Før borgerkrigen, fra 1992 til 1995, var det noget de færreste bekymrede sig om. Folk arbejdede sammen, boede i de samme boligblokke og sendte deres børn til de samme skoler. Men det har krigen så sandelig lavet om på. 

Inden jeg fortsætter dette blogindlæg vil jeg gerne lige præcisere, at jeg ikke er ude på at fornærme nogle befolkningsgrupper. Jeg skriver det, som jeg har fået fortalt af folk, som jeg mødte under min rejse i april 2022, og det, jeg har læst mig til.

Det var oprindeligt heller ikke min hensigt at komme med en længere historisk eller politisk redegørelse fra oldtiden til nutiden. Men for at forstå landet, bliver man altså nødt til at dykke lidt ned i baggrunden for samfundet i dag. Take it or leave it. 

Et historisk rids

Jeg springer oldtiden og middelalderen over. Skulle du være super interesseret i disse tidsperioder, så kan du læse mere her.

I midten af 1300-tallet blev et selvstændigt Bosnien muliggjort under den krigeriske konge Tvrtko. Bosniakkerne vil således referere til dette første selvstændige Bosnien, hvis der bliver draget tvivl om deres ret til selvstændighed.

I midten af 1400-tallet blev landet erobret af tyrkerne og blev en del af Det Osmaniske Rige. Osmannerne regerede i ca. 400 år og satte et stort præg på landet – ikke mindst hvad angår religion, mad og arkitektur.

I 1878 besatte Hertugdømmet Østrig-Ungarn det bosniske område. I de næste 40 år sørgede de for at opbygge infrastruktur som veje og jernbaner samt en masse kulturinstitutioner, som stadig pryder Sarajevo med deres flotte og pompøse arkitektur. Denne del af byen minder på mange måder om Prag, Wien og Budapest bare i miniskala.

Serbien havde dog håbet på at overtage området efter osmannerne, og derfor blev der foretaget et attentatforsøg mod Franz Ferdinand, kronarving til Det Østrig-Ungarnske rige og hans hustru Sophie von Chotek, da de besøgte Sarajevo i 1914. Mordene i Sarajevo udløste den diplomatiske krise mellem Serbien og Østrig-Ungarn, som førte til udbruddet af 1. Verdenskrig.

1. Verdenskrig førte til opløsningen af Det Østrig-Ungarnske rige, og i stedet blev der oprettet et land med det knap så mundrette navn: Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere. Selvom der også boede masser af bosniakker i dette område, blev de ikke nævnt i landets navn.

Titos Jugoslavien

2. Verdenskrig kom og med den nazisternes belejring af Sarajevo. Efter krigen blev Bosnien-Hercegovina én af seks nye jugoslaviske forbundsrepublikker under ledelse af Josip Broz Tito. De andre fem republikker var Slovenien, Kroatien, Serbien, Montenegro og Makedonien. Hovedstaden for Jugoslavien blev Beograd i det nuværende Serbien.

Vi i Vesteuropa ser ofte Tito som en kommunistisk diktator, men de fleste folk i Bosnien, som har levet længe nok til at huske Titos Jugoslavien, begræder hans død. De glorificerer ham og tænker tilbage på en periode i deres liv, hvor der var masser af arbejde, gratis lægehjælp, uddannelse til alle og opsving i hele landet.

Til sammenligning er der i dag 43% arbejdsløshed i Bosnien og hele 65% blandt unge mellem 18 og 27 år. Det er ikke så mærkeligt, at mange unge forsøger at rejse til udlandet for at finde arbejde med brain drain til følge. 

Efter Titos død i 1980 kom der andre ledere, men det blev aldrig det samme igen. Og i 1991, i efterdønningerne af Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning, faldt også Jugoslavien fra hinanden. 

Læg lige mærke til Tito’s portræt under bakspejlet i taxaen.

Borgerkrigen 1992-1995

Først løsrev Slovenien sig, derefter fulgte Kroatien og sidenhen Bosnien. Det førte til voldsomme sammenstød i Sarajevo, og i april 1992 brød borgerkrigen ud. Både serbere, kroatere og bosniakker kæmpede om landområder, som de mente, tilhørte dem. Jeg skal ikke gå ind i krigens detaljer her, da det er alt for indviklet at forklare på få linjer. Men mange måtte lade livet, og der er utallige uhyggelige historier om folkedrab og etniske udrensninger på de mest bestialske måder. Derfor er det også så svært at samle landet i dag, da alle har familiemedlemmer eller gode venner, som blev dræbt under krigen. 

Et land der er svært at begribe

I november 1995 underskrev den bosniske, den kroatiske og den serbiske præsident Daytonaftalen om et forenet Bosnien-Hercegovina, men samtidig blev landet delt op i to politiske selvstændige områder: Bosnien-Hercegovina og Republica Serbska. Og konflikterne har lige siden ulmet under overfladen.

Og nu tilbage til rodebutikken! Landet styres i dag fortsat af tre præsidenter – en for hver befolkningsgruppe, som alle tre skal stemme for, før et forslag kan blive vedtaget i parlamentet. Blandt andet derfor er Bosnien ikke medlem af EU, og de har f.eks. heller ikke anerkendt Kosovo som selvstændig nation – for hver gang er der en af præsidenterne, der stemmer imod. 

Det er utrolig dyrt at have denne form for demokrati, hvor alle tre befolkningsgrupper skal være repræsenteret alle steder. Således går 60% af landets økonomi til at opretholde staten og betale løn til alle embedsmændene, mens kun 40% går til skoler, sygehuse mm. – altså til befolkningen.

I Sarajevo går børn i skole på skiftehold. De bosniske børn for sig og de serbiske børn for sig. Der er også forskellige læseplaner – især i et fag som historie, hvor det ikke er det samme, som børnene lærer om tiden fra 1992-1995. 

Og sørme om der ikke også findes tre forskellige politikorps, som udstikker forskellige bøder, alt efter hvor i landet du befinder dig.

Ja, Bosnien-Hercegovina er virkelig et land, som er svært at begribe! Men nu vil jeg kaste mig ud i det. Følg med i de kommende blogindlæg.

Vil du læse mere fra Balkan, så se her

Eller vil du læse mit seneste indlæg om mad fra Færøerne, så tryk her

Du kan som altid følge mig på Facebook: Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Bosnien-Hercegovina – et kulturelt kludetæppe blev først udgivet på Two Danes On Tour.