Fisk og skalddyr

Det portugisiske køkken er kendt for god og frisklavet mad. Fisk er en stor del af kosten, og skaldyr findes ofte på menuen. Ikke så mærkeligt, når Portugal har så meget kyst lige ud til Atlanterhavet. Især sardiner er populære lige som den tidligere omtalte ret bacalhau, som vi smagte på vores Secret Food Tour.

Og når vi nu er ved sardiner, så var vi overraskede over at støde på konservesbutikker, som havde specialiseret sig i fisk på dåse og i særdeleshed sardiner. Sardiner er for portugiserne både en videnskab og en lidenskab!

Vi besøgte bl.a. den hyggelige butik Loja das Conservas, hvor unge medarbejdere stod klar til at hjælpe os med at få de helt rigtige dåser sardiner med hjem. Her har de konserves fra mange forskellige producenter, og man kan således få råd og vejledning i de forskellige tilberedningsformer samt viden om hvilke krydderier, der er brugt. Som en lille kuriositet, kan man endda købe sardiner i chokolade, men det rakte vores eventyrlyst ikke til at prøve.

Og til de sardinelskende må vi da også lige nævne, at der i juni måned er en sardin-festival i Lissabon. Det lyder til at være en sjov og meget festlig begivenhed, hvor sardiner syder på grillen på hvert et gadehjørne. Vi har hørt, at der dufter – nogle vil måske sige lugter – af sardiner i hele midtbyen i en uges tid.

Og nu lidt om restauranter

Lige meget hvilken restaurant man sætter sig ind på, kan man være sikker på, at det første, der sker, er, at der bliver stillet en lille tallerken med lokale oste samt en kurv med mere eller mindre tørt brød på bordet.

Hvis man som os ikke lige er til ost, så gælder det om at sige, eller i vores tilfælde vise med tegnsprog, at man ikke ønsker det, da alt naturligvis bliver skrevet på regningen.
Kan man derimod godt lide ost, er vi sikre på, at der er gode oste-oplevelser at hente. Mange tager i hvert fald imod og ser vældig tilfredse ud.

Ris og pommes frites

En ting som undrer os er, at der på de fleste restauranter serveres pommes frites og ris til ALT! Og selvom Rasmus nok aldrig bliver rigtig træt af pommes frites, så kunne lidt variation være dejligt. Især fordi flere lokale fortalte os, at det ikke er normalt med ris og pommes i disse mængder i portugisiske hjem. Men det er åbenbart nemt at servere på restauranterne.

Drikkevarer

Der har været dyrket vin i Portugal i over 1000 år. Og portugiserne sætter virkelig pris på et godt glas vin, som drikkes til både frokost og aftensmad. Til gengæld er det helt uhørt at drikke vin bare for hyggens skyld.

Efter maden er det i stedet populært at drikke et glas portvin eller en ginjinha, som er kirsebærlikør. Som nogle måske ved, så er Anne Marie meget glad for portvin Mange steder fås et godt glas portvin på ca. en deciliter for 4 Euro. Det lægger jo klart op til, at man får sig et lille glas. Oh, hvilken skøn tradition. 

Og så til et par anbefalinger

En meget typisk portugisisk restaurant er Largo dos Trigueirinho eller bare O’ Trigueirinho, som ligger i Mouraria. Stedet er meget populær blandt både lokale og turister, da der her serveres autentisk og hjemmelavet mad på portugisisk!

Vi var med vilje gået til Mouraria ved frokosttid, da vi på vores guidede madtur havde fundet ud af, at det er her, de mere uturistede steder ligger. Vi stoppede op på en lille plads, kiggede os lidt omkring og blev pludselig opmærksomme på en facade uden navn, men hvor der jævnligt kom folk ind og ud. Og da vi nærmede os døren, kunne vi se, at der hang et håndskrevet menukort på husmuren.
Så ved man, at det er lokalt – og at man befinder sig det rigtige sted!

Da vi stak hovedet ind, fik vi at vide af tjeneren, at ALT var optaget, men at vi kunne vente uden for døren i ca. 10 minutter, så ville der være et bord ledigt. (Lidt den omvendte verden, at det var os, der blev sat uden for døren!)
Vi havde ikke stået længe, før der stillede sig to mere op bag ved os – og to mere – og to mere. Vi havde startet en trend!

Der var plads efter ca. et kvarters tid, og vi nød et dejligt måltid med henholdsvis lammekoteletter og husets bøf stegt på grill.

Den mindste restaurant

Hvis man vil prøve noget HELT anderledes, så vil vi på det varmeste anbefale den lille restaurant EstaminÉ – art food drink, der er ejet af det brasilianske par Joyce og Luis. Stedet har kun to borde og plads til max 8. Men her er det ikke antallet af gæster, der giver stemningen. Det klarer Joyce og Luis selv til perfektion.

Ud over at være restaurationsejer, så er Luis også kunstner. Og han har således dekoreret restauranten med egen keramik, fotokunst og smykker, som selvfølgelig er til salg. Som en meget sjov detalje, er nogle af hans ting udstillet på staldvinduer, som er hængt op i loftet.

På EstaminÉ serveres der lokalinspirerede tapasretter med et strejf af Brasilien og de lækreste frugtjuicer. Alt er til yderst rimelige priser, og stedet er virkelig et besøg værd. Men husk at bestille bord! Som sagt, der er MEGET få pladser og restauranten er populær både til frokost og til aften. Der er lukket tirsdag og onsdag.

En lækker vinbar

Et andet listigt sted er Wine Bar do Castelo. Vi fik stedet anbefalet af en følger på Instagram, som havde opdaget, at vi var i Lissabon. Det skulle vise sig at være en fantastisk anbefaling.

Vi besøgte vinbaren med to andre medlemmer af De Berejstes Klub, og vi fik en kanon service. Ejeren tilbød os at smage vinen samt flere alternativer, før vi bestemte os for, hvilken en vi gerne ville købe. Det samme var gældende ved de andre borde, hvor det ikke var ualmindeligt at se 3-4 flasker og dobbelt så mange glas, ind til folk havde besluttet sig.

Og da Anne Marie ikke kunne vælge mellem to lækre portvine, blev det ikke opfattet som et problem. Tvært imod. Hun fik da bare et halvt glas af hver.

Is og søde sager

Portugiserne er meget glade for kager, og der findes en bager på næsten hvert et gadehjørne (overdrivelse kan forekomme).

Vi har før omtalt de meget populære Pastéis de Belém, som minder utrolig meget om Pastéis de Nata. Det er dog en stor diskussion, om det er den samme slags kage, eller om det er to forskellige. Og der er jo kun én måde at finde ud af det på – du bliver nød til at smage dem begge

Vi forsøgte også at finde Lissabons bedste is. Vi havde fået anbefalet den meget populære isbutik Santini (Rua do Carmo 9), og det var rigtig lækker is. Men vi smagte for lidt is andre steder til at kunne sige, om det er Lissabons bedste – så det må være op til dig.  

Det portugisiske køkken er kendetegnet ved enkle retter uden meget tilbehør eller pynt. Det bunder i en lang tradition med “bondekost”, hvor intet går til spilde. Der er masser af gode smagsoplevelser at finde , så vi anbefaler dig, at du bare kaster dig ud i det.

Næste rejse går til Minsk i Hviderusland i Påsken. Vi vil blive meget glade hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, hvor vi kommer med updates og flere rejsebilleder, når vi er på tur. Du kan også finde os på Instagram under @twodanesontour.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Spise med Price… på portugisisk blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Det der med navnet Moldova kan godt blive lidt indviklet her på disse kanter. Altså, på dansk kalder vi landet Moldova for – ja, Moldova. Rumænerne siger Republic of Moldova, da den del af Rumænien, som vi danskere kalder Moldavien, er det, de kort og godt kalder Moldova.

Det vi så kalder Moldavien bliver også kaldt Sydbucovina, og her er det så, man begynder at undre sig over, hvor Nordbucovina er – men det ligger altså i det nuværende Ukraine.

Over grænsen til Moldova

Men tilbage til landet Moldova! For vi havde godt nok hørt mange ”interessante” historier om netop dette land – og ikke mindst grænseovergangene.

For ikke nok med, at Moldova er et ukendt land for de fleste, ja så bliver forvirringen først stor, når man opdager, at der inden for det lille lands grænser, findes yderligere to lande – eller i hvert fald to selvudråbte republikker: Transnistrien og Gagauzia. Og de to ”lande” er vi ret sikre på, at de færreste har hørt om.

Og rygtet siger, at det netop er grænseovergangen til Transnistrien, som skulle volde de fleste problemer… så der besluttede vi selvfølgelig at tage hen! Men det må vi vist hellere fortælle om i et andet afsnit.

Så lad os nu begynde med begyndelsen:
Efter 2 dage i det nordlige Rumænien, hvor vi boede på et hostel ejet af den skøre fyr Ciprian, tog vi videre til Moldova. Ciprian ville – mod betaling – køre os og en schweizer Jürg over floden PRUT (til stor morskab for Rasmus) til Moldovas hovedstad Chisinau.

Cricova vine

Sammen med Jürg, ville vi dagen efter se en af Moldovas største turistattraktioner: Cricova. En vinproducent, som har 120 km underjordiske vinkældre og en af verdens største samlinger af vin – med over en million flasker. Bl.a. en samling af Hermann Görings vine.

Vi bookede en tur gennem det hostel, vi boede på – dog kun for at få at vide næste morgen, at der ikke var flere pladser på rundturene den dag! Men det lod vi os naturligvis ikke slå ud af.

Af sted på egen hånd

Så af sted mod busstationen, hvor det viste sig at være lidt sværere at finde den rigtige bus end først antaget. Men en ting var at komme på bussen – noget helt andet var at komme af det rigtige sted! Vi fik hele forenden af bussen til at skændes om, hvor det mon var, vi gerne ville af. Så efter at have stået af og på den samme bus tre gange, kom vi ved hjælp af ”billet-mutter” af det rigtige sted.

En låst dør

Efter en god gåtur nåede vi frem til Cricova – og en låst dør! Men nu var vi jo taget af sted, så vi gav stadig ikke så let op. Efter en 10 minutters tid låste en dame op til kontoret. Hun undrede sig noget over, hvad vi lavede der, når vi ikke havde en reservation og ja, alt var rigtig nok optaget… men hvis vi kunne vente 1½ time, så kunne hun putte os på en engelsksproget tur. Vi gik op til den nærliggende landsby og spiste frokost og kom fortrøstningsfulde tilbage – til en lukket dør.

Efter endnu mere venten kom der en ung pige, som talte engelsk. Problemet var nu, at vi jo ikke havde nogen bil, og at vi derfor ikke sådan lige kunne komme ned i vinkælderen, da det kun var muligt i et køretøj. Et par telefonopringninger blev foretaget og pludselig spurgte den unge pige: ”Er I danskere?” Øh, ja det er vi da, men hvor vidste hun det fra?

Det viste sig, at pigen, som hed Olga, var ven med Ciprian, og da de manglede et køretøj, havde hun ringet til ham, for at høre om han var i nærheden. Han havde straks spurgt: ”Er den ene høj og har briller?” og havde derved kun kunnet gætte på, at vi kunne være skøre nok til at tage derud selv med offentlig transport.

Ting løser sig

Ciprian ville være fremme om 15 min. sammen med to canadiere, som vi også tidligere havde mødt i Suceava, og som nu var på vej til Chisinau. Derved lykkedes det til sidst at komme på vintur. Dog var der et sæde for lidt i bilen, så Rasmus måtte sidde på gulvet.

Orheiul Vechi

Nu da vi havde bil og chauffør, kørte vi også til Moldovas anden store turistattraktion klosteret Orheiul Vechi. 

Det er et grotte-kloster gravet ind i kalkstensklipper, hvor der igen lever munke under jorden, som der gjorde i 1200-tallet.

Vi sagde endnu engang farvel til Ciprian – og regnede med aldrig at se ham igen! (fortsættelse følger – selvfølgelig)

Moderne tider

PS. Selv om Moldova er et af Europas fattigste lande, så er de helt fremme på beatet når det gælder internet. Der er gratis Wi-Fi i alle parker i Chisinau og flere steder er der endda stikkontakter, så man ikke løber tør for strøm. Se det er borgerservice!

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Republikken Moldova blev først udgivet på Two Danes On Tour.