Republikken Moldova

Lidt navneforvirring

Det der med navnet Moldova kan godt blive lidt indviklet her på disse kanter. Altså, på dansk kalder vi landet Moldova for – ja, Moldova. Rumænerne siger Republic of Moldova, da den del af Rumænien, som vi danskere kalder Moldavien, er det, de kort og godt kalder Moldova.

Det vi så kalder Moldavien bliver også kaldt Sydbucovina, og her er det så, man begynder at undre sig over, hvor Nordbucovina er – men det ligger altså i det nuværende Ukraine.

Over grænsen til Moldova

Men tilbage til landet Moldova! For vi havde godt nok hørt mange ”interessante” historier om netop dette land – og ikke mindst grænseovergangene.

For ikke nok med, at Moldova er et ukendt land for de fleste, ja så bliver forvirringen først stor, når man opdager, at der inden for det lille lands grænser, findes yderligere to lande – eller i hvert fald to selvudråbte republikker: Transnistrien og Gagauzia. Og de to ”lande” er vi ret sikre på, at de færreste har hørt om.

Og rygtet siger, at det netop er grænseovergangen til Transnistrien, som skulle volde de fleste problemer… så der besluttede vi selvfølgelig at tage hen! Men det må vi vist hellere fortælle om i et andet afsnit.

Så lad os nu begynde med begyndelsen:
Efter 2 dage i det nordlige Rumænien, hvor vi boede på et hostel ejet af den skøre fyr Ciprian, tog vi videre til Moldova. Ciprian ville – mod betaling – køre os og en schweizer Jürg over floden PRUT (til stor morskab for Rasmus) til Moldovas hovedstad Chisinau.

Cricova vine

Sammen med Jürg, ville vi dagen efter se en af Moldovas største turistattraktioner: Cricova. En vinproducent, som har 120 km underjordiske vinkældre og en af verdens største samlinger af vin – med over en million flasker. Bl.a. en samling af Hermann Görings vine.

Vi bookede en tur gennem det hostel, vi boede på – dog kun for at få at vide næste morgen, at der ikke var flere pladser på rundturene den dag! Men det lod vi os naturligvis ikke slå ud af.

Af sted på egen hånd

Så af sted mod busstationen, hvor det viste sig at være lidt sværere at finde den rigtige bus end først antaget. Men en ting var at komme på bussen – noget helt andet var at komme af det rigtige sted! Vi fik hele forenden af bussen til at skændes om, hvor det mon var, vi gerne ville af. Så efter at have stået af og på den samme bus tre gange, kom vi ved hjælp af ”billet-mutter” af det rigtige sted.

En låst dør

Efter en god gåtur nåede vi frem til Cricova – og en låst dør! Men nu var vi jo taget af sted, så vi gav stadig ikke så let op. Efter en 10 minutters tid låste en dame op til kontoret. Hun undrede sig noget over, hvad vi lavede der, når vi ikke havde en reservation og ja, alt var rigtig nok optaget… men hvis vi kunne vente 1½ time, så kunne hun putte os på en engelsksproget tur. Vi gik op til den nærliggende landsby og spiste frokost og kom fortrøstningsfulde tilbage – til en lukket dør.

Efter endnu mere venten kom der en ung pige, som talte engelsk. Problemet var nu, at vi jo ikke havde nogen bil, og at vi derfor ikke sådan lige kunne komme ned i vinkælderen, da det kun var muligt i et køretøj. Et par telefonopringninger blev foretaget og pludselig spurgte den unge pige: ”Er I danskere?” Øh, ja det er vi da, men hvor vidste hun det fra?

Det viste sig, at pigen, som hed Olga, var ven med Ciprian, og da de manglede et køretøj, havde hun ringet til ham, for at høre om han var i nærheden. Han havde straks spurgt: ”Er den ene høj og har briller?” og havde derved kun kunnet gætte på, at vi kunne være skøre nok til at tage derud selv med offentlig transport.

 

Ting løser sig

Ciprian ville være fremme om 15 min. sammen med to canadiere, som vi også tidligere havde mødt i Suceava, og som nu var på vej til Chisinau. Derved lykkedes det til sidst at komme på vintur. Dog var der et sæde for lidt i bilen, så Rasmus måtte sidde på gulvet.

Orheiul Vechi

Nu da vi havde bil og chauffør, kørte vi også til Moldovas anden store turistattraktion klosteret Orheiul Vechi. 

Det er et grotte-kloster gravet ind i kalkstensklipper, hvor der igen lever munke under jorden, som der gjorde i 1200-tallet.

 

Vi sagde endnu engang farvel til Ciprian – og regnede med aldrig at se ham igen! (fortsættelse følger – selvfølgelig)

Moderne tider

PS. Selv om Moldova er et af Europas fattigste lande, så er de helt fremme på beatet når det gælder internet. Der er gratis Wi-Fi i alle parker i Chisinau og flere steder er der endda stikkontakter, så man ikke løber tør for strøm. Se det er borgerservice!