Undervejs var min gode ven og rejsemakker Martin stødt til turen, og vi havde ikke lige fået lejet en bil hjemmefra… så vi var lidt spændte, da vi tog en taxa ud til lufthavnen og gik fra udlejningsfirma til udlejningsfirma for at spørge, om de havde nogle biler til rådighed. Det var jo påskeferie… Men i løbet af en halv times tid var der gevinst, og snart var vi på vej. 

Republika Srpska

Vi kørte uden om Sarajevo centrum og mod nord til byen Srebrenica. Byen ligger i Republika Srpska, som er et selvstændigt politisk område og hovedsageligt beboet af serbiske bosniere. De fleste serbere ønsker selvstændighed fra resten af Bosnien-Hercegovina, og der kan være ret mange spændinger mellem de forskellige befolkningsgrupper. Men det er ikke et problem for turister at køre ind i Republika Srpska. Der er ingen grænseovergange, som vi måske forestiller os dem med grænsevagter og visning af pas. Der er blot et skilt i vejsiden som viser, at man nu er i Srpska, ligesom hvis man kører ind i en by. Og så bliver der flaget med det Serbiske flag i stedet for det officielle Bosniske, som ellers burde gælde for hele landet.

Vejen mod nord var virkelig fin med landlige omgivelser, fantastiske høstakke og fåreflokke. Denne første dag var den smukkeste tur, vi kørte i Bosnien-Hercegovina.

Folkemordet i Srebrenica

Dagens mål var byen Srebrenica, hvor et stort folkemord fandt sted i juli 1995. Faktisk skal man køre lidt nord for Srebrenica til den lille flække Potocari. Her lå der en gammel fabrik, som blev brugt som hovedkvarter af FN under krigen. Den er nu et museum og overfor er den store begravelsesplads, hvor der hvert år bliver føjet flere grave til, når nye massegrave dukker frem. Jeg har tidligere skrevet et andet blogindlæg om besøget i Srebrenica, som du kan læse her.

Det er gratis at besøge både begravelsespladsen, den gamle fabrik og museet i Srebrenicha. Vær dog opmærksom på, at museet lukker kl. 16, mens man godt kan besøge begravelsespladsen senere. 

Efter at have besøgt dette sørgelige sted, kørte vi lidt uden for byen Zvornik. Her overnattede vi på det ældre Motel Laguna. 

Da jeg gik ind for at spørge på et ledigt værelse, tøvede jeg lidt, da jeg hørte prisen – jeg skulle jo lige nå at regne det om til danske kroner. Min tøven udløste straks rabat. Man kan godt mærke, at det er udenfor højsæsonen.

Motellet havde en dejlig terrasse ud til floden Drina, som her udgør grænsen mellem Republica Srpska og Serbien. Og restauranten havde et kæmpe menukort med masser af kødretter. Så vi havde en herlig aften på det gamle, lidt out datede motel, men med de sødeste tjenere. 

Spændende kørsel

Næste morgen kørte vi videre mod Travnik. Vi brugte app’en maps.me til at finde vej, og det skulle vise sig at blive mere udfordrende end først antaget. Maps.me tager oftest den hurtigste vej – dog lige uden at overveje, om det er den smarteste vej…

Et sted mellem Zavidovici og Travnik førte maps.me os pludselig op ad en smal, et-sporet vej, som snart blev meget stejl og gik over i en grusvej. Her skulle vi på et tidspunkt krydse en asfaltvej med trafik fra begge sider. Vi hang der på den stejle grusvej, og Martin skulle orientere sig for modkørende trafik, finde koblingspunktet og få os sikkert op ad bakken. Jeg grinede så meget, så jeg næsten tissede i bukserne. Det skulle klart have være filmet. 

Senere blev vi ført ned ad en lille, smal vej, som til sidst endte i noget, som mindede om en cykelsti. Der kunne på ingen måde komme en personbil ned ad den lille vej, og Martin måtte bakke og jeg måtte hastigt finde en alternativ rute. Ind imellem blev venskabet testet lidt den dag   

Travnik

Travnik bød på en gammel borg, som vi bosatte os lige overfor på Hotel Vezir Palace. Hotellet var udmærket, men fremstod finere end det var. Udsigten fra værelset var dog helt i orden.

Borgen er fra perioden før ottomanerne erobrede Bosnien. Men den var desværre ikke beskyttelse nok, da landet blev angrebet sydfra. Selvom bosnierne havde bygget denne og flere andre borge, så måtte de efterhånden give op overfor de fremrykkende ottomanere. Således var Travnik under ottomansk overherredømme fra 1463 til 1878.

I dag er borgen den bedst bevarede i Bosnien-Herzegovina, og den har åben alle hverdage fra kl. 9-15 og i weekenden fra kl. 10-14. Oppe på borgen er der et lille museum i et gammelt tårn. Her så vi bl.a. nogle ret fantastiske billeder af den lokale fotograf Mirsad Mujanovic. Jeg var især vilde med hans portrætter af ældre mennesker. 

I centrum af Travnik står der en flot gammel moské med butikker nedenunder og flotte malerier på væggene. Da der var fredagsbøn og rigtig mange mennesker samlet ved moskeen, gik vi ikke ind.

Et andet sted så vi en lille moské med en minaret af træ. Den var altså også rigtig fin på sin egen stille facon. 

Hvis du har tid, så gå en tur gennem byen og nyd de forskellige moskéer – nogle af dem har flotte malede døre, og du kan se de gamle vezir-grave, som stadig ligger langs byens hovedgade. 

Jajce

Næste dag kørte vi videre til den gamle hovedstad Jajce. Højt hævet over byen ligger det sidste fort som faldt til osmannerne. Byen holdt stand helt frem til 1528, længe efter at alle andre havde kapituleret. Det er de selvfølgelig meget stolte af i Jajce. 

Tæt på centrum findes også byens vartegn. Et todelt 22 meter højt vandfald med den gamle bydel og det osmanniske fort på bjerget bagved. Det er fint, men jeg tror alligevel, at jeg havde forventet noget mere eller i hvert fald noget andet. Nu er jeg nok heller ikke den nemmeste af imponere med vandfald… 

Vi gik en god tur på ca. 10 km ud af byen til flere små vandfald med plankebroer.

Til sidst kom vi til et sted med gamle vandmøller i søde små træhytter.

Det er et meget hyggeligt område at gå en tur i, og undervejs var vi heldige at se et par vandstære, som er en fin lille fugl, som man også kan være heldig at se i Danmark om vinteren.  

Lammesteg i Jablanica

På vej videre mod Mostar stoppede vi – lige som alle lokale – i Jablanica. Byen ligger på ruten mellem Sarajevo og Mostar og er meget berømt for dens restauranter langs floden Neretva, som alle serverer lam. Og jeg må sige, at det er guddommeligt lam! Så det er et must stop, hvis du er vild med lam – de har selvfølgelig også andet på menukortet.

Jeg kan både anbefale  Restoran Zdrava Voda og Restoran Kovačević. Begge steder kan du sidde ude om sommeren. Zdrava Voda skulle vist nok have åbent 24 timer i døgnet og Kovačević har åbent fra 7-23, så der er altså ingen undskyldning for ikke at stoppe her.

Er du blevet godt mæt oven på lammestegen, så kan jeg anbefale dig at gå en tur over floden for at se mindesmærket for slaget om Neretva fra 2. Verdenskrig. Det var et berømt slag mellem Jugoslavien og Aksemagterne. Mindesmærket hedder Bridge on the Neretva og er en kopi af en jernbanebro, som er styrtet ned i floden. Der er også et museum tilknyttet, men det besøgte vi ikke. 

Faktisk er hele denne strækning fra Sarajevo til Mostar langs Neretva udnævnt som en af de smukkeste togrejser i Europa. Så har du ikke mulighed for at leje en bil, så er det en fin mulighed at tage toget. Eneste problem ved at vælge toget er, at så får du ikke lammesteg i Jablanica…

Mostar

Mostar er jo perlen i det sydlige Bosnien-Herzegovina. Det er byen med den ikoniske bro Stari Most over floden Neretva, som alle kommer for at se.

Broen blev bygget af ottomanerne i 1500-tallet som erstatning for en gammel træbro. Under krigen i Bosnien blev broen sprængt i stykker af kroatiske styrker den 9. november 1993.

Efter krigens afslutning besluttede man at genopføre den smukke, gamle bro. Tanken var først at bruge de gamle sten, som blev hejst op af floden, men mange af dem var desværre så beskadiget, at de ikke kunne bruges. I stedet huggede man kopier af de gamle stenblokke fra det oprindelige stenbrud, og i 2004 blev broen genåbnet til stor glæde for både lokale og turister. 

Den berømte bro er Bosniens nationalsymbol og landets store stolthed, og byen tiltrækker masser af dagsturister fra Kroatien om sommeren. Det var derfor dejligt at besøge byen her lidt uden for sæsonen.

Hver dag – selv her i påsken, hvor vandet ikke er specielt varmt, står vågemodige unge mænd på toppen af broen i små badebukser. Når de har samlet penge nok sammen blandt turisterne, tager de mod til sig og springer på hovedet ned i den store flod. Jeg tænker, at det er et rigtig farligt job…

Man skal lige huske, at når alle andre også gerne vil kunne krydse dette smukke sted af på deres bucketlist, så er der mange turister. Der kan være lang kø for overhovedet at få lov til at gå over broen. Derudover er broen både stejl og glat, så det er altså ikke et sted for gangbesværede og jeg anbefaler også, at man har ordentligt fodtøj på. 

Mange turister betyder selvfølgelig penge. Det har de lokale også fundet ud af. Derfor kan man ikke gå en stille tur op ad hovedgaden uden at blive råbt an af alverdens sælgere, tiggere og restaurantejere. Men hvis man er forberedt på det, og kan tage det meste med et smil, så er Mostar en fin oplevelse. 

Lidt om parkering i Mostar

Derudover er det svært at finde et sted i Mostar at parkere sin bil. Altså der er masser af p-pladser, men det koster bare! Så har du lejebil, så tjek lige om dit hotel tilbyder fri parkering. Det gjorde Motel Deny Mostar, hvor vi boede i tre nætter. Men det var nærmest umuligt at få presset bilen ind ad den smalle vej og derefter lave et 90 graders sving ind i en smal garage. Så er du en uerfaren billist… Just saying! Men altså man kan jo bare køre ind på en parkeringsplads og betale for det.

Dagstur fra Mostar

En af dagene valgte vi at køre en tur ud af byen. Vi kørte mod syd, og første stop var den lille by Blagaj. Den er kendt for sin smukke moské, der ligger ved floden Buna. Selvom det ikke ses på billedet, så er der meget tryk på vandet, som fosser ud af bjerget.

Langs floden er der små caféborde, hvor man kan sidde og nyde udsigten med en kop kaffe eller en sodavand.  

Vi kørte videre til den lille, smukke by Počitelj hvor man kan gå en dejlig tur i de stejle gader og se moskéen og den gamle borg på toppen. Det bedste er dog roen og alle hustagene, synes jeg.

Sidste stop var Kravica vandfaldet. Det var smukt men lidt dyrt at komme ind. Det kostede næsten 80 kr., og der var ikke meget at lave der ud over at se vandfaldet. Jeg har før besøgt Plitvice i Kroatien, hvor man kan gå en lang flot tur på plankebroer. Måske er det anderledes om sommeren, når de små caféer har åbent. Lige nu var de under renovering. 

Titos bunker

Efter et dejligt roadtrip gennem Bosnien, var det blevet tid til igen at vende næsen mod Sarajevo og flyve hjem. Undervejs gjorde vi selvfølgelig stop i Jablanica for lige at få en bid lam mere  

Næste stop blev byen Konjic syd for Sarajevo. Her ligger Titos gamle bunker gemt langt inde i et bjerg. Bunkeren hedder egentlig Armijska Ratna Komanda D-0. Men alle vil vide, hvad du taler om, hvis du siger Titos bunker. 

Bunkeren blev bygget under den kolde krig for at beskytte Jugoslaviens præsident Josip Broz Tito samt op til 350 andre personer – det være sig familie, politikere og personale i bunkeren. 

Det kostede 22 BAM/13 dollars at komme på en guidet tur i bunkeren, og du har ikke mulighed for at gå rundt på egen hånd.

Vi stoppede ved et lille rejsebureau i Konjic for at købe billetter til den guidede rundvisning (Det ligger lige overfor broen Stari Most). Samtidig fik vi også en kørselsvejledning til bunkeren. Du kan også selv køre derud og købe billetter på stedet, men det er en fordel at ringe i forvejen og høre, om der er plads, og tjekke op på, hvad tid turen begynder. Har du ikke selv bil, bliver du nødt til at tage en taxa, da der ikke går busser.

Besøget i bunkeren var fint og informativt. Jeg synes, at det var mest interessant at se den del, som havde med Tito og bunkeren at gøre. For at lave det til en turistattraktion, har lokale kunstnere fået lov til at udsmykke forskellige rum. For mig var det meste af det dog rimelig intetsigende. Men altså; hver sin smag. 

Selvfølgelig findes der også en rød telefon i bunkeren. Spændende om Tito har lavet vigtige opkald fra den.

Et par anbefalinger

Bosnien-Herzegovina får min varmeste anbefaling som rejseland. Hovedstaden Sarajevo har sneget sig ind som min favorithovedstad i Europa. Spændende historie, kultur og alt inden for gåafstand med mulighed for at komme op i bjergene med kabelbanen lige midt i byen. Jeg er kæmpe fan. Så skynd dig afsted til Bosnien før din nabo. Det vil du ikke fortryde.

På min rejse havde jeg medbragt bogen Bosniske brødre af Bjørn Harvig. Det var et fantastisk valg! Ud over, at bogen beretter om en fodtur på tværs af Bosnien, så fortæller bogen samtidig historien om de mennesker, som Bjørn møder undervejs, samt giver en indsigt i, hvad krigen har betydet – og stadig betyder – for dette lille land. Bogen var på alle måder en øjenåbner og en god baggrundsviden. 

Også programmet Anne og Anders i Bosnien på dr.dk giver en rigtig god indsigt i et lille land med en meget kompleks historie. Her får man et glimt af Sarajevo og indsigt i en ung mands historie, som sammen med sin mor og søster flygtede til Danmark, efter at hans far var blevet dræbt af en serbisk snigskytte.

Som altid håber jeg, at du har lyst til at følge med på sociale medier. Facebook: Two Danes On Tour Instagram: @twodanesontour

I januar 2023 er jeg flyttet til Ittoqqortoormiit i Østgrønland, hvor jeg arbejder som lærer på byens skole. Derfor er de fleste opslag i øjeblikket fyldt med sne og nordlys. 

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Roadtrip i Bosnien blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Srebrenica er kendt og berygtet for folkemordet, som fandt sted i juli 1995. Det er altså ikke et “sjovt” sted at besøge, og nogle ville måske også mene, at det ikke er nødvendigt at opsøge sådanne sørgelige steder, når man er på ferie.

Men mine rejser er altid mere end ferier. Det er der, jeg lærer nyt, bliver klogere og prøver at forstå den Verden, vi lever i. Og jeg føler først, at jeg virkelig forstår tingene, når jeg har været der, set stedet, sanset stemningen – på godt og ondt. 

Vidnesbyrd om Srebrenica i Sarajevo

Inden jeg overhovedet nåede til Srebrenica, opsøgte jeg steder i Sarajevo, som kunne være med til at kaste lys over, hvad der egentlig skete der i 1995.

For selv om stedet ligger ca. to en halv time væk i bil, så er det allestedsnærværende i bosniakkernes bevidsthed, at der for snart 30 år siden fandt et bestialsk folkemord sted. Et folkemord hvor serbiske soldater slagtede bosniske drenge og mænd og efterlod dem i massegrave, alt imens verdenssamfundet kiggede på uden at gøre noget. Historien er kompleks. Og jeg kan ikke alle detaljer. Men jeg kan fortælle om det jeg så og hørte under min rejse.

Gallery 11/07/95

Midt i Sarajevo, på den store kirkeplads Papa Ivan Pavao II, ligger Gallery 11/07/95 på tredje sal i en stor bygning. Det lyder måske som et kunstgalleri, men lad dig ikke narre af navnet. Det er et galleri med skrækkelige fotografier fra Srebrenica.

Fotografen Tarik Samarah rejste efter krigen til Srebrenica for at dokumentere folkemordet. Han ville fotografere stedet og dets ofre. På galleriet er der bl.a. billeder af opgravede lig, kister i endeløse rækker og pårørende i dyb sorg. Det er ikke for sarte sjæle.

Det er hjerteskærende og svært at tage det hele ind på en gang. Så jeg besøgte faktisk museet to dage i træk. Den første dag så jeg billederne og læste de små billedtekster. Dagen efter gik jeg tilbage og købte en audioguide og fik billedernes historier fortalt, mens jeg gik udstillingen igennem igen. 

Det kostede 12 KM at besøge museet, og billetten galt i to dage. Derudover købte jeg en audioguide til 3 KM.

Stærkt mindesmærke

Et andet stærkt vidnesbyrd fra Srebrenica i Sarajevo er den hjerteskærende skulptur “Nermine, dodi” i Mali park. Den er lavet af billedhuggeren Mensud Keco i 2015, som markerede 20 året for folkedrabet i Srebrenica.

Den viser en far, Ramo, som råber på sin søn Nermin, at han skal komme ud af skoven og overgive sig til serberne. Han beroliger sin søn med, at der ikke vil ske dem noget. Både far og søn blev ført væk fra stedet, og kom ikke levende tilbage. De blev fundet i en massegrav nær Srebrenica i 2008.

Da jeg senere kom til Mostar, besøgte jeg endnu et museum for Srebrenica, og her hang de originale fotos af begivenheden. Jeg fik en kæmpe sug i maven og en stor klump i halsen.

Det var virkelig rørende at se rigtige billeder af denne familiefar som netop, da billederne blev taget, råbte efter sønnen Nermin. Skulpturen var altså ikke bare et tænkt eksempel. Den var præcis så hjerteskærende som virkeligheden. Og vi ved jo desværre nu alle, hvordan det endte… 

Turen til Srebrenica

Efter fire dage i Sarajevo blev det tid til roadtrip. Og første stop blev Srebrenica. Det tog ca. tre en halv time at køre dertil fra Sarajevo med frokost- og fotostop undervejs.

Faktisk skal man køre lidt nord for Srebrenica til den lille flække Potocari. Her ligger der en gammel fabrik, som blev brugt som hovedkvarter af FN under krigen.

Falsk beskyttelse 

Byen Srebrenica havde været belejret af Den bosnisk serbiske hær (VRS) fra 1992 til 1995, men området omkring byen var officielt blevet udråbt som en sikker zone under beskyttelse af FN soldater.

Da situationen spidsede til, søgte i tusindvis af bosniakker – både børn, kvinder og mænd tilflugt på fabrikken, da de fejlagtigt troede, at de var i sikkerhed i FN’s bygning.

I begyndelsen blev de første flygtninge lukket ind på fabrikken, hvor de kunne få mad og sove på gulvet. Men snart kunne FN slet ikke håndtere den massive flygtningestrøm.

Og derudover havde de fredsbevarende FN-styrker reelt ikke noget at skulle have sagt overfor de serbiske styrker. Forhandlingerne gik slet ikke som forventet. Derudover fik FN-soldaterne hverken forstærkning eller flystøtte fra og blev reelt holdt som gidsler af de serbiske styrker.  

Folkedrab

Den 11. juli kom serbiske styrker til fabrikken og forlangte at få udleveret alle bosniakker. De hollandske FN-soldater forsøgte at argumentere imod, men indså snart, at de var alt for få og ingen reel magt havde. Derfor gav de efter for presset, og alle flygtninge blev beordret til at forlade fabrikken. 

Serberne separerede mænd fra kvinder og børn. Først blev kvinder og små børn kørt væk i busser, og senere kom busserne tilbage for at hente de store drenge og mændene. De hollandske soldater kunne ikke få at vide, hvilken skæbne der ventede de bosniske mænd. De blev aldrig set i live igen.  

Srebrenica er blevet et symbol på, at verdenssamfundet svigtede bosniakkerne, da de var i den dybeste nød. Og den blev en øjenåbner for hele Verdenssamfundet. For det som Vesteuropa troede umuligt efter afslutningen på 2. Verdenskrig foregik lige i vores egen baghave.  

Skulle du være interesseret i at se en stærk film om, hvad der udspillede sig på fabrikken i dagene op til og under folkemordet, så kan jeg på det varmeste anbefale Quo vadis, Aida? Den ligger på Filmstriben til gratis streaming. 

Besøg på fabrikken

Ud over fabrikken med flere fotoudstillinger og et museum, ligger her også en kæmpe begravelsesplads, hvor der hvert år bliver føjet flere grave til, når nye massegrave dukker frem. Indtil nu er der fundet 8372 lig i massegrave rundt omkring i Bosnien-Hercegovina, som alle stammer fra massakren ved Srebrenica.

Begravelsesstøtterne står endeløst på række i det let kuperede terræn. Hvert år på den 11. juli holdes der en stor mindehøjtidelighed, hvor nyligt fundne lig bliver begravet på pladsen. Den opgravede jord viser de seneste grave.

Det er gratis at besøge både begravelsespladsen, den gamle fabrik og museet i Srebrenicha. Vær dog opmærksom på, at museet lukker kl. 16, mens man godt kan besøge begravelsespladsen efter. Det kan også være en god idé at kigge på et kort over området, da det er rimelig stort, og dårligt skiltet. Så vær sikker på  at du også finder ned til museet i den anden ende af fabrikken. 

Det er gratis at besøge fabrikken og museet. Jeg ville mindst afsætte to timer til besøget, hvis du gerne vil nå at se det hele. 

Tak fordi du læste med – også denne gang, hvor det var et meget tungt, men vigtigt emne – især i lyset af, hvad der sker i Ukraine netop nu. 

Hvis du har lyst til at følge mig på sociale medier, så kan du finde min Facebook-side Two Danes On Tour, eller søge mig frem på Instagram under @twodanesontour. Efterårsferien går til Albanien, så jeg lægger masser af billeder op den næste uges tid.

Rigtig god ferie til jer, som også har efterårsferie.
Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Folkemordet i Srebrenica blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Masser af bygninger har stadig skudhuller i facaderne, og granatnedslag i asfalten, som kostede menneskeliv, er markeret med rød maling for at mindes ofrene fra krigen. Disse mindesmærker kaldes Sarajevo Roses og ses mange steder rundt om i byen.

Sarajevo har også store begravelsespladser midt inde i byen – og desværre med masser af grave fra begyndelsen af 1990’erne. Som en mand fortalte mig: “We have plenty of cemeteries. Mostely new ones…”

Jeg spurgte også ind til skudhullerne i bygningerne. Hvorfor bliver de ikke repareret? Det er immervæk alligevel ved at være 30 år siden, at krigen sluttede. Men som en kvinde fortalte mig: “Bosnien er ikke et særlig rigt land, og efter krigen var det vigtigere at huse og lejligheder blev beboelige indenfor. Så måtte det med de pæne facader komme senere”. Og der er de altså ikke helt nået til endnu. Det kan vi andre så tænke lidt over…

Guidede ture med fokus på krig

For at få en større viden om krigen og begribe hvordan Sarajevo kunne blive den længst belejrede by nogen sinde, var jeg på to guidede ture, som havde krigen i Sarajevo som hovedfokus. Den første var med Arts and tours Sarajevo og hed Roses of Sarajevo.  Det var en tur i bil til blandt andet tunnelerne under lufthavnen og bjergene rundt om Sarajevo by.

For at forstå belejringen af Sarajevo, må man kigge på omgivelserne. Byen ligger i en dal med bjerge til alle sider. Derfor var det forholdsvist nemt for Serberne at have kampvognsstillinger på bjergsiderne, som kunne skyde ned i centrum. Under belejringen var byen derfor fuldstændig afskåret fra elektricitet, mad, vand, medicin og andre fornødenheder.

Situationen for befolkningen blev mere og mere desperat, og til sidst kom nogen op med en plan. At grave en tunnel under lufthavnen og ind i byen. Dette kunne kun lade sig gøre fordi lufthavnen var under beskyttelse af FN, og derfor kunne serberne ikke bombe den. 

Tunnel of Hope

Tæt på lufthavnen ligger Tunnel of Hope, hvor der i dag er et museum og en lille del af den originale tunnel, som man kan få lov til at gå igennem. Derudover har de rekonstrueret et lidt længere stykke, så man bedre kan få fornemmelsen af at være i en tunnel under jorden.

Det var en kraftanstrengelse af de helt store for den bosniske hær på blot fire måneder at få gravet denne tunnel med trillebør og håndkraft! Der blev gravet både nat og dag i treholdsskifte. Da tunnelen stod færdig, var den 800 meter lang, og på en almindelig dag kunne op mod 4000 mennesker passere. 

Hvor museet ligger i dag, boede familien Kolar under krigen. De gav lov til, at tunnelens ene indgang kunne blive gravet under deres hus, hvilket betød, at deres hus var under beskydning mange gange under krigen.

I dag er familien flyttet til et andet hus i nærheden, så deres hjem kunne blive lavet til museum. Tunnel of Hope er uden tvivl Sarajevos største turistattraktion. Det koster 10 KM at besøge museet – ca. 40 kroner. Husk at medbringe kontanter, da de hverken modtager kort eller udenlandsk valuta som Euro eller dollars. 

Det er ikke helt nemt at komme derud med offentlig transport, så det er en god idé at overveje en guidet tur eller at tage en taxa, hvis du ikke har bil. 

Den jødiske kirkegård

Fra Tunnel of Hope kørte vi op og så et sted, hvor serberne havde haft en stilling med kampvogne og snigskytter til at stå og skyde ned i byen. Der var selvfølgelig ikke som sådan noget at se i dag, men det var mærkeligt at stå der og vide, at soldater havde stået på dette bjerg og taget andres liv.

Næste stop var den store jødiske kirkegård, som under krigen også var besat af serbiske snigskytter. De kunne nemt gemme sig bag de store gravsten og beskyde byen på rimelig tæt hold.

Turen sluttede med solnedgang ved Yellow Fortress, som egentlig ikke har noget med Balkankrigen at gøre. Men det er her fra dette fort, at der hver dag ved solnedgang bliver skudt en kanon af, som kan høres over det meste af byen. Det havde især betydning for den muslimske del af befolkningen, mens jeg var i Bosnien-Hercegovina, da det var under ramadanen.

Free Walking Tour

Den anden tur jeg tog var en Free Walking Tour med Neno and Friends. Turen hed War scars & New times og tog os rundt i centrum af Sarajevo for at se steder, som var blevet påvirket af krigen.

Vi besøgte bl.a. Markale-markedet, som den dag i dag fungerer som et frugt og grønt marked. Under krigen var det også her, man kunne sælge eller bytte ejendele for mad og medicin.

I løbet af krigen fandt der to massakrer sted på Markale-markedet. Den 5. februar 1994 eksploderede en granat og 67 mennesker blev dræbt, mens 150 blev sårede. Den 28. august 1995 faldt der endnu en granat over markedet. Denne gang blev 37 dræbt og 90 sårede. Vores guide fortalte, at begge gange havde folk hjulpet de sårede og fjernet de døde, men straks efter gik handlen videre. Det kunne ikke hjælpe at dvæle ved tingene. Life must go on. 

I asfalten er der malet røde Sarajevo Roses, hvor bomberne faldt til minde om ofrene. Den sidste massakre på markedet var den direkte årsag til, at NATO valgte at bombe de serbiske stillinger rundt om Sarajevo. 

Til minde om børnene

Veliki park på gaden Marsala Tita har et af de stærkeste monumenter dedikeret til alle de børn, som mistede livet i Sarajevo under krigen. Ved første øjekast ligner det bare en rund bronzeskulptur med glas i midten.

Men ved nærmere øjesyn, vil man se alle aftrykkene af barnefødder. Fødder, som desværre aldrig blev større.

Ved siden af er der syv tibetanske bedemøller med 521 børnenavne samt deres fødselsår og dødsår. Det er stærkt at stå der og dreje hjulene rundt. 

Og man kan ikke lade være med at lægge mærke til fødsels- og dødsårene.

Sniper Alley

Gaden Zmaja od Bosne bliver i folkemunde kaldet Sniper Alley. Her frygtede folk hver dag under belejringen for deres liv, når de skulle fra den ene ende af byen til den anden. At gå i skole eller tage på arbejde kunne koste en livet. 

Den store gule og brune bygning, som ligger på Sniper Alley er det legendariske Hotel Holiday Inn, hvor mange udenlandske journalister boede under belejringen af Sarajevo. Hotellet blev bygget til Vinter OL i 1984, og fremstod dengang som topmoderne. Men hotellet blev snart symbolet på krigen og dens mange dødsofre.

Vrbania bridge

Vrbania broen er kendt for to sørgelige hændelser under Sarajevos belejring. Det var på denne bro, at de første to dødsofre blev skudt af serbiske soldater under en fredelig civil demonstration i 1992. Der er nu sat en mindeplade op for Suada Dilberović og Olga Sucić, som også har fået opkaldt broen efter sig.

En anden tragisk hændelse indtraf på broen året efter. Det unge par Admira Ismić og Boško Brkić var henholdsvis bosniak og bosnisk serber – altså to forskellige etniciteter, som under borgerkrigen bekæmpede hinanden. Den 19. maj 1993 forsøgte de at flygte ud af byen. De havde venner og bekendte på begge sider, og troede derfor, at de ville klare den. Men da de krydsede broen Vrbanja, blev der skudt mod dem.

Boško blev først ramt og døde med det samme. Derefter blev Admira skudt, men nåede at kravle hen til Boško, inden hun døde i hans arme. Ligene blev liggende på broen i fire dage, inden nogen turde nærme sig og fjerne dem, af frygt for deres eget liv.

Canned Beef

Til sidst besøgte vi det spøgefulde mindesmærke Canned Beef. Det skal minde folk om den “nødhjælp” som FN sendte under belejringen. Da der ikke var elektricitet i byen og derved ikke køleskabe, var det hovedsageligt dåsemad, som blev sendt til Sarajevo. Noget af det stammede fra Vietnamkrigen og var løbet på datoen for 20 år siden. Det samme galt den medicin, som blev modtaget fra EU. Den var også for længst udløbet. Folk ville hellere have haft våben og hjælp fra verdenssamfundet til at få befriet byen end gammelt kød på dåse. 

Børnenes krigsmuseum

Børnenes krigsmuseum er også et besøg værd. Det kunne umiddelbart lyde som et “sjovt” sted for børn, men viste sig at være meget tankevækkende. For det fortalte børnenes historie under krigen – noget som ofte er overset. 

Den permanente del af udstillingen bestod af 50 vidnesbyrd fra børn, som havde boet i Sarajevo under krigen. De havde hver doneret en ting, som havde betydet noget særligt for dem i deres barndom – på godt og ondt. Der var en masse tekster at læse, så hvis du ikke er interesseret i det, så er det måske ikke et museum for dig. 

Indgangen til museet kostede 10 KM – ca. 40 kroner.

Som jeg har fortalt om i et andet blogindlæg, så byder Sarajevo by på meget andet end levn fra Balkankrigen. Men vil man rigtig forstå byen og dens indbyggere, så bør man også dykke ned i den triste del af byens historie, som kun ligger små 30 år væk. 

Min næste rejse går til Albanien om en uge. Jeg kommer som altid med updates på min Facebook-side Two Danes On Tour, og jeg vil også lave stories på Instagram @twodanesontour. Jeg håber, at du har lyst til at følge med.

Glade rejsehilsner
Anne Marie

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Krigens ar i Sarajevo blev først udgivet på Two Danes On Tour.

Før borgerkrigen, fra 1992 til 1995, var det noget de færreste bekymrede sig om. Folk arbejdede sammen, boede i de samme boligblokke og sendte deres børn til de samme skoler. Men det har krigen så sandelig lavet om på. 

Inden jeg fortsætter dette blogindlæg vil jeg gerne lige præcisere, at jeg ikke er ude på at fornærme nogle befolkningsgrupper. Jeg skriver det, som jeg har fået fortalt af folk, som jeg mødte under min rejse i april 2022, og det, jeg har læst mig til.

Det var oprindeligt heller ikke min hensigt at komme med en længere historisk eller politisk redegørelse fra oldtiden til nutiden. Men for at forstå landet, bliver man altså nødt til at dykke lidt ned i baggrunden for samfundet i dag. Take it or leave it. 

Et historisk rids

Jeg springer oldtiden og middelalderen over. Skulle du være super interesseret i disse tidsperioder, så kan du læse mere her.

I midten af 1300-tallet blev et selvstændigt Bosnien muliggjort under den krigeriske konge Tvrtko. Bosniakkerne vil således referere til dette første selvstændige Bosnien, hvis der bliver draget tvivl om deres ret til selvstændighed.

I midten af 1400-tallet blev landet erobret af tyrkerne og blev en del af Det Osmaniske Rige. Osmannerne regerede i ca. 400 år og satte et stort præg på landet – ikke mindst hvad angår religion, mad og arkitektur.

I 1878 besatte Hertugdømmet Østrig-Ungarn det bosniske område. I de næste 40 år sørgede de for at opbygge infrastruktur som veje og jernbaner samt en masse kulturinstitutioner, som stadig pryder Sarajevo med deres flotte og pompøse arkitektur. Denne del af byen minder på mange måder om Prag, Wien og Budapest bare i miniskala.

Serbien havde dog håbet på at overtage området efter osmannerne, og derfor blev der foretaget et attentatforsøg mod Franz Ferdinand, kronarving til Det Østrig-Ungarnske rige og hans hustru Sophie von Chotek, da de besøgte Sarajevo i 1914. Mordene i Sarajevo udløste den diplomatiske krise mellem Serbien og Østrig-Ungarn, som førte til udbruddet af 1. Verdenskrig.

1. Verdenskrig førte til opløsningen af Det Østrig-Ungarnske rige, og i stedet blev der oprettet et land med det knap så mundrette navn: Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere. Selvom der også boede masser af bosniakker i dette område, blev de ikke nævnt i landets navn.

Titos Jugoslavien

2. Verdenskrig kom og med den nazisternes belejring af Sarajevo. Efter krigen blev Bosnien-Hercegovina én af seks nye jugoslaviske forbundsrepublikker under ledelse af Josip Broz Tito. De andre fem republikker var Slovenien, Kroatien, Serbien, Montenegro og Makedonien. Hovedstaden for Jugoslavien blev Beograd i det nuværende Serbien.

Vi i Vesteuropa ser ofte Tito som en kommunistisk diktator, men de fleste folk i Bosnien, som har levet længe nok til at huske Titos Jugoslavien, begræder hans død. De glorificerer ham og tænker tilbage på en periode i deres liv, hvor der var masser af arbejde, gratis lægehjælp, uddannelse til alle og opsving i hele landet.

Til sammenligning er der i dag 43% arbejdsløshed i Bosnien og hele 65% blandt unge mellem 18 og 27 år. Det er ikke så mærkeligt, at mange unge forsøger at rejse til udlandet for at finde arbejde med brain drain til følge. 

Efter Titos død i 1980 kom der andre ledere, men det blev aldrig det samme igen. Og i 1991, i efterdønningerne af Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning, faldt også Jugoslavien fra hinanden. 

Læg lige mærke til Tito’s portræt under bakspejlet i taxaen.

Borgerkrigen 1992-1995

Først løsrev Slovenien sig, derefter fulgte Kroatien og sidenhen Bosnien. Det førte til voldsomme sammenstød i Sarajevo, og i april 1992 brød borgerkrigen ud. Både serbere, kroatere og bosniakker kæmpede om landområder, som de mente, tilhørte dem. Jeg skal ikke gå ind i krigens detaljer her, da det er alt for indviklet at forklare på få linjer. Men mange måtte lade livet, og der er utallige uhyggelige historier om folkedrab og etniske udrensninger på de mest bestialske måder. Derfor er det også så svært at samle landet i dag, da alle har familiemedlemmer eller gode venner, som blev dræbt under krigen. 

Et land der er svært at begribe

I november 1995 underskrev den bosniske, den kroatiske og den serbiske præsident Daytonaftalen om et forenet Bosnien-Hercegovina, men samtidig blev landet delt op i to politiske selvstændige områder: Bosnien-Hercegovina og Republica Serbska. Og konflikterne har lige siden ulmet under overfladen.

Og nu tilbage til rodebutikken! Landet styres i dag fortsat af tre præsidenter – en for hver befolkningsgruppe, som alle tre skal stemme for, før et forslag kan blive vedtaget i parlamentet. Blandt andet derfor er Bosnien ikke medlem af EU, og de har f.eks. heller ikke anerkendt Kosovo som selvstændig nation – for hver gang er der en af præsidenterne, der stemmer imod. 

Det er utrolig dyrt at have denne form for demokrati, hvor alle tre befolkningsgrupper skal være repræsenteret alle steder. Således går 60% af landets økonomi til at opretholde staten og betale løn til alle embedsmændene, mens kun 40% går til skoler, sygehuse mm. – altså til befolkningen.

I Sarajevo går børn i skole på skiftehold. De bosniske børn for sig og de serbiske børn for sig. Der er også forskellige læseplaner – især i et fag som historie, hvor det ikke er det samme, som børnene lærer om tiden fra 1992-1995. 

Og sørme om der ikke også findes tre forskellige politikorps, som udstikker forskellige bøder, alt efter hvor i landet du befinder dig.

Ja, Bosnien-Hercegovina er virkelig et land, som er svært at begribe! Men nu vil jeg kaste mig ud i det. Følg med i de kommende blogindlæg.

Vil du læse mere fra Balkan, så se her

Eller vil du læse mit seneste indlæg om mad fra Færøerne, så tryk her

Du kan som altid følge mig på Facebook: Two Danes On Tour og på Instagram @twodanesontour

It's only fair to share...

Facebook

Twitter

Linkedin

Indlægget Bosnien-Hercegovina – et kulturelt kludetæppe blev først udgivet på Two Danes On Tour.