Søgen efter et hotel

Ali kører ind til siden tæt på byens berømte klokketårn bygget af osmannerne i starten af 1900-tallet. Vi lader ham vente i bilen sammen med vores bagage, mens vi begiver os ud på gåben for at forsøge at finde det hotel, som vi har fundet i Bradt’s guide Lebanon. Pension Haddad har ikke en egentlig adresse, som vi forstår det. Altså vejnavn og nummer. Der står Tall St. i bogen, men det viser sig at dække over flere gader. Og i øvrigt har gaderne ikke navne, som vi kan læse.

Vi spørger folk, vi møder på gaden, og bliver vist lidt til venstre og lidt til højre. Til sidst finder vi ned til en stille gade, hvor der rigtig nok ligger et hotel på 2. sal. Vi begiver os op ad alle trapperne i den noget tarvelige trappeopgang. Her er både slidt, beskidt og frithængende ledninger. Endelig når vi op til døren og bliver enige om at ringe på. En hund gør. To ældre damer lukker op og siger på gebrokken engelsk, at alt er optaget for natten.

Vi går lidt slukørede ned ad trapperne igen. Ali venter stadig i bilen, og vi har været på farten hele dagen. Vi vil gerne hurtigst muligt finde et sted at overnatte, som ligger centralt, og som ikke koster en formue.

El Koura

Vi fortsætter eftersøgningen, og snart er der bid. Vi er tidligere gået forbi et ramponeret skilt, hvorpå der står Hotel El Koura. I Bradt’s guide står der godt nok Pension Al Koura, men det er da tæt nok på. Og da vi igen passerer bygningen, ser vi, at der står en mand på en altan på 1. sal. Vi råber op til ham og spørger, om han har ledige værelser, og han inviterer os straks op. 

Denne opgang er meget pænere, og idet vi træder ind ad døren til det lille familiedrevne hotel, møder der os store tykke stenvægge og en behagelig temperatur. Da vi ser værelset med nyredte senge og aircon og hører prisen på 50 USD pr. nat for et dobbeltværelse inklusiv morgenmad, er vi ikke i tvivl. Her vil vi gerne overnatte.

Vi henter hurtigt bagagen i bilen, siger på gensyn til Ali og får tjekket ind på hotellet. Og så er vi klar til at gå ud og opleve byen.

Tripoli

Libanons andenstørste by har omkring 225.000 indbyggere og ligger ud til Middelhavet. Tripoli (ikke at forveksle med hovedstaden i Libyen) betyder egentlig “De tre byer”, da byen er bygget op omkring tre bydele, hvor folk fra tre forskellige egne slog sig ned for at arbejde.

I dag er Tripoli en travl handelsby med en hovedsagelig sunni-muslimsk befolkning. Ifølge Udenrigsministeriets rejsevejledning, er det ikke et sted, man umiddelbart bør rejse hen, hvilket betyder, at her kommer meget få turister. Hvilket passer os storartet. Vi ser derfor ikke andre rejsende i gadebilledet, da vi begiver os ud i de smalle gader.

Her bliver der arbejdet på livet løs. Der sidder gamle mænd med symaskiner, én hamrer på et blikkar, nogle ligger på fortorvet og syr madrasser, mens andre faldbyder frugt og grønt. Det er alt sammen spændende at kigge på, og vi føler os straks hensat til Ole Lund Kirkegaards Hodja fra Pjort. Vi er sikre på, at gamle El Faza bor i et af de små huse. 

En spændende souk

Snart træder vi ind i den gamle souk, hvor farver og dufte med det samme overvælder os. Vi har set masser af bazarer andre steder i Mellemøsten, men vi er ikke i tvivl om, at vi synes, at dette er en af de bedre. Her er et dejligt virvar af liv, men samtidig bliver vi ikke hele tiden antastet af mænd og unge drenge i håb om, at vi vil købe noget. Dog er der en venlig kommunikation med lokalbefolkningen. Vi får masser af smil og nysgerrige blikke. Og vi bliver igen og igen budt velkommen. Der er en god stemning, og vi snakker gentagende gange om, hvor fed en by, vi synes, at Tripoli er.

Mange steder sælges der friskbrygget kaffe og det er et helt almindeligt job for unge drenge at gå rundt i souken og sælge varm kaffe fra store samovarer. 

Et tilfældigt møde med Talal 

Pludselig er der en mand med en cykel, som henvender sig til os midt i et befærdet vejkryds. “Hej, velkommen til Libanon. Hvor er I fra?” Vi svarer selvfølgelig Danmark, hvorefter han spørger, om der er noget, han kan hjælpe os med. Vi tænker hurtigt og svarer, at vi er på jagt efter de bedste falafler i byen. Ved han mon, hvor vi finder dem?

Han ser lidt desorienteret ud et øjeblik, men stiller resolut cyklen midt på gaden og går ind i den nærmeste butik for at spørge. Snart er han ude igen og viser os ned ad en gade. Vi spørger om han har tid til at gå med, og han bedyrer, at han alligevel skal i samme retning. 

Snart stopper han op igen og henvender sig til to ældre mænd, som sidder langs en husmur og drikker kaffe. De tænker sig om et kort øjeblik og peger os og manden, som viser sig at hedde Talal, i den modsatte retning. Straks vender Talal cyklen og uden tøven begynder han at gå imod falafelbaren. Vi spørger igen om han er sikker på, at han har tid til at gå med os, men det har han.

Talal fortæller nu, at han oprindelig er fra Syrien, men har boet i Tripoli med sin familie i mange år på grund af krigen. Han har taget en økonomiuddannelse på engelsk, og det er derfor, at han kan kommunikere med os. 

Det er så fedt, hvordan tilfældighederne nogle gange bestemmer, hvem man møder, og hvad man oplever på sin tur.

De bedste falafler i Tripoli

Snart kommer vi om i en lille stille gade. Vi kan se en 6-8 mennesker, som står midt på fortorvet. Snart går det op for os, at de står i kø til Tripolis bedste falafler. Talal stiller sig i kø sammen med os, og vi tilbyder ham at spise med. Men han skal hjem til sin mor, som venter ved kødgryderne, og snart siger vi farvel. Vi kan godt selv klare at bestille mad, også selvom den unge mand bag disken ikke taler et ord engelsk.

Vi bestiller hver en kebab med falafler og en lokal cola. Den samlede pris bliver 3000 lira (15 kr). Det er simpelthen et fund for de penge. Vi sætter os i hver en plastikstol lige der på gaden sammen med et par lokale, som kun taler arabisk. Men hvad gør det? Vi kommunikerer alligevel og hygger os, mens vi spiser.

Vi slutter vores rundtur ved det berømte klokketårn, mens solen går stille ned. Det har været nogle dejlige og intense timer i Tripoli, og vi er allerede meget spændte på, hvad morgendagen bringer.

Guidet tur

Næste morgen står vi op til morgenmad med æg, te, brød og helt nybagt ostepizza, som bliver bragt til hotellet af et pizzabud. Det har vi vist aldrig prøvet før Og nu går det op for os, at libanesisk pizza er en helt almindelig spise til morgenmad her i landet. Det bliver ikke sidste gang, vi får pizza fra morgenstunden på denne rejse. 

Som aftalt bliver vi igen hentet af Ali. Han kender Tripoli godt og vil vise os lidt af byen, inden vi senere på dagen kører mod syd. 

Citadel of Raymond de Saint-Gilles

Første stop er den gamle korsfarerborg Citadel of Raymond de Saint-Gilles (Qalaa Sinjil på arabisk), som ligger midt i byen. Entreprisen lyder på 5000 lira pr. person (25 kr).

Vi går en lille tur rundt i borgen, men er faktisk mest optaget af udsigten over byen. Den er fabelagtig, og her oppe fra kan vi virkelig se, hvor stor, kaotisk og ramponeret Tripoli er. 

Derefter tager Ali os med i souken. Det er endnu engang fedt at gå rundt og nyde det pulserende handelsliv. Vi besøger bl.a. et bageri, hvor brødene kører på samlebånd oppe under loftet.

Brød er meget vigtigt i Libanon, da det spises til alle måltider. Gammelt brød bliver dagen efter stegt på panden i olie og kommes oven på salat – super smart, når man gerne vil undgå madspild.

Det har været nogle spændende og intense timer i Tripoli, og byen er klart vores favorit i Libanon. Her mødes nyt og gammelt, og det meste må gå under betegnelsen ramponeret.

Men samtidig er her utrolig autentisk. Vi oplever kun smil og venlighed hvor end vi går. Byen er som sagt sunni-muslimsk, og plakaterne på husmurene fortæller os, at en del af befolkningen støtter Erdogan og Sadam.

Har du tid og lyst til at opleve en intens og pulserende arabisk by, så vil vi anbefale dig at besøge denne smeltedigel. Vi kunne nemt have brugt en dag eller to mere i byen.

Find vores andre indlæg fra Libanon her.

Vi vil også gerne anbefale:

Fra de Forenede Arabiske Emirater: Det gamle Dubai

Fra Colombia: Medellin og Bill Clinton

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebookside Two Danes On Tour. Så kan du blandt andet følge med, når vi fejrer nytåret 2019/2020 i russiske Kaliningrad.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Fantastiske Tripoli blev først udgivet på Two Danes On Tour.