyldt og flot.
Overnatning på karavanestation
Abbas havde lovet os, at vi skulle overnatte i en fortryllende, gammel karavanestation. Det har det nok også engang været. Nu var det misligholdt, beskidt og nærmest mennesketomt. De fantastiske aftenener med både lokale og turister på terrassen, som Abbas så malerisk havde fortalt om, skulle man kigge langt efter.
Vi var blevet lovet aftensmad, men fik noget mærkelig rusk-om-snusk omelet, som dårligt kunne gå under betegnelsen “et måltid”.
Det er ikke et sted, vi vil anbefale andre at overnatte, men vi har hørt, at der findes andre og finere karavanestationer i området. Vi har på fornemmelsen, at Abbas ikke ville betale prisen for de lidt bedre steder.
Og morgenmaden som vi også var blevet lovet, viste sig at være utrolig kedelig, da det var kogte æg fra dagen før og daggammelt brød – det er vi altså ikke vant til efter besøg hos nomader og æblebønder! Abbas kunne godt høre, at vi ikke var helt tilfredse, så det endte med, at han tog os med hjem til morgenmad hos hans kone.
På besøg hos Abbas
De boede i et meget fint hjem efter iransk standart. Vi fik lækkert brød hentet hos bageren med æg, ost, smør, syltetøj og selvfølgelig te. Vi spiste først – Abbas’ kone ventede til bagefter.
Og til sidst skal I da lige se, hvad Rasmus hyggede sig med tidligt om morgenen, mens Martin og Anne Marie stadig sov.
