Srebrenica er kendt og berygtet for folkemordet, som fandt sted i juli 1995. Det er altså ikke et “sjovt” sted at besøge, og nogle ville måske også mene, at det ikke er nødvendigt at opsøge sådanne sørgelige steder, når man er på ferie.

Men mine rejser er altid mere end ferier. Det er der, jeg lærer nyt, bliver klogere og prøver at forstå den Verden, vi lever i. Og jeg føler først, at jeg virkelig forstår tingene, når jeg har været der, set stedet, sanset stemningen – på godt og ondt. 

Vidnesbyrd om Srebrenica i Sarajevo

Inden jeg overhovedet nåede til Srebrenica, opsøgte jeg steder i Sarajevo, som kunne være med til at kaste lys over, hvad der egentlig skete der i 1995.

For selv om stedet ligger ca. to en halv time væk i bil, så er det allestedsnærværende i bosniakkernes bevidsthed, at der for snart 30 år siden fandt et bestialsk folkemord sted. Et folkemord hvor serbiske soldater slagtede bosniske drenge og mænd og efterlod dem i massegrave, alt imens verdenssamfundet kiggede på uden at gøre noget. Historien er kompleks. Og jeg kan ikke alle detaljer. Men jeg kan fortælle om det jeg så og hørte under min rejse.

Gallery 11/07/95

Midt i Sarajevo, på den store kirkeplads Papa Ivan Pavao II, ligger Gallery 11/07/95 på tredje sal i en stor bygning. Det lyder måske som et kunstgalleri, men lad dig ikke narre af navnet. Det er et galleri med skrækkelige fotografier fra Srebrenica.

Fotografen Tarik Samarah rejste efter krigen til Srebrenica for at dokumentere folkemordet. Han ville fotografere stedet og dets ofre. På galleriet er der bl.a. billeder af opgravede lig, kister i endeløse rækker og pårørende i dyb sorg. Det er ikke for sarte sjæle.

Det er hjerteskærende og svært at tage det hele ind på en gang. Så jeg besøgte faktisk museet to dage i træk. Den første dag så jeg billederne og læste de små billedtekster. Dagen efter gik jeg tilbage og købte en audioguide og fik billedernes historier fortalt, mens jeg gik udstillingen igennem igen. 

Det kostede 12 KM at besøge museet, og billetten galt i to dage. Derudover købte jeg en audioguide til 3 KM.

Stærkt mindesmærke

Et andet stærkt vidnesbyrd fra Srebrenica i Sarajevo er den hjerteskærende skulptur “Nermine, dodi” i Mali park. Den er lavet af billedhuggeren Mensud Keco i 2015, som markerede 20 året for folkedrabet i Srebrenica.

Den viser en far, Ramo, som råber på sin søn Nermin, at han skal komme ud af skoven og overgive sig til serberne. Han beroliger sin søn med, at der ikke vil ske dem noget. Både far og søn blev ført væk fra stedet, og kom ikke levende tilbage. De blev fundet i en massegrav nær Srebrenica i 2008.

Da jeg senere kom til Mostar, besøgte jeg endnu et museum for Srebrenica, og her hang de originale fotos af begivenheden. Jeg fik en kæmpe sug i maven og en stor klump i halsen.

Det var virkelig rørende at se rigtige billeder af denne familiefar som netop, da billederne blev taget, råbte efter sønnen Nermin. Skulpturen var altså ikke bare et tænkt eksempel. Den var præcis så hjerteskærende som virkeligheden. Og vi ved jo desværre nu alle, hvordan det endte… 

Turen til Srebrenica

Efter fire dage i Sarajevo blev det tid til roadtrip. Og første stop blev Srebrenica. Det tog ca. tre en halv time at køre dertil fra Sarajevo med frokost- og fotostop undervejs.

Faktisk skal man køre lidt nord for Srebrenica til den lille flække Potocari. Her ligger der en gammel fabrik, som blev brugt som hovedkvarter af FN under krigen.

Falsk beskyttelse 

Byen Srebrenica havde været belejret af Den bosnisk serbiske hær (VRS) fra 1992 til 1995, men området omkring byen var officielt blevet udråbt som en sikker zone under beskyttelse af FN soldater.

Da situationen spidsede til, søgte i tusindvis af bosniakker – både børn, kvinder og mænd tilflugt på fabrikken, da de fejlagtigt troede, at de var i sikkerhed i FN’s bygning.

I begyndelsen blev de første flygtninge lukket ind på fabrikken, hvor de kunne få mad og sove på gulvet. Men snart kunne FN slet ikke håndtere den massive flygtningestrøm.

Og derudover havde de fredsbevarende FN-styrker reelt ikke noget at skulle have sagt overfor de serbiske styrker. Forhandlingerne gik slet ikke som forventet. Derudover fik FN-soldaterne hverken forstærkning eller flystøtte fra og blev reelt holdt som gidsler af de serbiske styrker.  

Folkedrab

Den 11. juli kom serbiske styrker til fabrikken og forlangte at få udleveret alle bosniakker. De hollandske FN-soldater forsøgte at argumentere imod, men indså snart, at de var alt for få og ingen reel magt havde. Derfor gav de efter for presset, og alle flygtninge blev beordret til at forlade fabrikken. 

Serberne separerede mænd fra kvinder og børn. Først blev kvinder og små børn kørt væk i busser, og senere kom busserne tilbage for at hente de store drenge og mændene. De hollandske soldater kunne ikke få at vide, hvilken skæbne der ventede de bosniske mænd. De blev aldrig set i live igen.  

Srebrenica er blevet et symbol på, at verdenssamfundet svigtede bosniakkerne, da de var i den dybeste nød. Og den blev en øjenåbner for hele Verdenssamfundet. For det som Vesteuropa troede umuligt efter afslutningen på 2. Verdenskrig foregik lige i vores egen baghave.  

Skulle du være interesseret i at se en stærk film om, hvad der udspillede sig på fabrikken i dagene op til og under folkemordet, så kan jeg på det varmeste anbefale Quo vadis, Aida? Den ligger på Filmstriben til gratis streaming. 

Besøg på fabrikken

Ud over fabrikken med flere fotoudstillinger og et museum, ligger her også en kæmpe begravelsesplads, hvor der hvert år bliver føjet flere grave til, når nye massegrave dukker frem. Indtil nu er der fundet 8372 lig i massegrave rundt omkring i Bosnien-Hercegovina, som alle stammer fra massakren ved Srebrenica.

Begravelsesstøtterne står endeløst på række i det let kuperede terræn. Hvert år på den 11. juli holdes der en stor mindehøjtidelighed, hvor nyligt fundne lig bliver begravet på pladsen. Den opgravede jord viser de seneste grave.

Det er gratis at besøge både begravelsespladsen, den gamle fabrik og museet i Srebrenicha. Vær dog opmærksom på, at museet lukker kl. 16, mens man godt kan besøge begravelsespladsen efter. Det kan også være en god idé at kigge på et kort over området, da det er rimelig stort, og dårligt skiltet. Så vær sikker på  at du også finder ned til museet i den anden ende af fabrikken. 

Det er gratis at besøge fabrikken og museet. Jeg ville mindst afsætte to timer til besøget, hvis du gerne vil nå at se det hele. 

Tak fordi du læste med – også denne gang, hvor det var et meget tungt, men vigtigt emne – især i lyset af, hvad der sker i Ukraine netop nu. 

Hvis du har lyst til at følge mig på sociale medier, så kan du finde min Facebook-side Two Danes On Tour, eller søge mig frem på Instagram under @twodanesontour. Efterårsferien går til Albanien, så jeg lægger masser af billeder op den næste uges tid.

Rigtig god ferie til jer, som også har efterårsferie.
Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Folkemordet i Srebrenica blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Masser af bygninger har stadig skudhuller i facaderne, og granatnedslag i asfalten, som kostede menneskeliv, er markeret med rød maling for at mindes ofrene fra krigen. Disse mindesmærker kaldes Sarajevo Roses og ses mange steder rundt om i byen.

Sarajevo har også store begravelsespladser midt inde i byen – og desværre med masser af grave fra begyndelsen af 1990’erne. Som en mand fortalte mig: “We have plenty of cemeteries. Mostely new ones…”

Jeg spurgte også ind til skudhullerne i bygningerne. Hvorfor bliver de ikke repareret? Det er immervæk alligevel ved at være 30 år siden, at krigen sluttede. Men som en kvinde fortalte mig: “Bosnien er ikke et særlig rigt land, og efter krigen var det vigtigere at huse og lejligheder blev beboelige indenfor. Så måtte det med de pæne facader komme senere”. Og der er de altså ikke helt nået til endnu. Det kan vi andre så tænke lidt over…

Guidede ture med fokus på krig

For at få en større viden om krigen og begribe hvordan Sarajevo kunne blive den længst belejrede by nogen sinde, var jeg på to guidede ture, som havde krigen i Sarajevo som hovedfokus. Den første var med Arts and tours Sarajevo og hed Roses of Sarajevo.  Det var en tur i bil til blandt andet tunnelerne under lufthavnen og bjergene rundt om Sarajevo by.

For at forstå belejringen af Sarajevo, må man kigge på omgivelserne. Byen ligger i en dal med bjerge til alle sider. Derfor var det forholdsvist nemt for Serberne at have kampvognsstillinger på bjergsiderne, som kunne skyde ned i centrum. Under belejringen var byen derfor fuldstændig afskåret fra elektricitet, mad, vand, medicin og andre fornødenheder.

Situationen for befolkningen blev mere og mere desperat, og til sidst kom nogen op med en plan. At grave en tunnel under lufthavnen og ind i byen. Dette kunne kun lade sig gøre fordi lufthavnen var under beskyttelse af FN, og derfor kunne serberne ikke bombe den. 

Tunnel of Hope

Tæt på lufthavnen ligger Tunnel of Hope, hvor der i dag er et museum og en lille del af den originale tunnel, som man kan få lov til at gå igennem. Derudover har de rekonstrueret et lidt længere stykke, så man bedre kan få fornemmelsen af at være i en tunnel under jorden.

Det var en kraftanstrengelse af de helt store for den bosniske hær på blot fire måneder at få gravet denne tunnel med trillebør og håndkraft! Der blev gravet både nat og dag i treholdsskifte. Da tunnelen stod færdig, var den 800 meter lang, og på en almindelig dag kunne op mod 4000 mennesker passere. 

Hvor museet ligger i dag, boede familien Kolar under krigen. De gav lov til, at tunnelens ene indgang kunne blive gravet under deres hus, hvilket betød, at deres hus var under beskydning mange gange under krigen.

I dag er familien flyttet til et andet hus i nærheden, så deres hjem kunne blive lavet til museum. Tunnel of Hope er uden tvivl Sarajevos største turistattraktion. Det koster 10 KM at besøge museet – ca. 40 kroner. Husk at medbringe kontanter, da de hverken modtager kort eller udenlandsk valuta som Euro eller dollars. 

Det er ikke helt nemt at komme derud med offentlig transport, så det er en god idé at overveje en guidet tur eller at tage en taxa, hvis du ikke har bil. 

Den jødiske kirkegård

Fra Tunnel of Hope kørte vi op og så et sted, hvor serberne havde haft en stilling med kampvogne og snigskytter til at stå og skyde ned i byen. Der var selvfølgelig ikke som sådan noget at se i dag, men det var mærkeligt at stå der og vide, at soldater havde stået på dette bjerg og taget andres liv.

Næste stop var den store jødiske kirkegård, som under krigen også var besat af serbiske snigskytter. De kunne nemt gemme sig bag de store gravsten og beskyde byen på rimelig tæt hold.

Turen sluttede med solnedgang ved Yellow Fortress, som egentlig ikke har noget med Balkankrigen at gøre. Men det er her fra dette fort, at der hver dag ved solnedgang bliver skudt en kanon af, som kan høres over det meste af byen. Det havde især betydning for den muslimske del af befolkningen, mens jeg var i Bosnien-Hercegovina, da det var under ramadanen.

Free Walking Tour

Den anden tur jeg tog var en Free Walking Tour med Neno and Friends. Turen hed War scars & New times og tog os rundt i centrum af Sarajevo for at se steder, som var blevet påvirket af krigen.

Vi besøgte bl.a. Markale-markedet, som den dag i dag fungerer som et frugt og grønt marked. Under krigen var det også her, man kunne sælge eller bytte ejendele for mad og medicin.

I løbet af krigen fandt der to massakrer sted på Markale-markedet. Den 5. februar 1994 eksploderede en granat og 67 mennesker blev dræbt, mens 150 blev sårede. Den 28. august 1995 faldt der endnu en granat over markedet. Denne gang blev 37 dræbt og 90 sårede. Vores guide fortalte, at begge gange havde folk hjulpet de sårede og fjernet de døde, men straks efter gik handlen videre. Det kunne ikke hjælpe at dvæle ved tingene. Life must go on. 

I asfalten er der malet røde Sarajevo Roses, hvor bomberne faldt til minde om ofrene. Den sidste massakre på markedet var den direkte årsag til, at NATO valgte at bombe de serbiske stillinger rundt om Sarajevo. 

Til minde om børnene

Veliki park på gaden Marsala Tita har et af de stærkeste monumenter dedikeret til alle de børn, som mistede livet i Sarajevo under krigen. Ved første øjekast ligner det bare en rund bronzeskulptur med glas i midten.

Men ved nærmere øjesyn, vil man se alle aftrykkene af barnefødder. Fødder, som desværre aldrig blev større.

Ved siden af er der syv tibetanske bedemøller med 521 børnenavne samt deres fødselsår og dødsår. Det er stærkt at stå der og dreje hjulene rundt. 

Og man kan ikke lade være med at lægge mærke til fødsels- og dødsårene.

Sniper Alley

Gaden Zmaja od Bosne bliver i folkemunde kaldet Sniper Alley. Her frygtede folk hver dag under belejringen for deres liv, når de skulle fra den ene ende af byen til den anden. At gå i skole eller tage på arbejde kunne koste en livet. 

Den store gule og brune bygning, som ligger på Sniper Alley er det legendariske Hotel Holiday Inn, hvor mange udenlandske journalister boede under belejringen af Sarajevo. Hotellet blev bygget til Vinter OL i 1984, og fremstod dengang som topmoderne. Men hotellet blev snart symbolet på krigen og dens mange dødsofre.

Vrbania bridge

Vrbania broen er kendt for to sørgelige hændelser under Sarajevos belejring. Det var på denne bro, at de første to dødsofre blev skudt af serbiske soldater under en fredelig civil demonstration i 1992. Der er nu sat en mindeplade op for Suada Dilberović og Olga Sucić, som også har fået opkaldt broen efter sig.

En anden tragisk hændelse indtraf på broen året efter. Det unge par Admira Ismić og Boško Brkić var henholdsvis bosniak og bosnisk serber – altså to forskellige etniciteter, som under borgerkrigen bekæmpede hinanden. Den 19. maj 1993 forsøgte de at flygte ud af byen. De havde venner og bekendte på begge sider, og troede derfor, at de ville klare den. Men da de krydsede broen Vrbanja, blev der skudt mod dem.

Boško blev først ramt og døde med det samme. Derefter blev Admira skudt, men nåede at kravle hen til Boško, inden hun døde i hans arme. Ligene blev liggende på broen i fire dage, inden nogen turde nærme sig og fjerne dem, af frygt for deres eget liv.

Canned Beef

Til sidst besøgte vi det spøgefulde mindesmærke Canned Beef. Det skal minde folk om den “nødhjælp” som FN sendte under belejringen. Da der ikke var elektricitet i byen og derved ikke køleskabe, var det hovedsageligt dåsemad, som blev sendt til Sarajevo. Noget af det stammede fra Vietnamkrigen og var løbet på datoen for 20 år siden. Det samme galt den medicin, som blev modtaget fra EU. Den var også for længst udløbet. Folk ville hellere have haft våben og hjælp fra verdenssamfundet til at få befriet byen end gammelt kød på dåse. 

Børnenes krigsmuseum

Børnenes krigsmuseum er også et besøg værd. Det kunne umiddelbart lyde som et “sjovt” sted for børn, men viste sig at være meget tankevækkende. For det fortalte børnenes historie under krigen – noget som ofte er overset. 

Den permanente del af udstillingen bestod af 50 vidnesbyrd fra børn, som havde boet i Sarajevo under krigen. De havde hver doneret en ting, som havde betydet noget særligt for dem i deres barndom – på godt og ondt. Der var en masse tekster at læse, så hvis du ikke er interesseret i det, så er det måske ikke et museum for dig. 

Indgangen til museet kostede 10 KM – ca. 40 kroner.

Som jeg har fortalt om i et andet blogindlæg, så byder Sarajevo by på meget andet end levn fra Balkankrigen. Men vil man rigtig forstå byen og dens indbyggere, så bør man også dykke ned i den triste del af byens historie, som kun ligger små 30 år væk. 

Min næste rejse går til Albanien om en uge. Jeg kommer som altid med updates på min Facebook-side Two Danes On Tour, og jeg vil også lave stories på Instagram @twodanesontour. Jeg håber, at du har lyst til at følge med.

Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Krigens ar i Sarajevo blev først udgivet på Two Danes On Tour.