Spise med Price… på georgisk

Vi må begynde med at sige, at maden i Georgien på alle måder har overrasket positivt! Vi er sikre på, at Brødrene Price ville være godt tilfredse med en kulinarisk tur til Kaukasus.

Den ene lækre ret efter den anden blev hver aften båret ind, en skøn duft bredte sig, vi kastede os straks over lækkerierne og skyllede det hele ned med vodka! Til nogens store fortrydelse næste morgen… men det skal vi da ikke kede Jer med her.

Georgisk restaurant-kultur

Lad os i stedet fortælle Jer lidt om den georgiske restaurant-kultur og de skønne retter, som vi har smagt på. Så er I forberedte, hvis I engang selv skulle befinde Jer på disse længde- og breddegrader J

Der er ingen tvivl om, at vælger man de restauranter, som ligger lige midt på hovedgaden i Tbilisi, så kommer man til at betale for beliggenheden. Af dem vi prøvede, så var ingen af dem værd at skrive hjem om. Men efter en snak med en flink mand, som ejede et hostel i byen, fandt vi ud af, hvor de lokale går hen og spiser, og så fik piben straks en anden lyd.

Vi fandt en masse små kælderrestauranter som lå på gaden Shalva Dadiani Street – meget tæt på den store statue af Sct. Georg og dragen.

Sankt Georg og dragen, Tblisi, Georgien

Hver aften gik vi en tur hen ad denne gade og kiggede ned i de små kældre for at se, om der sad lokale og derefter valgte vi et sted, som så velbesøgt ud.

Tyoisk kælderrestaurant i Georgien

De tre udfordringer

Første udfordring blev hver gang at læse menukortet. Vi kan lige komme med en lille smagsprøve på det georgiske sprog og alfabet, så er vi ret sikre på, at I bedre forstår:

ქართული ენა მე უკვე საქართველოში
Heldigvis havde mange menukort små billeder af de forskellige retter, og den første aften gik vi også rundt til nabobordene for at se, hvad de andre på restauranten spiste for på den måde at blive inspireret til, hvad vi skulle smage på.
Næste udfordring blev at enes om, hvilke retter vi så skulle bestille – for vi ville jo gerne smage på det hele!
I Georgien køber man ikke hver en hovedret, som kutymen er i Danmark og mange andre vestlige lande. Man køber en masse små retter, som bliver sat på bordet til deling. Disse retter kommer på bordet efterhånden, som de er færdige i køkkenet, og man skal derfor passe på med ikke at spise sig mæt med det samme i de første par retter, som kommer ind…
Da tjeneren kom for at tage imod bestilling, pegede vi på de forskellige retter på de andre borde og fik så noget magen til serveret. Skønt!
Sidste udfordring var at drikke al den vodka, som Martin bestilte…
Hyggelig aften i byen
(En glad aften i byen efter rigeligt med vodka…)
Vi har taget nogle billeder, af noget af den mad, vi spiste. De kommer her sammen med små beskrivelser af de forskellige retter:

Fotoguide til georgisk mad

Til alle måltider bliver der spist masser af lækkert brød kaldet puri. De er bagt i en speciel ovn, hvor man klasker dem op på indersiden – lidt ligesom i Indien. Brødene er lange og ruderformede, men ofte skåret i mindre stykker, når de kommer på bordet.
Salater er også noget, som bliver serveret til alle måltider. Vores favoritsalat blev en med tomat, agurk, løg, persille og valnøddedressing.  Det er også meget brugt at sætte friske krydderurter på bordet – især persille, estragon og koriander, som man kan nippe af til sin mad.
Frisk salat, Tblisi, Georgien
En all time favorit blev den lækre ret ostri, som er møre kødstykker i en sovs. Det mindede os mest om osso bucco bare uden marvbenet.
Den lækre ret ostri
En anden favorit var de store dumblings kaldet khinkali. De fås med forskelligt fyld som kød og kartoffelmos. Vi kunne bedst lide dem med krydret hakkekød og suppe indeni. I løbet af ugen lærte vi, hvordan man mest praktisk bider enden af khinkalien (den spises ikke) og slubrer suppen i sig, inden den løber ned af armen, og derefter spiser kødet og pastaen. 
Khingkali, Tblisi, Georgien
Der findes utallige retter med mørt grillet kød. Her ses en, hvor kødet er rullet ind i meget tyndt brød.
Grillet kød i brød, Tblisi, Georgien

Vodka og limonade

Som det måske er gået op for Jer, så drikker georgierne masser af vodka til maden men noget, som måske er mindre kendt er, at de ofte slukker efter med forskellige limonader med eksempelvis pære- eller estragonsmag – ja, du læste rigtigt!
Drikkelse i Georgien

Taler, skål og sange

Sidst på ugen fandt Rasmus en MEGET lokal restaurant. Så lokal, at den ikke havde menukort, så vi måtte op til skranken og bestille. Men på dette tidspunkt var vi blevet så gode til de forskellige retter, at med kun meget få fagter og pegen på maden, så kunne vi faktisk bestille os selv et helt måltid mad på georgisk – vi var meget stolte!
På denne restaurant blev vi introduceret til, hvordan georgierne holder et utal af taler. Er der blot 4 mænd samlet til et måltid mad, bliver en af dem udråbt som tamada -en slags toastmaster. Det er ham, der udbringer den lange række af traditionelle skåle som f.eks. skålen for helbred, skålen for fred, skålen for smukke kvinder, for lykke, for kærlighed, for slægtninge, for de afdøde og for forfædrene.
Oveni kommer så de individuelle taler for værten, hans børn, maden, et nyt job, høsten osv. osv. (måske har I allerede gættet, at det kan blive til overordentlig meget vodka…)
Senere blev der også sunget, mens hele selskabet stod op. Det var sjovt at overvære, men vi var nu glade for, at vi ikke behøvede at skåle helt så mange gange.
 
Eneste negative oplevelse på disse kælderrestauranter var, at man mange steder i Georgien stadig gerne må ryge indenfor – og folk tager på ingen måde hensyn til, om andre stadig sidder og spiser.

Morgenmad 

Inden vi slutter dette blogindlæg, så skal morgenmaden da også lige have et par ord med på vejen. I Tbilisi boede vi på Marina Guesthouse, hvor vores værtinde Marina lavede os lækker morgenmad, som vi indtog i privaten. Der var hver morgen te og kaffe ad libitum, syrlig yoghurt med forskellige søde bær i, brød, ost og flere hjemmelavede marmelader samt dagens varme indslag, som skiftede hver morgen. Nogle dage var det noget med æg, en anden dag en slags forårsruller. Lækkert!
Ost og hjemmelavet syltetøj
Morgenmad på Marinas Guesthouse, Tblisi

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

  1. Georgien er en af mine favoritdestinationer specielt på grund af maden og vinen, som de gør sig meget i. Jeg er specielt glad for deres utallige ostebrød, som er umulig at genskabe, når man ikke kan få fat i den helt rigtige ost.

    • twodanesontour says:

      Hej Signe
      Tak fordi du tog dig tid til at skrive os en kommentar 🙂
      Vi kan slet ikke huske, at vi har spist georgiske ostebrød! Køber du dem på gaden eller på en restaurant? Dem må vi helt sikkert prøve, næste gang vi lægger vejen forbi.
      Og rigtig god tur. Som du selv godt ved: Georgien er fantastisk!
      Glade rejsehilsner
      Rasmus og Anne Marie

      • Der er to slags ostebrød, af dem jeg kender. Det ene hedder khachapuri og er et måltid i sig selv. Det køber jeg på caféer. Uden at være helt sikker, mener jeg faktisk at det er deres nationalret. Hvis i lægger mærke til det, vil i se brødet på magneter og billeder dernede. De er glade for det de georgiere!

        Det andet kan jeg ikke huske navnet på, men det er egentlig bare et fladbrød med ost i og kan spises som et let måltid eller som tilbehør til et større måltid. Det kan blandt andet købes hos bagere. De gange jeg har været til Supra er det blevet serveret dér.
        Har i smagt deres Churchkhela (valnøddesnack)? Den er også fantastisk. Maden er helt klart en af grundene til at jeg skal tilbage til Georgien og jeg har fået ny inspiration til ting jeg ikke har smagt før her. Tak for det!

        • twodanesontour says:

          Ah, efter at have googlet khachapuri, kender jeg det godt fra Armenien, hvor jeg fik det hjemme hos en dame, som jeg boede hos. Vi kender også godt Churchkhela, men har ikke smagt så meget på det. Det må vi gøre næste gang.
          Vi har desværre ikke været til Supra. Det må være en fantastisk oplevelse. Det burde du skrive et blogindlæg om.
          Hygge hejsa
          Anne Marie

  2. bandholm says:

    Jeg havde aldrig rigtig haft et indtryg af Georgien som en destination af speciel interesse…
    Men denne blog, og et par venskaber fra Rusland, har overbevist mig om at Georgien måske er et besøg værd, især for maden 😀

    • twodanesontour says:

      Åhhh, Georgien! Vi kan tale meget og længe om, hvor fantastisk et land det er – og især om manden!
      Dejligt at vi kunne være med til at inspirere dig. Vi håber, at du på et tidspunkt rejser dertil og oplever både kulturen, befolkningen – og maden 🙂
      Glade rejsehilsner
      Rasmus og Anne Marie

    • Hejsa Rasmus og Anne Marie
      Vi er på vej på ferie i Kaukasus – herunder Georgien og Tbilisi.
      Jeg har set jeres (korte) anbefaling af Marinas Guest House… Skal vi gå på det, eller hvad tænker I?

      Mange hilsener
      Betina og familie (komastaj.dk

      • twodanesontour says:

        Hej Betina
        Åhhhh, hvor lyder det skønt med ferie i Kaukasus – vi elsker den del af verden!
        Vi var meget glade for Marinas Guesthouse og vi har for nylig sendt en nordmand derover, som også elskede det. Det var rent og pænt, da vi var der. Eneste anke var, at sengene var meget bløde, så hvis I har dårlig ryg, er det måske ikke det rigtige sted. Marina var hjælpsom og vi synes, at guesthouset ligger i et roligt og sikkert kvarter. Men drømmer man om centrum, så skal man finde noget andet. Jeg tror, at der var to stop med metroen.
        Rigtig god tur – husk at spise masser af dejlig mad 🙂
        Anne Marie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.