Vi havde nogle fantastiske oplevelser i Amazonas sidste år, da vi besøgte området Cuyabeno i Ecuador. Vi boede på en lodge i regnskoven, så masser af dyr og havde en fantastisk guide, som spottede stort og småt.

Det ville vi gerne gentage i år her i Colombia, men denne gang var lodgen skiftet ud med hængekøjer og myggenet, og vores guider var en ældre mand og hans svigersøn fra ticuna-folket i Amazonas. Altså: væk med komfort og turisme. Ja tak til ”The real deal” og indsigt i hvordan det er at leve i en regnskov.

Med junglefærgen til Puerto Nariño

Fra Leticia tog vi junglefærgen ca. 75 km op ad Amazonasfloden til den noget mindre by Puerto Nariño. Her havde vi en aftale om at blive hentet på ”havnen” af vores guider Don Victor og Hans.

Men altså – nu er dette her jo Amazonas, hvor tiden kun betyder noget i forhold til, hvornår solen står op og går ned. Så efter 1½ times venten, blev vi hentet.

I mellemtiden havde vi fået opmagasineret en stor del af vores bagage på et guesthouse i byen, så vi f.eks. ikke behøvede at slæbe svømmefødder med i skoven.

Så er der endelig afgang

Efter vi var blevet udstyret med hver et par gummistøvler – som snart skulle vise sig at blive noget af vores kæreste eje de kommende 4 dage, var det afgang i en meget lille og fladbundet kano med påhængsmotor.

Det var noget af en oplevelse at sidde i denne ”plimsolder” ned ad den store Amazonasflod – især når vi mødte en junglefærge, som sendte dønninger ind over rælingen på båden.

Det hjalp lidt, da vi ramte bifloden Rio Amacayacu, og efter godt 1 times sejlads nåede vi Don Victor og Hans’ hjemby San Martin.

På besøg i San Martin

Her bor de i 3 generationer i et stort åbent hus, hvor der altid er liv og glade dage. Andre landsbybeboere går ind og ud ad døren i et væk, og det var for os svært at overskue præcis hvilke 7 børn, der var Hans’.

Her fik vi turens første måltid med fisk og ris (og som I måske har gættet, ikke det sidste!). Imens kiggede vi lidt på en lille abe, som også boede i huset. Ifølge familien var den faldet ned og kommet væk fra dens mor, så nu havde de taget den til sig.

Vi bryder os ikke om vilde dyr i private hjem, da vi synes, at de hører til ude i naturen. Men vi kan på den anden side heller ikke komme i tre dage og lave om på ting. Vi kan kun glæde os over, at det så ud til, at alle tog sig kærligt af den, og at den ikke på nogen måde var bundet eller sat i bur. Den løb frit rundt i huset og kunne i princippet smutte ud af vinduet – eller rettere ud over kanten af væggen – hvis den ville.

Aben nærmede sig mere og mere Anne Marie, og efter ca. 10 minutter kom den over og lagde sig på hendes skød, hvor den faldt i søvn. Rasmus jokede med, at sådanne aber oftest tisser, når de sover. Det fik han dog ikke ret i, idet det først var, da den vågnede igen, at den tissede på AM’s bukser – velkommen til junglen!

Flere med på tur end forventet

Da vi var klar til afgang, stillede 10-årige Auri sig i døren og sagde, at hun og hendes 8-årige søster Hana skulle med os i junglen. Rasmus sagde, at det troede han nu ikke. Men heller ikke her fik han ret. De to piger fik hurtigt pakket en lille taske med hver et sæt ekstratøj, og så var de klar til afgang.

Nu gik det igen med fladbundet kano i godt 2½ time længere op ad floden. Vi sejlede for motor og så ikke meget undervejs ud over de flotte isfugle, som krydsede floden foran os flere gange.

Da vi nåede vores bestemmelsessted, skulle vi først op ad en mudderbanke og efterfølgende forcere 25 meter smat. Fik vi nævnt, at vi blev glade for vores gummistøvler?

Junglelejr

Vores hjem i junglen for de næste 3 nætter var fantastisk – primitivt! Folk fra lokalsamfundet havde bygget et trægulv på pæle med tag over. Gulvet var i to plan, og på det øverste måtte man ikke have gummistøvler på. Her kunne man til gengæld sidde og spise sin mad. Det er sjældent, at vores rejsebudget tillader at booke overnatningssteder i 2 plan, så det var bare om at nyde det!

Pigerne satte deres egne myggenet op og gjorde klar, så de alle fire kunne sove på gulvet. Imens organiserede Don Victor vores hængekøjer og de tilhørende myggenet. Samtidig samlede Hans brænde i skoven og tændte op i bålet. Han havde vist os noget harpiks fra et træ og fortalt, at det var en glimrende optændingskilde. Men benzin er hurtigere, sagde han grinende, da han tappede lidt fra bådmotoren og satte en tændstik til.

Lidt om mad og myg – og et jungletoilet

Lad det være sagt med det samme. Denne tur blev på ingen måde en kulinarisk oplevelse – tværtimod. Aftenens måltid bestod af hvide ris kogt i vandet fra en dåse tun og derefter blandet med en dåse blandede kartofler, gulerødder og ærter (I ved, dem der er blevet helt grålige). Det smagte så kedeligt, at man stoppede med at spise, før man egentlig var mæt. Men vores rester gik så sandelig ikke til spilde! Der stod to små piger klar til at tage vores tallerkener med et stort smil og derefter ”støvsuge” dem for vores efterladenskaber. Her spiser man, fandt vi ud af, til der ikke er mere. Og disse små tøser kunne altså hver indtage føde som en voksen mand.

Da den sidste mundfuld var slugt, sagde Don Victor, at nu ville han gå til ro, for nu kom myggene. Vi skyndte os derfor at børste tænder og komme på jungletoilettet, som vi havde døbt området på 3 gange 3 meter inde i skoven. Don Victor havde udpeget stedet som toilettet, hvor man lige skulle huske at skrabe jorden for slanger med sine gummistøvler, inden man satte sig på hug! Vi var glade for vores gummistøvler! Efter at have gjort os klar til natten, krøb vi også under myggenettet – lige i tide inden myggeinvasionen. Så når Hans sagde, at der ikke var så mange i øjeblikket, var vi svært tilfredse med ikke at være der, når der er mange myg!

Den første nat i hængekøjen

Og der lå vi så klokken kvart over 7 om aftenen i hver vores køje og lyttede til alle junglens lyde. Især én fugl, som AM senere døbte vækkeursfuglen, larmede øredøvende. Det var allerede mørkt, og der var godt 11 timer til, det ville blive lyst igen.

Man kan nå at tænke mange, mange tanker sådan en nat, mens man forsigtigt prøver at vende sig lidt i køjen, uden at det gynger alt for meget, da man godt ved, at så gynger alle andre med.

En gang i løbet af natten skulle Anne Marie selvfølgelig ud og tisse. Hun turde ikke gå de ca. 25 meter ind i skoven til jungletoilettet, så i stedet valgte hun et sted lidt tættere på lejren. Og alligevel var hun panisk angst for at blive bidt i r…. af en slange. Så bange, at hendes hjerte hamrede vildt, da hun nåede tilbage i sikkerhed under myggenettet.

Næste morgen, efter et par timers søvn, vågnede vi igen op til alle skovens fantastiske lyde: summen og sværmen, brøleaber på lang afstand, ara’er, som fløj skræppende hen over camp’en – og så selvfølgelig vækkeursfuglen! Forestil jer en god gammeldags ”clock-radio”, som du ikke kan nå og derfor ikke kan slukke for – dut-dut-dut-dut…

Morgenmaden bestod af havresuppe, stegte bananer og røget fisk. Hana og Hans tog ud for at fiske, mens vi andre gjorde klar til en lille gåtur i skoven for at kigge efter dyr.  

På jungletur

Beredte med kamera, kikkert og vand gik vi af sted. Heldigvis havde Don Victor valgt et meget roligt tempo i varmen, men snart var vi alligevel gennemblødte af sved.

Nogle steder gik vi på stier lavet af mennesker og dyr, andre steder gik Victor forrest med macheten og huggede os vej gennem lianer, grene og slyngplanter. Undervejs forcerede vi diverse junglebroer – gamle, glatte træstammer, som var lagt over floden, og som vi skulle balancere over. Altid en spændende udfordring!

Vi hørte gule og blå ara-papegøjer og opsporede også en lille flok woolly monkeys, men de kom aldrig tæt nok på til, at vi kunne få taget et par gode billeder af dem.

Et sted i skoven kunne vi se, at der havde været en stor flok vildsvin, som havde rodet op i jorden. Vi mødte senere en mand tilbage i lejren, som kunne fortælle, at han havde set en flok på ca. 500 svin dagen før – det ville have været et flot syn.

Da vi igen nærmede os camp’en, fik 10-årige Auri lov til at føre an, mens bedstefar trådte af på naturens vegne. Hun var hjemmevant i skoven og sød til at vente på os.

Tilbage i lejren

Efter 6 timer var vi godt trætte og drivende af sved tilbage i lejren, lige tidsnok til at komme i læ for et ordentligt regnskyl i regnskoven.

Snart blev vi budt på aftensmad, som Hana og Hans havde tilberedt, men da klokken kun var 15.30, sagde vi pænt nej tak. Det viste sig dog, at de andre i løbet af et kvarter øste fisk og yuca op på deres tallerkener, og så kunne vi vel også lige så godt få lidt i skrutten.

Og kl. 16.30 krøb bedstefar til køjs (altså på gulvet under myggenettet). Vi kiggede lidt skeptiske på hinanden, men fulgte snart trop. Hvorfor blive stukket af (endnu flere) myg, når man kan ligge trygt og godt i hængekøjen under myggenettet? Og sådan gik det til, at denne nat blev på 13 timers søvn for de hurtige!

Med kano gennem junglen

På tredjedagen skulle vi på tur med kanoen endnu længere op ad floden for at kigge efter dyr. Bådmotoren var godt nok gået i stykker dagen før, og da vi stod klar til af gang, begyndte mændene at reparere den. Vi tror, at det er meget typisk for disse folk. Hvorfor fikse noget i går, når det først skal bruges i dag? Ud af en tyk plasticpose, der havde indeholdt vand, lavede de en ny pakning til motoren, da den gamle var gået i stykker. Efter en halv times venten ved flodbredden kunne vi hoppe i kanoen og så var der afgang.

Vi håbede på større held end dagen før, og vi var ikke sejlet langt, før vi så dette pragteksemplar af en tukan. Den sad længe i trætoppen, så vi kunne nyde synet af den og skyde et par billeder.

Jungleudfordringer

Og nu tænker I nok, at det må være nemt sådan at sejle i kano på en biflod til Amazonasfloden. Men der ligger utrolig mange grene og træstammer i floden, som bådsmand Hans skulle holde øje med og sejle uden om.

Ja, nogle steder lå der så meget, at vi måtte ud af kanoen, mens Hans alene sejlede hen over nogle af de største stammer eller mens ham og Victor forsøgte med machete og løftestænger, at få en farbar passage. Imens fiskede pigerne fra stranden, og Rasmus jagtede isfugle med kameraet. Men snart var vi på farten igen.

Pludselig var der bevægelse i buskadset. Hans slukkede motoren, og vi flød lidt med strømmen. Vi kunne høre, at der var aber i nærheden. Ja, der var faktisk to slags aber – både Yellow handed titi monkey og black manteled tamarin. To typer aber, som vi lærte at kende i Cuayabeno sidste år.

Vi sejlede så langt, som floden og de væltede træstammer tillod, og så vendte vi om og drev nu med strømmen tilbage. Mændene fiskede, og vi forsøgte at spotte dyr, imens sveden drev af os i den brændende middagshede.

Hjemme i lejeren igen gentog den foregående dages scenarie sig. Så efter at have spist lidt aftensmad, gik vi igen tidligt i hængekøjen.

Næste dag pakkede vi sammen. Og da vi gjorde klar til at hoppe i båden, opdagede vi friske spor af oddere på bredden. Men det var desværre det tætteste, vi kom på at se dem. Det er ellers et dyr, som står højt på ønskelisten.

Turen tilbage til Puerto Nariño forløb roligt, for Hans var meget opmærksom på ikke at overbelaste den defekte motor.

Lidt tanker efter turen

Og hvad har vi så lært af ticuna-folket på disse dage?

Her spiser man, når man er sulten. – ALT bliver spist op, og intet går til spilde. At være kræsen er ikke et begreb, de kender til.

Børn går i seng i ordentlig tid. Her er ikke tv, tablets eller telefoner, og lyset slukker helt af sig selv ved 18.30-tiden. Legetøj af nogen slags så vi intet af, og børnene så ikke ud til at mangle det.

Alle hjælper til i familien uden brok eller spørgsmålstegn. Det er helt naturligt at hjælpe hinanden og tage del i de daglige gøremål. Børn gør det til en leg at vaske op, hente ting og hjælpe med til at søge efter føde.

Man deler ALT, hvad man ejer og har. Og man gemmer ikke til natten. Er der kiks, bliver de spist. Kommer der fremmede forbi, får de en ordentlig portion fisk og yuca. Har man kun ét par gummistøvler, skiftes man til at have dem på.

Man kan nøjes med lidt, og alt, hvad man ejer, har et formål. Intet er til pynt, her er ingen Amagerhylder, og mangler man en kost, så bruger man skjorten.

Her spares på ressourcerne. Bålet passes nøje, så unødig brænde ikke futtes af, og der fanges kun det antal fisk, som familien forventer at kunne spise. Fisken ryges over sagte ild, så den kan holde sig i længere tid.

Summa summarum: Vi er gevaldigt privilegerede. Vi spiser for at nyde, hænger os ofte i bagateller, og brokker os over småting. Vi har let til at kede os og forventer underholdning, samt at der er bredbånd alle steder.

Vi havde vist meget godt af et par dage i junglen!

Og angående at sove i hængekøje, så gik det over al forventning. Jo flere nætter der gik, jo nemmere blev det. Til sidst var det nærmest meditativt for os at ligge der og vente på at falde i søvn til skovens lyde. Vi bytter gerne et overlummert værelse i Leticia ud for en nat i Amazonjunglen i en hængekøje.

Har du lyst til at synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour, bliver vi helt vildt glade. Så kan du også se, når vi har skrevet nyt på bloggen eller er på tur et eller andet sted langt væk eller lige rundt om hjørnet.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Med ticuna-folket i Amazonas blev først udgivet på Two Danes On Tour.