Efter ankomsten til ferieøen San Andrés i Det caribiske hav, dobbelttjekkede vi færgeafgangen til den endnu mindre ø Providencia, hvor vi havde booket 5 overnatninger.

På internettet havde Rasmus læst, at færgen havde afgang kl. 8, men nu fik vi at vide af de lokale, at færgen ville afgå kl. 6.30, og at vi skulle være der 1½ time før!!! Så op kl. 4.30, pakke et par småting og så ud på gaden i bælgragende mørke og på gåben ned til havnen. Kun for at opdage, at ALT var lukket, og at der intet skete!

Nå, ja, hvad gør man så??? Tilbage til hotellet, sove en time mere og så gentage scenariet fra før…

Denne gang var det det rigtige tidspunkt (det er nu smart det internet), og vi fik købt billetter til katamaranen. 

Billetterne kom sammen med to poser vand og to søsygepiller, samt et godt råd om at spise morgenmad. En lokal mand kiggede ud over havet og sagde, at det så stille ud i dag, så det skulle nok blive en fin og hurtig tur.

Katamarantur from hell

Lidt i 8 var der afgang, og så snart vi var ude af havneområdet, vågnede vi for alvor! Katamaranen sejlede op imod bølgerne, slog hårdt ned og vippede fra side til side. Welcome to a boat ride from hell!

Det var som at køre i ruchebane i Tivoli i over tre stive timer i træk uden mulighed for at stå af undervejs… En dame skreg ved hver en bølge det første kvarter, men så holdt hun heldigvis kaje – ellers havde turen føltes endnu længere! Og nu gav det pludselig mening, hvorfor alle fik udleveret søsygetabletter…

Heldigvis var der ikke så mange passagerer med båden, så vi fik 5 sæder hver, hvor vi kunne ligge udstrakte med sikkerhedssele på. Den var uhyre effektiv, for den fik os nemlig tilbage i sædet, hver gang vi lettede, efter at have ramt en bølge.

Da vi endelig nåede Providencia, skulle vi af båden, men da der var lavvande, lå den lavt i forhold til havnekajen. To mænd gav Anne Marie en hånd med at komme op, og på en eller anden måde fik hun knaldet sit knæ ind i molen – AV AV AV!

Rasmus siger, at det ser ud som om Anne Marie går med træben ligesom en sørøver. Tak for den sammenligning!
Nå, jamen så tillykke med fødselsdagen da. Denne dag kan vist kun blive bedre fra nu af…

Skønne Providencia

Providencia er en meget grøn og frodig ø, som stadig har sin charme i behold (Modsat San Andrés, som er colombianernes Ibiza.) Her må kun bygges i to etagers højde. Der lander ingen fly efter kl. 18. Grunde må ikke sælges til udlændinge. Og man forsøger kun at sælge til folk fra øen.

Lokalbefolkningen er hovedsageligt efterkommere af slaver, så man føler sig næsten hensat til Afrika. Både San Andrés og Providencia var oprindeligt britiske kolonier. I 1928 blev det endeligt besluttet, at øerne skulle høre til Colombia på trods af, at de ligger meget tættere på Nicaragua.

Her tales to officielle sprog: engelsk og spansk samt den lokale dialekt af kreolsk. Det sidste er en blanding af både engelsk, spansk, lyde, forkortelser og slang, så det har vi fuldstændig opgivet at forstå.

Øen er vulkansk, med høje bjerge i midten. Det er muligt at vandre til The Peak – men selvfølgelig ikke med et træben…! Fra toppen skulle der være en fantastisk udsigt ud over øen og havet.

På scooter rundt på øen

Der er én “hovedvej” hele vejen rundt om øen. ALLE ejer en scooter eller en motorcykel, og vi så ikke én eneste styrthjelm på hele øen. Måske skyldes det, at vejene er så hullede, at man aldrig rigtig kommer op i fart? Vi lejede således også en scooter i to dage, da vi ellers var afhængige af taxaer hele tiden (som for de flestes vedkommende også er motorcykler).

Det har været lidt en udfordring at køre rundt, da vi ud over vejbump og andre scootere, også har skulle navigere uden om hunde, køer, krabber og leguaner.

Og a pro pos leguaner, så har vi fundet ud af, at det er en delikatesse her på øen. Da vi gjorde stop ved en lille restaurant for at indtage frokosten, kunne vi således vælge mellem suppe, snegle og leguan. Vi valgte suppen. For vi synes nu både at leguanerne og firbenene her på øen er så fine.

Santa Catalina

Fra Providencia kan man via Kærlighedsbroen gå over til øen Santa Catalina. Her er scootere og motorcykler forbudt. Vi gik til den lille strand Fort Beach, hvor vi tog en snorkeltur, uden at der var noget videre at se.

Da vi gik tilbage henover Kærlighedsbroen så vi til gengæld 15 ørnerokker lige under os – så de er her!

Snorkeltur til Crab caye og Three brothers

Derfor bookede vi en snorkeltur til de nærliggende øer Crab caye og Three brothers. Vandet var perfekt turkist, som man kun kan forestille sig det i Det caribiske hav og dejlig lunt – lige noget for os.

Vi havde i alt 4 snorkelstop, hvor vi først svømmede med 3 skildpadder og et par rokker. Lidt senere spottede vi også en nurseshark, og ellers var der mange flotte fisk og koraller. En rigtig fin morgen på havet.

Colombias uafhængighedsdag

Den sidste dag vi var på øen, fejrede hele Colombia uafhængighedsdag fra Spanien. Vi kørte tidligt ind til Town, så vi stod klar i centrum, da optoget kom forbi.

Det var fantastisk at se alle pigernes smukke frisurer, som var helt særlige i dagens anledning.

Tilbage til San Andrés

Og så lige lidt om, hvordan vi kom fra øen igen – for det skulle selvfølgelig også nå at blive ret interessant!

Vi skulle være ved katamaranen kl. 13.30, men allerede omkring kl. 11, kom vores vært Kildren hjem og fortalte, at han havde hørt fra en taxachauffør, at katamaranen ikke sejlede denne dag pga. vejret. Og vi havde et fly videre fra San Andrés næste morgen kl. 9, så vi var ret afhængige af at komme fra øen denne dag.

Vi pakkede derfor hurtigt og drønede i lufthavnen. Her var der selvfølgelig frokostpause, så den eneste mand, som kunne udstede billetter, var taget hjem for at spise . Efter en del venten kom manden tilbage. Selvom Rasmus, som han havde fået besked på, fortalte, at han kendte Kildren, så kunne vi kun komme på venteliste, for de sidste to billetter var afsat til en pr. telefon. Kildren dukkede op igen, men heller ikke han kunne få overtalt sin kammerat til, at vi skulle have billetterne. Han turde ganske enkelt ikke overrule damen fra billetkontoret.
Som afgangstiden nærmede sig, spurgte Kildren, hvor længe vi skulle vente på de sidste to. Kammeraten sagde, at han lige ville høre damen fra kontoret og nævnte samtidig hendes navn.

Så faldt 10-øren for Kildren, og det gik op for ham, at det var hans veninde, han tidligere på dagen havde ringet til og sagt, at hvis der var flere billetter, så skulle han bruge to. Kammeraten kiggede lidt skeptisk på Kildren, men efter at have fået det bekræftet, at billetterne var til ham, så fik vi de sidste to billetter væk fra Providencia den dag.

Som Anne Marie plejer at sige: “Ting løser sig”.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Caribisk stemning på Providencia blev først udgivet på Two Danes On Tour.