Tirana er Albaniens lille hyggelige hovedstad med ca. 550.000 indbyggere ud af landet godt 3 millioner mennesker. Byen blev grundlagt af osmannerne i 1614, men blev først landets hovedstad for lidt over 100 år siden i 1920.

Tirana er derfor både præget af få gamle osmanniske bygninger, kolosser fra kommunist-tiden og moderne skyskrabere, som netop i disse år skyder op over hele byen. 

Og hvad skulle jeg så i Tirana? Jeg skulle sanse, opleve og bare have tid til at gå rundt og udforske et nyt sted, hvor jeg ikke havde været før. Tirana var perfekt til det formål. Jeg stornød virkelig byen, og jeg brugte sikkert flere dage i hovedstaden end de fleste turister på gennemrejse gør.

Free Walking Tour i Tirana

Jeg lagde ud med en Free Walking Tour fra byens store, centrale plads Skanderbeg Square. 

Hver dag kl. 10 er der en gåtur med guide i ca. 2½ time. Man mødes neden for trappen foran operahuset. Det er tæt på den store flagstang med det albanske flag. Efter turen betaler du guiden det, du synes, at turen var værd.

Jeg synes, at det var en rigtig fin tur med en god guide og anbefaler den klart til folk, som er i Tirana for første gang. Man får lige en føling med byen og får set et par spots, som man bagefter kan vælge at komme tilbage til.

Skanderbeg Square

Skanderbeg Square er den største plads på Balkan med sine ca. 90.000 kvadratmeter. Den er belagt med forskellige fliser fra hele Albanien. 

Pladsen er opkaldt efter den store albanske nationalhelt Gjergj Kastrioti, som nu sidder højt til hest og skuer ud over pladsen.

Han blev taget som gidsel af den osmanniske hær i 1420 og de navngav ham Skanderbeg. Da han var kristen og træt af osmannisk tilfangetagen, flygtede han tilbage til Albanien, hvorfra han forsøgte at bekæmpe de indtrængende osmannere.

Det var Davids ulige kamp mod Goliat. Men i 1461 lykkedes det alligevel Skanderbeg at slå osmannerne tilbage, og han blev udråbt som leder af et frit Albanien. Efter hans død faldt Albanien desværre igen på osmanniske hænder. Dette varede de næste ca. 500 år, og først i 1912 erklærede Albanien sig som en selvstændig stat. 

Du kommer ikke uden om kommunismen…

Kommunisttiden fylder selvfølgelig meget i albanernes bevidsthed og også stadig i gadebilledet. Under kommunismen var hele samfundet overvåget og strengt reguleret af det hemmelige politi, som slog hårdt ned på alt, som ikke var inden for retningslinjerne.

Diktatoren Envar Hoxha styrede Albanien med hård hånd fra 1944 til hans død i 1985. Men det kommunistiske styre blev først endeligt afskaffet i Albanien i 1991.

Hoxha skabte et system, hvor der var frie valg, men kun ét parti… det kan vi så lige tænke lidt over! Man stemte ved at putte en bold i en kasse, da der var mange analfabeter i landet. Faktisk kunne under 20% af landets befolkning læse og skrive i 1945.  

Under kommunismen var det meget hårde tider for befolkningen. Næsten en fjerdel af landets budget gik til militæret, hvilket selvfølgelig betød mangler alle andre steder. Der var blandt andet stor fødevaremangel og der blev derfor indført rationeringsmærker, som under 2. Verdenskrig.

Og så var der masser af varer, som man slet ikke kunne købe. Der fandtes ikke bananer i Albanien før 1991 og selvfølgelig kunne man ikke købe vestlige produkter som Coca Cola eller Colgate, da alt udefra, ifølge Hoxha, var farligt.

Hoxha’s mange bunkere

I begyndelsen så Hoxha op til Sovjetunionen og især Stalin. Albanien og Sovjetunionen var derfor allierede, men Hoxha blev mere og mere paranoid og så “spøgelser” alle steder.

Efter Stalins død beskyldte Hoxha USSR for at være anti-marxistisk. Snart blev han derfor udelukket fra det gode selskab med de andre Warszawa-pagt lande.

Kun Kina var kommunistisk nok i hans øjne, og de blev allierede i en årrække, indtil det heller ikke var kommunistisk nok til Hoxha.

I sit paranoide sind besluttede Hoxha sig for at bygge bunkere efter Nordkoreansk forbillede. Han var nemlig sikker på, at både Grækenland, Rusland og USA – og sikkert mange andre også, havde planer om at angribe Albanien.

Mange af bunkerne er meget små og står som paddehatte i landskabet. De er designet til to personer, som kan finde beskyttelse her, med mulighed for at skyde mod den angribende fjende.

Prototypen på de første bunkers blev bygget i 1950’erne. Her forsikrede ingeniøren af bunkeren Hoxha om, at de ville kunne modstå ethvert angreb fra en tank. Det besluttede Hoxha sig for at afprøve – med ingeniøren som prøveklud!!! Da han kom uskadt ud af bunkeren efter angrebet fra tanken, satte Hoxha en masseproduktion i gang.

Hans plan var at bygge intet mindre end 221.143 bunkere, men nåede kun “beskedne” 173.371, inden hans død. Der er ingen tvivl om, at du kommer til at se dem under en rejse til Albanien. De er over ALT!

Verdens første ateistiske land

Men Hoxha interesserede sig ikke kun for bunkere. Han besluttede også, at Albanien skulle være et ateistisk land – som det første i verden. Både kirker og moskéer blev revet ned, og derfor står der kun meget få ældre religiøse bygninger tilbage rundt om i landet.

Den eneste moské i Tirana, som er fra før 1991, er den smukke Et’hem Bej moské. Den ligger på Skanderbeg Square tæt på rytterstatuen.

Moskeen rummer nogle utrolig flotte væg- og loftmalerier – hvilket er ret sjældent for moskeer, da der normalt ikke er tegninger eller billeder i muslimske helligdomme.

Det er gratis at besøge moskeen. Man skal være tækkeligt påklædt, men kvinder behøver ikke at bære tørklæde. Er du i lårkort eller med bare skuldre, kan du låne et tørklæde i moskeen, og så skal du selvfølgelig tage skoene af, inden du går ind. 

Efter kommunismens fald er der skudt både kirker og moskeer op over hele landet. I Tirana er man ved at bygge Balkans største moské Namazgah på 6000 kvadratmeter. Men selv efter mange års arbejde, er den stadig ikke færdig, så jeg kunne desværre ikke få lov til at komme ind og se den. Men flot ser den ud.

Ind- og udrejseforbud

Under kommunismen måtte ingen turister rejse ind i Albanien, og ingen albanere måtte forlade landet. Forsøgte du at flygte, blev du skudt på grænsen, eller ført tilbage og hængt offentligt på byens torv. Alle byens borgere blev beordret til at komme og kigge på – selv børnehavebørn. Nåede man at flygte, blev ens familie straffet for ens handlinger.

Alligevel forsøgte 13.692 personer at flygte mellem 1944 og 1990.
988 overlevede desværre ikke. Puha, sikket et regime at leve under. Og det har altså foregået i min levetid – og sikkert også i din. 

Fjende af staten

Udover totalt forbud med kommunikation med omverdenen, så blev befolkningen overvåget internt at Statens sikkerhedsdirektorat kaldet Sigurimi. Deres hovedformål var at infiltrere kontrarevolutionære og undertrykke modstandere af kommunismen.

Og alle kunne blive udsat for overvågning – så derfor vogtede alle på deres naboer, kollegaer ja, nogle gange på deres egen ægtefælle eller børn. Intet sted var man fredet.

Det var Sigurimis job at fotografere, filme eller indsætte mikrofoner i folks hjem eller arbejdspladser for på den måde at opsnappe anti-kommunisme. De små mikrofoner, som blev placeret i bøger, telefoner, lamper osv. blev kaldt “bugs”.

Ind imellem fandt Hoxas nye fjender – gerne blandt hans venner og tætte allierede. Disse blev ofte fængslet og efterfølgende henrettet. Under kommunismen blev over 6000 mennesker henrettet i Albanien – enten ved skydning eller hængning. Og tit uden rettergang. Efter henrettelsen forsvandt liget, så familien fik aldrig vished for, hvad der var sket, eller mulighed for at begrave deres kære. Det har godt nok været en hæslig og helt umenneskelig tid i Albanien.  

Bunk’Art2

Hvis du, ligesom mig, interesserer dig for historie og kommunisttiden, så kan jeg anbefale dig at besøge Bunk’Art2, som ligger tæt på Skanderbeg Square. 

Museet befinder sig i en større bunker under jorden, hvor du i de forskellige rum kan se billeder og læse masser af rystende historier.

I loftet til indgangen til Bunk’Art2 mindes nogle af de mange ofre for det kommunistiske styre.

Det koster 500 leke / 32,50 kr at besøge museet. Du kan også købe en kombibillet til både Bunk’Art1, som ligger lidt uden for byen, og Bunk’Art2. Denne billet koster 800 leke / 52 kr. (Læs mere om Bunk’Art1 længere nede i blogindlægget)

House of Leaves

Et andet museum fra kommunisttiden er House of Leaves, som fortæller historien om det hemmelige politi. Jeg kom dog ret tæt på lukketid, og havde derfor ikke nok tid til at fordybe mig i det hele. Det mest interessante i mine øjne var en dokumentarfilm, hvor folk fortalte om, hvordan det var at leve i Albanien under kommunismen.

Indgangen til museet koster 700 leke / 46 kr. Og de lukker altså kl. 16.00. Og du bliver “smidt ud” 15.55!

Området Blokku

Blokku er det centrale beboelseskvarter, hvor de kommunistiske ledere boede. I dag er det et hipt kvarter med masser af barer og lækre restauranter. Men du kan stadig gå forbi Hoxha´s hus og kigge ind over hegnet.

Det er også tæt herpå at både den ukrainske og den russiske ambassade ligger på samme gade. Efter invasionen af Ukraine, har man valgt at dekorere gaden med ukrainske flag.

Albanerne har også omdøbt gaden til Befri Ukraine. Så hvis en russer skal sende et brev til sin egen ambassade, så skal de skrive Befri Ukraine på brevet  Det forlyder, at russerne er ved at finde et nyt sted til deres ambassade…

Bunk’Art1

Der findes endnu en stor bunker lidt udenfor Tirana. Det tager ca. en  halv time med den lokale bus, som kun koster ca. 2,50 kr. pr. vej.

Du finder busstoppestedet ved at gå fra Scanderbeg Square forbi rytterstatuen, forbi Et’hem Bej moskéen og videre frem, til du kommer ud, hvor der kører biler. Her på højre side holder bussen L11. Du hopper bare ombord, og så kommer der en billetmand undervejs og opkræver penge for turen. Jeg bad buschaufføren om at hjælpe mig med at komme af det rigtige sted.

Bunk’Art1 er den største bunker i Albanien på 2685 kvadratmeter med 5 etager og 106 rum. Den skulle huse Hoxha og hans regering i tilfælde af atomkrig – og minder lidt om Tito’s bunker, som jeg besøgte i Bosnien tidligere på året. 

Undervejs er der masser af billeder og plancher, hvor man kan læse om tiden under kommunismen. Derudover kan man se Hoxhas kontor, seng og badeværelse.

Ja, man kunne tilmed lige få sig en lille snak med Hoxha. (Det var hans stemme i telefonen).

Det tog mig ca. halvanden time at se det hele. Man kan også bare tage det som en oplevelse at besøge en bunker. Især hvis man har børn med, som ikke synes, at selve historien er særlig spændende. Jeg vil dog ikke anbefale stedet til alt for små børn, da nogle af tingene godt kan være lidt uhyggelige.

I nærheden af bunkeren er der en kabelbane, hvor man kan køre op på bjerget Dajti og nyde udsigten og spise en dejlig frokost. Det havde jeg virkelig glædet mig til. Men ak og ve… banen var selvfølgelig lukket lige den dag, da jeg kom forbi. Til gengæld er jeg da glad for, at de rent faktisk vedligeholder banen.

Tirana – en spændende hovedstad

De fleste, som kommer til Albanien, rejser hertil for strandene eller de flotte bjergområder – og det kan jeg godt forstå. Der er virkelig mange smukke steder, og priserne er stadig gode i forhold til f.eks. Kroatien, som jo er blevet rasende populært. 

Men er du på udkig efter en lille, spændende hovedstad, hvor det meste er i gåafstand, så er Tirana et godt bud. De fleste springer byen over, og det er en skam, hvis man har tid til at udforske den lidt.

Jeg kunne sagtens have brugt en dag eller to mere, men ville også gerne opleve lidt mere af Albanien. Så det kan du læse om i næste blogindlæg.

For øvrigt bor og arbejder jeg i øjeblikket i Ittoqqortoormiit i Østgrønland, så hvis du følger mig på sociale medier, så vil der være billeder og videoer med sne det næste lange stykke tid.

Facebook: Two Danes On Tour

Instagram: @twodanesontour

Jeg vil da også gerne anbefale blogindlæg fra et par andre lande, som du måske vil finde interessant. 

Læs om: Bosnien

Læs om: Kosovo

Læs om: Estland

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Tirana, Albanien blev først udgivet på Two Danes On Tour.