Dagsture fra Kashan

Ud over saltsøen og ørkenen uden for Kashan, er der flere halvdagsture i området, som kan være interessante. Vi tog på tur til Niasar og Abyaneh.

Første tur bookede vi med en ældre mand, som ikke kunne et ord på engelsk. Det er jo altid interessant, hvad det EGENTLIG så er, man har booket… Manden i receptionen på vores hotel hjalp med koordineringen, men da vi først sad bag i vognen, var vi overladt til en tavs mand, som kørte os derhen, hvor han syntes.

Niasar

Første stop på “programmet” var byen Niasar. Den lå højt, og der var en dejlig behagelig temperatur. Vi vidste ikke helt præcist, hvad det var, vi egentlig skulle se her ud over et vandfald.

Det viste sig at være nogle undergrundstunnelser med nogle meget stejle stiger. Indgangen til tunnelerne lå i en blomsterhave til minde om en død poet – det er meget normalt i Iran, at lave sådan en smuk have for en nationalhelt. Og mens vi ventede på manden med nøglen, så kunne vi da lige kigge lidt på, hvordan rosenvand bliver produceret.

Området omkring Kashan er kendt for deres mange produkter med roser, og var vi kommet en uge senere, kunne vi have deltaget i en rosenfestival.

Vi fik lov til at kravle ned i tunnelerne og ja, så har man prøvet det.

Fra tunnelerne og den fine have gik vi til et zoroaster ildtempel. Det var flot og velrestaureret, og det smukkeste vi har set på rejsen. Faktisk var omgivelserne nok det aller bedste. Sikke en dejlig udsigt!

 

Og så til det, vi troede, vi var kommet efter: Niasar Waterfall. Vi mener at kunne fornemme, at de lokale var mere imponerede end os – men altså der skal også noget til efterhånden, i hvert fald når det kommer til vandfald, museer og Unesco World Heritage steder.

Til gengæld mente vores chauffør ikke, at vi skulle se Holy Shrine Mashhad Ardehal, som ellers var aftalen, og da vi jo ikke kunne diskutere det med ham, ja, så blev det sådan. Det var nok egentlig også ok, da vi havde set en del moskeer og shrines de sidste 8 dage.

Samtale med en lokal

I Niasar havde vi en interessant samtale med en tidligere journalist. Han var blevet fyret fra den avis, han skrev for, fordi han var for kritisk overfor styret i Iran. “Her er ingen pressefrihed”, fortalte han os. “Hvis vi ikke makker ret, bliver vi straffet”. Vi spurgte ind til, hvorfor folk ikke står sammen og går imod dette totalitære styre. Manden fortalte os, at der havde været et forsøg på en opstand for ca. 8 år siden – altså før det Arabiske forår i Tunesien og siden flere andre lande i Mellemøsten, men at der var blevet slået hårdt ned på oprørerne. I dag vides det ikke, hvad der er blevet af dem, der havde planlagt denne opstand – enten sidder de i fængsel, eller det, der er værre… “Vi ønsker ikke, at det samme skal ske her som i Syrien. Vi er bange for, at det kunne ende med borgerkrig”.  

Sidste stop blev Fin Garden. Det var faktisk os, der lagde det ind i programmet. Udmærket sted, men har du set andre haver i Iran, er det ikke sikkert, at du også behøver at stoppe her. 

Abyaneh

En anden halvdagstur gik til det levende frilandsmuseeum Abyaneh. Det er en  smuk lille landsby i bjergene med røde lerklinede huse. Byen menes at have eksisteret i over 2500 år, og husene er mange steder velrestaurerede. På gadehjørnerne sidder ældre mænd og damer i traditionelt tøj og sælger håndarbejde og tørret frugt.

 

 

Derudover løber der en frygtelig masse turister rundt (som os selv) og glor ,som var de lokale aber i bur. Tiden er nok løbet lidt fra denne lille charmerende by. Det føltes som om, at vi var med i et teaterstykke, som begyndte hver formiddag kl. 10.

Det fineste var faktisk at gå UD af Abyaneh og finde vej til den modsatte bjergskråning, så vi kunne tage billeder af byen på afstand.