Taxachaufføren Abbas

Ved ankomsten til Kashan kom vi i “kløerne” på taxachaufføren Abbas. Han var fræk som en slagterhund og den eneste, vi mødte i Iran, som opførte sig mere som arabisk taxachauffør end som en persisk.

I første omgang bad vi ham om at sætte os af ved et billigt hotel på hovedgaden i Kashan. Vi havde desværre ikke lavet vores research godt nok, for vi skulle i stedet have bosat os i den fantastisk smukke gamle bydel, hvor man kan bo i gamle hjem, som nu er lavet om til små hoteller. Det havde kostet ca. det samme som det “kedelige” Sayyah hotel. Men det var altså vores egen skyld. Eneste plus var, at hotellet lå lige ved den store og flotte bazar.

1001 nats eventyr

Efter at have smidt bagagen på hotellet, fandt vi snart frem til Khasans gamle bydel og følte med det samme, at vi var midt i Hodja fra Pjort eller 1001 nats eventyr. Husene var af mudder og forbundet af smalle gyder, hvor gamle damer låste sig ind ad små porte – helt fortryllende!

Vi gik lidt på opdagelse, og fandt snart ringmuren fra en gammel borg, som man kunne kravle op på. Herfra kunne vi kigge ind over alle hustagene og bl.a se Borujerdi Historical house, som vi netop havde besøgt. Dette traditionelle hus er både smukt indefra og udefra.

På ørkentur

Og så var det nok, at vi begik feriens eneste rigtige fejl. Vi bookede en tur med Abbas til den nærliggende Dasht-e Kavir ørken. Altså; han var jo flink nok, men bare en rigtig krejler. Og selv om vi havde aftalt en pris, så kom han og krævede mere. Og der skulle vi jo bare have sagt, at vi ville finde en anden chauffør. Men vi var ligesom fanget ind af alle hans historier og det faktum, at han som pensioneret skolelærer faktisk kunne noget engelsk. Så derfor tog vi med ham trods en merpris og halvbrudte løfter undervejs.

Han hentede os næste eftermiddag, da det ville være for varmt i ørkenen midt på dagen – og det giver vi ham helt ret i.  

The Underground City

Første stop var The Underground City Oeei i byen Noushabad, som bryster sig af at være verdens største underjordiske by. En kvindelig ansat begyndte at fortælle os lidt om byen, men hendes engelske var nærmest uforståeligt, så vi kan desværre ikke gengive, hvad hun fortalte os.

Vi har dog siden læst os til, at byen er bygget under jorden for at kunne beskytte byens indbyggere fra udefrakommende fjender. Den underjordiske by var bl.a. i brug under den mongolske invasion i det 13. århundrede, og så sent som i 1920’erne var den stadig i funktion.

De underjordiske rum og gange er bygget i 3 niveauer i en dybde på 4 til 18 meter. Det var fint at gå en tur under jorden, men når man havde set det første rum, havde man set dem alle.

Noushabad fort

Næste stop var Noushabad fort. Vi kunne se mange ligheder med borgen, som vi besteg i Kashan, men denne borg var bedre bevaret og nogle af tårnene var også rekonstrueret, så man kunne kravle op i dem og nyde den udmærkede udsigt over byen. Et lille fint besøg, men ikke noget, som går over i verdenshistorien

Holy shrine Aran & Bidgol

Og så et stop ved moskeen Holy shrine Aran & Bidgol. Den var flot og stor, og så var det fint at køre videre…

En stor skuffelse

Nu ved 17-tiden kørte vi mod ørkenen og saltsøen, som Rasmus havde glædet sig utrolig meget til at se. Vi havde i en turistbrochure set nogle FANTASTISKE billeder fra saltsøen, og Rasmus drømte sig straks tilbage til Salar de Uyuni i Bolivia, som han besøgte i 1997.

Vi må dog sige, at saltsøen var en stor skuffelse. Vi gad dårligt at stå ud af bilen. Og da vi spurgte til de fine billeder, som Abbas havde vist os, sagde han blot med et skuldertræk, at sådan så det ud om sommeren. Her om foråret havde vinterens regnvand vasket det meste af saltet væk. 

Noget slukørede kørte vi nu mod de høje sandklitter. Det var stadig alt for varmt at bestige dem, så vi sad lidt i skyggen ved et militært tjekpoint. Her kom en hel flok dromedarer forbi, som vi lige hilste på.

Solnedgang i ørkenen

Så blev det endelig tid til solnedgangsbilleder i ørkenen, og det skuffede heldigvis ikke! Her var utrolig fredfyldt og flot. 

Overnatning på karavanestation

Abbas havde lovet os, at vi skulle overnatte i en fortryllende, gammel karavanestation. Det har det nok også engang været. Nu var det misligholdt, beskidt og nærmest mennesketomt. De fantastiske aftenener med både lokale og turister på terrassen, som Abbas så malerisk havde fortalt om, skulle man kigge langt efter.

Vi var blevet lovet aftensmad, men fik noget mærkelig rusk-om-snusk omelet, som dårligt kunne gå under betegnelsen “et måltid”.

Det er ikke et sted, vi vil anbefale andre at overnatte, men vi har hørt, at der findes andre og finere karavanestationer i området. Vi har på fornemmelsen, at Abbas ikke ville betale prisen for de lidt bedre steder.

Og morgenmaden som vi også var blevet lovet, viste sig at være utrolig kedelig, da det var kogte æg fra dagen før og daggammelt brød – det er vi altså ikke vant til efter besøg hos nomader og æblebønder! Abbas kunne godt høre, at vi ikke var helt tilfredse, så det endte med, at han tog os med hjem til morgenmad hos hans kone.

På besøg hos Abbas

De boede i et meget fint hjem efter iransk standart. Vi fik lækkert brød hentet hos bageren med æg, ost, smør, syltetøj og selvfølgelig te. Vi spiste først – Abbas’ kone ventede til bagefter. 

Og til sidst skal I da lige se, hvad Rasmus hyggede sig med tidligt om morgenen, mens Martin og Anne Marie stadig sov.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Kashan og ørkentur blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Noget af en forskrækkelse

Som tidligere nævnt, så var skiltningen sparsom og vores kort ikke af de bedste. Så til tider kørte vi lidt på må og få og efter solen. Og på denne måde kom vi en lille smule på afveje.

Vi var kommet ud på landet og kørte på små asfaltveje med marker på begge sider. Flere steder var der store fåreflokke med hyrder til at passe dem.

Det næste der skete var som i slowmotion. En flok drenge, som stod oppe på en mark, satte lige pludselig alle i løb ned mod bilen. Og som ud af den blå luft, slyngede en af drengene en stor sten mod os. Den ramte med et ordentligt drøn omkring benzindækslet. Og da bilen jo var i fart, så efterlod den sig et skrabemærke af de større…

Da vi ankom til Wadi Rum betragtede vi skadernes omfang. Det så ikke godt ud. Men vi blev hurtigt enige om, at vi jo ikke rigtig kunne gøre noget ved det alligevel. The show must go on!

Hos beduiner i Wadi Rum

Vi havde booket en tur med nogle beduiner, som skulle sørge for at køre os en tur rundt i ørkenen og give os husly i en beduinlejr om natten.

Ørkenturen var fin, vi fik set kameler, hoppet i sanddunes, set flotte klippeformationer og gamle helleristninger. Men vi har nok efterhånden set for meget til sådan rigtig at blive imponeret over en “lille” bunke sand.

Derefter gik turen til beduinlejren, hvor vi mødte Carrie, en amerikansk pige, som bor i Danmark og træner Sønderjyskes kvindefodboldhold. Hun var solo-rejsende og noget utryg ved hele situationen over at være alene i den mandlige beduinlejr. Hun blev dog hurtigt beroliget, da hun så to tossede ”landsmænd”.

Vi tilbragte aftenen sammen og fortalte masser af rejseanekdoter, mens vi nød lækker mad og en fantastisk stjernehimmel, inden vi gik til ro i hvert vores beduintelt.

Næste morgen stod vi op til morgenmad, inden vi skulle have et lift tilbage til civilisationen. Og der fik vi nok en af turens største overraskelser.

Et godt grin

Det var en lille knægt på omkring en 10-11 år, der kom kørende i en 4WD for at hente os. Vi var helt målløse og fuldstændig flade af grin, da knægten sad helt ude på det yderste af sædet for at nå pedalerne, mens han som det naturligste i verden kørte os igennem ørkensandet. Vores unge ven parkerede foran den lokale skole, løb ind efter den mand, der skulle køre os det sidste stykke hen til vores bil, hvorefter han gik ind til time. Vi var helt befippede over denne oplevelse, så vi glemte helt at tage et billede af den lille chauffør.

Vi sagde farvel til Carrie og kørte mod kystbyen Aqaba. Det blev blot til en hurtig frokost, inden vi kørte nordpå igen mod Det døde Hav. Rasmus havde aldrig været ved Det døde Hav før, så vi havde planlagt at tage en lille flydetur i det salte vand. Men da vi nærmede os, trak det op med regn og blæst, så vi besindede os.

Jerash

Vi kørte tilbage til Madaba for at overnatte, da vi her ville være tættere på Det døde Hav, som Rasmus stadig gerne ville besøge.

Det døde Hav

Næste morgen var der slud (ja, slud) imod ruden mens vi spiste morgenmad på hotellet. Det skulle dog ikke afskrække os to vikinger (høhø -folk der kender os godt ved, at vi kun bader i tropisk vand). Men vi tog vejrudsigten på www.yr.no, som lovede stille vejr og ingen regn fra 10.30-13.30, så vi begav os igen mod Det døde Hav, og denne gang hoppede vi i bølgen blå.
Det er noget at en mærkelig fornemmelse at ligge på/i overfladen af vandet og forsøge at “hundesvømme” sig frem. Hvis man svømmer brystsvømning, stikker ens underben og fødder op over vandet, når man sparker. Med meget lidt fremdrift til følge!

Men det er en vældig fin oplevelse, og som en bonus får man pga. det høje saltindhold en påmindelse om selv de mindste sår og rifter på kroppen

Jordanfloden

Sidste stop på Jordan-turen blev til Jordanfloden og det sted, hvor man mener, at Jesus blev døbt af Johannes Døberen ”Bethany Beyond the Jordan”. Man kunne kun komme dertil ved at køre med en lille bus med en guide.

Det var lidt en speciel oplevelse, at stå på den ene side af Jordanfloden og kigge de ca. 10 meter over til den anden side til Israel, hvor pilgrimme flokkedes for at røre ved det ”hellige” vand.

Den sidste historie I skal have i denne omgang er den om, hvordan vi fik afleveret bilen i lufthavnen, med årets største bule efter drengestregerne med den store sten.

Rasmus havde jo, grundig som han er, gennemgået bilen med udlejeren, da vi fik den, og hver en lille ridse eller bule var krævet noteret på udlejningspapirerne med en lille prik. Det skulle vise sig at være en god idé. For selvom prikken, der hvor vi var blevet ramt af en sten på størrelse med en brosten, burde have været betragteligt større for at matche bulen og de utallige skrammer, så gik den alligevel igennem med kommentaren: “This is OK, sir!”

Vi fejrede de sparede penge ved at købe hver en cola i lufthavnen og tænkte tilbage på en fantastisk oplevelsesrig tur.

Følg os på Facebook og Instagram @twodanesontour, hvor vi lægger flere rejsebilleder ud og kommer med updates, når vi er på farten.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Wadi Rum, Det døde hav og Jerash blev først udgivet på Two Danes On Tour.