Efter 2 uger i gummistøvler blev det tid til lidt storbyferie. Vi havde valgt at gøre et stop i den grønne, venlige og meget moderne by Medellin. Men venlighed og imødekommenhed har langt fra altid været byens varemærke.

Medellin var tidligere en af verdens aller farligste byer på grund af bandekrige, narkokarteller og ikke mindst berømte og berygtede Pablo Escobar. Men grundet en kæmpe indsats fra den colombianske regering med politiet og militæret i spidsen samt hjælp udefra, er det lykkedes at ”generobre” byen samt gøre den til en fredelig storby med 4,5 millioner indbyggere med opland – altså fredelig efter sydamerikansk standard.

Metro og svævebaner

Vi havde valgt at bosætte os på hostelet Black Sheep, da det lå super centralt i forhold til metrostationen Poblado. Metroen er virkelig byens stolthed, og lokalbefolkningen passer rigtig godt på den – så ingen graffiti eller hærværk her.

Indtil nu er der bygget to metrolinjer samt flere svævebaner, som forbinder den meget lange og til tider ret stejle by.

Da vi ankom til Black Sheep kl. 23, var der liv og glade dage med ”umchi umchi” for fuld udblæsning! Vi kiggede lige på hinanden og overvejede et øjeblik, om vi måske var vokset fra hostelverdenen? Men da vi, efter et besøg hos vores veninde Dianas gode venner Mabel og Leon (som nu også er vores gode venner), kom hjem godt ud på natten, var festen døet ud.

Dagen efter fik vi de hyggelige og informative snakke med de andre rejsende, som vi havde eftersøgt, så vi er ikke helt blevet for gamle til at bo på hostel – endnu.

Parque Botero i centrum af Medellin

Efter en fin nats søvn og vores første varme bad i Colombia, var vi klar til at kigge nærmere på centrum af Medellin. Her ligger den meget berømte park ”Parque Botero”, hvor bysbarnet Fernando Botero har udstillet en del af hans meget karakteristiske skulpturer. Vi måtte selvfølgelig en tur forbi for at forevige os selv sammen med nogle af de fede skulpturer.

Medellin botaniske have

Vi aflagde også et besøg i byens botaniske have, hvor en stor leguan havde indtaget nogle besøgenes tæppe, til stor morskab for alle.

Det største tilløbsstykke var måske dette sprinkleranlæg uden for haven, som kunne afkøle varme sjæle – inklusiv AM.

Guidet tur til Comuna 13

En anden stor turistattraktion er Comuna 13. Et område af Medellin, som tidligere var fuldstændigt ”no-go” for andre folk end dem, der boede der samt FARC, som styrede området. Hvis vi skal sammenligne det med noget, minder det lidt om en favela som i Rio de Janeiro, på nær at her i Comuna 13 er de fleste huse bygget af mursten modsat i Rio, hvor mange af husene var flækket sammen af brædder.

Comuna 13 var tidligere nærmest uovervindeligt, da der kun er én vej ind i området. Den vej kunne nemt beskyttes af snigskytter, som var placeret højere oppe.

Mange af dem, som boede der, havde intet med konflikten imellem FARC og regeringen at gøre. De var fanget i et drama, som de ikke kunne komme ud af. De blev presset til at betale beskyttelsespenge, og de måtte se til, mens deres sønner enten blev rekrutteret af FARC, eller blev nød til at flytte (flygte) væk.

Der var derfor jubelråb og viften med hvide flag og lommetørklæder den dag, da det lykkedes politi, militær og specialstyrker at generobre området. Det tog dog yderligere et stykke tid, inden hele bydelen blev befriet fra bander og narkohandlere. En frihed, som befolkningen nu nyder godt af.

Masser af street art

Flere graffiti-tegnere har skildret vejen til frihed på væggene i Comuna 13. Nogle af dem er i dag ret berømte for deres værker og deres tegnestil.

Seje rulletrapper

Efter befrielsen af bydelen blev der lavet en undersøgelse, som viste, at størstedelen af beboerne i området var ældre mennesker. De stejle gader var et problem i forhold til deres bevægelsesfrihed, og derfor blev det besluttet, at forsyne bjergskråningen med rulletrapper. Ret smart!

Møde med selveste Bill Clinton

Så dem skulle vi selvfølgelig også ud og prøve. Og mens vi kørte rundt på dem, ja så kom selveste Bill Clinton forbi. Han var også lige ude at prøve trapperne Vi ventede lidt på, at Bill drak en kop kaffe, og så kom han op til den etage, som vi stod på. 

Han var super imødekommende over for alle og ville gerne lade sig fotografere. Og mens vi stod der, så tænkte Anne Marie, at hun da lige kunne fortælle Bill, at vi var fra Danmark. Bill begyndte straks at rose Danmark og danskerne i store vendinger. Han fortalte, at han ofte rejser til Skandinavien om sommeren og elsker både København og Stockholm. Han havde dog ikke nået forbi denne sommer.

Da vi efterfølgende fortalte vores ven og rejsefælle Martin om vores møde med den tidligere præsident, mindede han os om, at vi da også så ham for tre år siden, da vi var i den indonesiske del af Borneo. Dengang nåede vi bare ikke at tage et billede, da han susede forbi i en speedbåd. Men hvad er lige chancen for, at man møder den mand to gange i løbet af sit liv??? Og så i hver sin ende af verden. Men han må jo være interesseret i de samme steder som os.

Vi bliver rigtig glade, hvis du vil synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Her vil du kunne se, når vi er ude og rejse, og når vi udgiver nye blogindlæg. Du er også altid velkommen til at stille os rejserelaterede spørgsmål, som vi svarer på med glæde.

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Medellin og Bill Clinton blev først udgivet på Two Danes On Tour.