Nogle gange overgår fantasien virkeligheden – og nogle gange får man en invitation som sendt fra himlen.

En invitation man ikke kan takke nej til

På vej hjem fra markedsdag i Arslanbob møder jeg tilfældigt Hayat, min guide fra dagen før og lederen af det lokale turistkontor. Vi hyggesnakker der lige midt på vejen, og da hans svoger går forbi med et får i snor, bliver jeg inviteret til datterens bryllupsfest dagen efter. Wauw! Et bryllup i Kirgisistan vil jeg virkelig gerne opleve.

Jeg har egentligt besluttet at rejse videre til byen Osh dagen efter, men på 10 sekunder laver jeg mine planer om. Det haster jo ikke med at rejse videre. Og jeg vil VIRKELIG gerne opleve et lokalt bryllup.

Ala kachuu – kidnapning af bruden

Kirgisistan er berømt og berygtet for den gamle bryllupstradition ala kachuu, hvor gommen stjæler sin brud. Denne tradition har åbenbart fået en opblomstring igen efter Sovjetunionens sammenbrud og Kirgisistans selvstændighed. 

Hvad jeg har kunne læse mig frem til på internettet, praktiseres det stadigvæk. Og der står ligefrem, at 1/3 af kirgisiske ægteskaber indgås mod brudens vilje!!! Det lyder meget voldsomt, så jeg er spændt på, hvad jeg skal være vidne til dagen efter.   

Til stor bryllupsfest

Hayat og hans kone, datter og to børnebørn henter mig i taxa ved 9-tiden om morgenen. De har en kage med i bilen, som er en del af gaven til brylluppet.

Vi stopper kort i bazaaren, hvor damerne shopper de sidste gaver til brylluppet. En svigerinde støder til, og vi kører nu ud i en afkrog af Arslanbob, hvor jeg ikke har været før.

Hayats kone sætter ærmet op i kagen i et ubemærket øjeblik. Pyt, hun griner bare og slikker karamel af kjolen. Jeg er ikke sikker på, at mange danske kvinder på vej til bryllupsfest havde taget det lige så afslappet…

Hayat fortæller, at der i dag er to bryllupper i byen – og derved fire fester – en hos hver af de fire sæt forældre/svigerforældre. Vi er på vej til den ene bruds forældre, som i dag holder farvelfest for deres datter i deres hjem.

Selvom jeg befinder mig i Kirgisistan, så er de fleste mennesker i Arslanbob af usbekisk herkomst. Så det er faktisk et usbekisk og ikke kirgisisk bryllup, jeg skal til. Hvad det har af betydning for bryllupstraditionerne finder jeg aldrig ud af.  

Ankomst til brylluppet

Ude i haven bliver vi først mødt af en dreng med et vaskefad og en fin kande. Alle vasker deres hænder, inden de går ind til festen (hvilket vist er meget heldigt, da vi skal spise med fingrene af de samme fade med mad).

Jeg har i går rådført mig med Hayat for at høre, om jeg skal købe en gave eller komme med penge. Han forstår det sidste. Jeg har ingen idé om beløbets størrelse, men Hayat foreslår mellem 200 og 500 som (mellem 15 og 40 kr.). Jeg giver 40 kr. til brudens far, og jeg er ikke i tvivl om, at de falder i god jord! Jeg får et kæmpe smil tilbage.

Alle mændene sidder bænket i haven og spiser. Jeg følger i første omgang efter Hayat, men på en pæn måde beder han mig om at gå med kvinderne ind i huset. Jeg havde slet ikke tænkt over, at man selvfølgelig her er opdelt i mænd og kvinder til festen.

Kvinderne viser mig ind i huset, hvor der er dækket op på gulvet i et værelse med madrasser og puder. Maden er anrettet flot på en plastikdug, og det ser meget indbydende ud. 

Et overdådigt måltid

Før vi spiser, beder kvinderne en lille bøn ved at holde hænderne frem foran brystet og til sidst føre håndfladerne ned over ansigtet. Dette gentages, hver gang der kommer nye spisende gæster til. Jeg synes, at det er en fin gestus, så jeg deltager, så godt jeg kan.

Først bliver jeg budt en klar suppe med dild og løg. Deri putter man små brødstykker, som brækkes af de smukke runde brød. Der er ingen skeer, så suppen drikkes af skålen og brødet fisket op af den varme suppe med fingrene.

Da jeg skal på toilettet, finder jeg ud af, at det rum, som jeg sidder i, kun er ét ud af tre. Jeg bliver vist ind i det “officielle” rum, som er til gommen og hans mandlige familiemedlemmer og venner, når de ankommer til festen senere. Hold op et bord! Og med store lammekøller i midten. Det ser helt fantastisk ud.

Gommen ankommer til bryllupsfesten

Klokken 13 kommer Hayat og siger farvel. Der er kunder i bixen, så han kan ikke blive længere. Nu gik min livline og den eneste til festen, som kan tale engelsk. Men jeg beslutter at blive, og se hvad der sker. Jeg må finde hjem på et tidspunkt.

I går aftes har jeg selvfølgelig tænkt over, hvad jeg skal eller kan tage på af tøj til et usbekisk bryllup. Af gode grunde har jeg jo ingen gallakjole med.

Det ender med lange løstsiddende bukser og en tunika med lange ærmer, som går ned over numsen. Den brugte jeg flittigt, da jeg var i Iran, og jeg er meget tilfreds med mit valg ud fra mine valgmuligheder i rygsækken, som er rimelig begrænsede.

I sidste øjeblik beslutter jeg at lade tørklædet blive hjemme. Jeg er jo turisten. Det går også fint de mange først timer, men da gommen og hans følge er på vej, finder kvinderne et tørklæde, som de binder om mit hoved. Nu kan jeg ikke længere være uanstændigt klædt.

Gommen kommer ind i huset med hele sit følge. De tager alle sammen skoene af på trappen, som alle andre bryllupsgæster. Derefter sætter de sig ved det overdådige måltid. 

Kvinder har ingen adgang, men jeg får en fyr til at tage et billede med min telefon.

Omkring kl. 17 ser jeg bruden for første gang. Jeg har flere gange spekuleret på, hvor hun mon er hende, men hun har åbenbart opholdt sig i et andet rum i huset.

Bruden sidder tildækket på gulvet med de nærmeste veninder og søstre omkring sig og græder. Nu er det blevet tid til at forlade hendes barndomshjem, og hendes far og et par andre mænd holder en lille ceremoni foran hende.

Jeg kan fornemme på de andre gæster, at det der med at græde, er en del af traditionen, og jeg skal ikke tage det så tungt. Men jeg har selvfølgelig hele tiden kidnapning af bruden i baghovedet.

Anden del af bryllupsfesten

Lige pludselig er der opbrud i selskabet, og alle som har lyst, kører nu med til den næste del af bryllupsfesten, som foregår hos gommens familie. Jeg følges med Hayats datter og svigerdatter, og de tager sig rigtig godt af mig.

Da vi kommer over til gommens familie får jeg endelig lov til at se brudens ansigt for første gang. Hun stråler og er tydelig stolt, og vil gerne fotograferes sammen med mig og alle de andre børn og kvinder, som kommer forbi for at få et glimt af hende.

Denne gang kommer jeg til at  sidde i samme rum som bruden og alle de unge kvinder. Igen er der masser af mad – jeg har nu spist i 8 timer i træk… Men jeg skal da lige have brød med yoghurt, kød og kartofler samt et kæmpe stykke bryllupskage at slutte dagen af på.

Omkring kl. 19.30 begiver jeg mig hjem til mit homestay sammen med Hayats familie. Det er vist første gang, at jeg er gået hjem fra et bryllup 100% ædru.

Det har været helt fantastisk og næsten ubeskriveligt at få lov til at deltage i et bryllup i Kirgisistan. Det er en af de oplevelser, som man bare må sige ja tak til, når de byder sig.

Kommer du til Arslanbob, så anbefaler jeg at du tager kontakt til Hayat på CBT’s kontor. Du kan skrive til ham på forhånd via Whatsapp +996 777 342 476 eller stikke hovedet ind på kontoret, som ligger tæt på bazaaren. 

Har du lyst til at følge mine rejser på sociale medier, så er du meget velkommen til at følge med på Facebook: Two Danes On Tour og Instagram @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Til bryllup i Arslanbob blev først udgivet på Two Danes On Tour.