The Pamir Highway, også kendt som M41, er en fortryllende og legendarisk vej som strækker sig fra Bishkek i Kirgisistan, over smukke Tadsjikistan til Termiz i Usbekistan. At den bliver omtalt som en Highway må dog siges at være noget af en tilsnigelse, da den mange steder blot er et hjulspor gennem bjergene, og andre steder er en smal stribe asfalt ved siden af en stejl skrænt uden autoværn.
De fleste kører den mest berømte del af turen fra Osh i Kirgisistan til Dusjanbe i Tadsjikistan. Og det var også denne rute på ca. 1200 km, jeg kørte i september 2023.
En del af turen gennem Tadsjikistan følger først Pamir-floden og senere Pajn, som begge har Afghanistan lige ovre på den anden flodbred og de høje Hindu Kush bjerge i baggrunden med evig sne på toppen. Det er en utrolig smuk strækning. Og jeg kunne ikke lade være med at skæve over på den anden side af floden og tænke på, hvad der snart ventede mig af nye eventyr.
Nye drømme om The Pamir Highway
Da jeg så småt begyndte at planlægge min rejse til Centralasien i foråret 2023, havde jeg kig på The Pamir Highway. Men på daværende tidspunkt var grænsen lukket mellem Kirgisistan og Tadsjikistan. Og derfor droppede jeg den idé.
Men pludselig i juli spurgte Martin fra De Berejstes Klub, om der var nogen, der kunne være interesserede i at lave en tur sammen, og så blev jeg jo straks lysvågen. Det viste sig nemlig, at grænsen igen var åben for turister efter at den havde været lukket i over 2 år. Først pga. corona og siden pga. grænseuroligheder. Der var sågar skyderier i grænseområdet kun tre måneder før jeg rejste ad Pamir Highway, så det var ikke uden grund, at den havde været lukket.
Visit Alay
Martin undersøgte flere forskellige lokale rejsebureauer og nåede frem til, at Visit Alay var et godt selskab at arrangere Pamir-turen med.
De har mange års erfaringer, gode guider, rimelige priser og en liste på deres hjemmeside, hvor man kan se ture, som mangler deltagere. Således kan man samle en bil med andre rejsende og dermed gøre turen billigere for den enkelte. Man kan også selv foreslå en tur og gennem Visit Alays hjemmeside samle flere rejsende.
Efter Visit Alay havde oprettet vores tur på deres hjemmeside, gjorde jeg lidt reklame i diverse Facebook-rejsegrupper, og snart havde Tobi fra Tyskland og Paul fra USA meldt sig under fanerne.
Så var det bare at betale et depositum på 100 US dollars til Visit Alay samt sende et billede af vores pas, så de kunne søge om GBAO-permit for os.
GBAO-permit er en særlig tilladelse, som man skal have for at opholde sig i Pamir-regionen i Tadsjikistan. Jeg fik Visit Alay til at søge permit for mig, så jeg har ikke en opskrift på, hvordan man selv skaffer et GBAO-permit.
Derudover skal man også have tilladelse fra den kirgisiske regering til at krydse grænsen mellem Kirgisistan og Tadsjikistan. Det sørgede Visit Alay også for.
Jeg vil nu fortælle om turen dag for dag, som jeg også beskrev den undervejs på min Facebook-side Two Danes On Tour – dog med enkelte rettelser og tilføjelser. Her får I de første tre dage. De sidste tre kommer i næste blogindlæg.
Dag 1. The Pamir Highway
Den 12. september klokken 9 mødes Paul, Tobi, Martin og jeg på CBT’s kontor i Osh. Stemningen er god, og der er nærmest en sitren i lokalet. Alle er meget forventningsfulde og spændte på de næste dages eventyr.
Vi får en kort briefing om turen på The Pamir Highway samt betaler resten af beløbet, som vi skylder. (Medbring nye 100-dollars sedler)
Derudover får vi også hver 10 kopier af vores GBAO-permit og af forsiden i vores pas. Dem får vi brug for hver og en ved de mange checkpoints, når vi kommer til Tadsjikistan.
Vi møder også vores chauffør Kanybek, som på flere planer er vores livline den næste lille uges tid. Han er født og opvokset i Tadsjikistan, men med kirgisiske rødder, og det skal vise sig på dag to at blive altafgørende.
Kanybek er en stille og lidt alvorlig fyr, men snart finder vi ud af, at han også har humor, er en god chauffør og kender The Pamir Highway som sin egen bukselomme. Han er en uundværlig mand at have med ombord på ekspeditionen.
Supermarkedsstop og så af sted
Efter vi har læsset al bagagen i bilen, gør vi vores første stop i et supermarked, hvor vi køber snacks og vand til turen. Det er sidste gang, vi har mulighed for at købe noget i mange dage, så det er fint at få tanket op.
Der er selvfølgelig små kiosker og supermarkeder rundt omkring på ruten, men de første mange dage i Tadsjikistan har vi ingen lokal valuta. Det er derfor en god idé at veksle til tadsjikiske somoni inden afgang fra Osh, men så smarte var vi ikke. I stedet betaler vi overnatninger med dollars og låner lidt af Kanybek, indtil vi kan hæve penge i byen Khorog.
Så er vi endelig af sted. Vi kører nu i mange timer, og gør kun få stop. Bl.a. for at spise frokost på en restaurant. Enkelte steder holder vi for at tage billeder af de smukke skiftende landskaber. Landskabet er først fladt, men snart kommer bjergene i horisonten. Og til sidst kan vi også se høje tinder med sne på.
Yurtcamp nær Peak Lenin
Den sidste time kører vi ad et hullet hjulspor, inden vi kommer til vores yurtcamp ved 16-tiden. Et ældre par og en yngre kvinde tager godt imod os og viser os rundt. Det er anden gang, at jeg skal sove i en yurt, og jeg glæder mig. Men jeg har det underligt og har lidt hovedpine – måske på grund af højden på 3500 meter.
Mændene beslutter at gå en tur på omkring 8 km mod det høje bjerg Peak Lenin, som strækker sig 7134 meter over havets overflade. Jeg vælger at blive tilbage i yurt-campen for at slappe af. Det tror jeg, er et godt valg for mig.
Da de andre kommer tilbage efter et par timer, er aftensmaden klar i “spiseyurten”: Suppe med kød og grøntsager samt mantys – pasta med kød- og løgfyld. Derefter frugt, slik og småkager. Jeg har dog ingen appetit og drikker mest bare te.
Efter maden bliver der fortalt masser af rejsehistorier fra hele verden, da vi alle fire er rimelig berejste, og har masser af fif at dele ud af. Det er en rigtig hyggelig aften.
Da vi mener, at det er ved at være tid til at bryde op, nyder vi stjernerne, mælkevejen og yurterne, som vi forsøger at fotografere. Det er kun 3 grader udenfor og det blæser, så vi kryber snart under dynerne i yurten, som er udstyret med senge og en dejlig brændeovn.
Dag 2. Over grænsen til Tadsjikistan
De andre sover. Jeg ligger vågen i nogle timer, døser hen, kan ikke finde ro. Pludselig får jeg mavekramper, som varer ca. 30 sekunder ad gangen med et par minutter imellem. Kan det være de højdesygetabletter, som jeg tager?
Lidt over midnat skal jeg op og tisse. Det er i sidste øjeblik, at jeg når toilettet, og det er ikke noget kønt syn 
Men jeg priser mig lykkelig for, at de har et vestligt toilet i et skur her i yurtcampen.
Jeg går tilbage til min seng og sover et par timer mere. Men kl. 6 er den gal igen Da de andre vågner, får jeg nogle Imodium af Tobi, som vil stoppe den dårlige mave. Men jeg har stadig ikke lyst til mad, så morgenmad bliver det ikke meget af.
Vi kører mod grænsen til Tadsjikistan. På vejen stopper vi i en lille by for at tanke.
En bil kører op på siden af os, og gør os opmærksomme på, at vi er punkteret på det ene baghjul. Vores chauffør får skiftet det på et kvarters tid, men nu har vi ikke længere et reservedæk. Hmmmm, er det nu klogt her i disse øde egne? Kanybek ser ikke ud til at bekymre sig, og så skal vi andre nok heller ikke.
Da vi nærmer os grænsen, bliver landskabet utrolig smukt med flotte bjerge og floder. Først skal vi tjekkes ud af Kirgisistan. Det går uden problemer. Derefter skal vi køre omkring 20 km på lortevej i ingenmandsland, og så skal vi stemples ind i Tadsjikistan.
Da ingen ejer vejen i ingenmandsland, gider ingen betale for at få den repareret. Det mærkes! Undervejs kører vi forbi store kinesiske lastbiler og et par overlanders. Og da vi gør et fotostop, møder vi lidt cykelturister, som kører de godt 1200 km på jernhest. Thumbs up til dem!
Grænsen mellem Kirgisistan og Tadsjikistan
Det er lidt tricky at krydse grænsen forstået på den måde, at den faktisk har været lukket siden 2019. Først kom corona, og da det var overstået, har der været grænsestridigheder. Men så i slutningen af juli 2023, åbnede grænsen kun for udlændinge.
Hvis man skal have en lokal chauffør med, så er der i september 2023 kun én mulighed: Han skal være født i Tadsjikistan, men have kirgisiske rødder i generationer – præcis ligesom Kanybek. Han må på grund af sine etniske tilhørsforhold godt køre ud af Kirgisistan og ind i Tadsjikistan. Men han må ikke køre den anden vej. Så når han skal tilbage til Osh, bliver han nødt til at køre gennem Fergana Valley i Usbekistan og derfra tilbage til Kirgisistan. Rimelig bøvlet.
Det går også fint med at komme ind i Tadsjikistan, men det er jo kun muligt, fordi vi på forhånd har søgt om et GBAO-permit. Ellers var vi blevet afvist ved grænsen.
Vi passerer Akbaital pass i 4655 meters højde.
Det bliver det højeste punkt for mig på turen og må foreviges med en gruppeselfie.
Vi kører også forbi et gammelt russisk fort fra 1899, og i Murghab må jeg selvfølgelig have en selfie med Lenin.
Overnatning i Alichur
Vi kommer frem til den lille gudsforladte by Alichur efter mørkets frembrud. Her bliver det ned til -50 grader om vinteren. Godt det kun er september og lige på frysepunktet. Stjernehimlen er fantastisk, når jeg midt om natten skal ud og tisse i et skur udenfor hotellet.
Vi er alle MEGET trætte efter en lang dag. Alligevel kører mændene ud efter øl, da vi har spist aftensmad, og der er endnu engang aftenhygge i stuen, inden vi kryber til køjs i et værelse med brændeovn.
Det sjove er dog, at der ved brændeovnen er et stort hul ind til naboværelset, så begge værelser kan få glæde af varmen fra ovnen. Men ret specielt at kunne ligge og kigge ind til naboerne… og vi joker lidt med, hvem der skal ligge i det andet værelse. Det viser sig heldigvis at være Kanybek.
Inden jeg sover, tænker jeg tilbage på dagen og vil huske den som nok den smukkeste dag i mit liv. Billederne giver den på ingen måde retfærdighed. Det har været de vildeste udsigter.
Dag 3 Første kig til Afghanistan
Fra morgenstunden kører vi ad et bumlet hjulspor. Vi stopper første gang ved en lille bitte geyser og derefter ved en hotspring i et “hus”. Jeg springer over, og sætter mig i stedet ned til floden og nyder stilheden og landskabet. Der er også nogle søde børn, som gerne stiller op til fotografering.
Derefter stopper vi ved Bulunkul og Yashylkul lakes. Der er helt stille ved bjergsøerne. Kun nogle yakokser går og græsser, og jeg spotter en enkelt skallesluger på vandet.
Vi gør holdt ved Kargush pass i 4344 meters højde. Paul, Tobi og Martin begiver sig ud på en hike til Panorama Ridge i 4800 meters højde.
Kanybek og jeg passer godt på bilen imens. Vi hygger og spiser frokost, mens vi sidder på bagklappen og nyder udsigten. Derefter tager jeg en lur på bagsædet, mens Kanybek sover i bagagerummet. Jeg er stadig ikke frisk oven på mit maveonde og skal ikke ud på en strabadserende vandretur.
Langs floden Pamir
Da de andre kommer tilbage, kører vi nu ud, hvor landskabet pludselig åbner sig op for os, og vi kan kigge til Afghanistan for første gang. Grænsen mellem Tadsjikistan og Afghanistan følger her floden Pamir.
Floden er nogle steder måske kun 20-30 meter bred, så det føles som om, at vi er MEGET tæt på Afghanistan og T@lib@n. Ind imellem kan vi også se mennesker på den anden side. De fleste på gåben. Enkelte på motorcykler. Jeg tænker på, hvilket liv de lever, og om de lever i frygt eller om de har det godt?
Mange gange undervejs stopper vi for at fotografere. Her er de vildeste kløfter og udsigter, og vi nyder gang på gang synet af Hindu Kush-bjergene og The Wakhan valley. Hindu Kush-bjergkæden ligger på grænsen mellem Afghanistan og Pakistan og har masser af bjerge over 6000 meters højde og derudover 38 tinder over 7000 meter.
Da vi kommer under trægrænsen, kommer der pludselig mange hyrder med deres dyr: mindre og større flokke af får, geder og køer går midt på vejen. Hyrderne – både børn og voksne hilser og sender mange store smil. Jeg hænger ud af vinduet og råber Hello og Salam Aleikum, og jeg elsker det.
Da solen går ned, rammer vi byen Langar, hvor vi skal overnatte på et hyggeligt homestay. Og for første gang har vi mulighed for at tage et bad. Hvilken nydelse. Mit hår føles som en høstak efter tre dage på Pamir Highway. Der bor også andre turister på dette homestay, og vi udveksler små rejseanekdoter fra livet på landevejen i opholdsstuen.
På øljagt
Da vi har spist, kører vi ud for at finde en butik, som sælger øl. Det er lettere sagt end gjort! Men to mænd, som vi tilfældigt møder, fører os ad mørke stier ned til en lille butik, hvor de har to øl af 1,5 liter stående på en hylde. Det er vist ikke det, der bliver drukket mest af i Pamir. Vi køber hele lageret, mens familiens børn kigger nysgerrigt men vagtsomt på de fremmede i deres butik. Det er ikke hver dag, at de får besøg af udlændinge.
I dag er første nat, hvor vi ikke har en kakkelovn i vores værelse. Og første nat, hvor jeg ikke sover i skiundertøj. Vi kan godt mærke, at vi er kommet ned i lavere terræn og derved varmere vejr.
Igen tænker jeg over, hvor smuk dagen har været – og dag 3 kan fint måle sig med dag 2.
Rejsen fortsætter
Dette var første del af mit Pamir-eventyr. De første tre dage på M41 var uden tvivl de smukkeste og mest spektakulære. I næste afsnit kan du læse om de tre sidste samt mine råd og erfaringer, hvis du selv ønsker at tage med på et eventyr på The Pamir Highway.
Som altid kan du følge mig på sociale medier:
Facebook: Two Danes On Tour
Instagram: @twodanesontour
Du er også velkommen til at kigge rundt på bloggen og læse nogle af mine mere end 300 blogindlæg fra over 50 lande.
Du kan f.eks. læse om, hvordan hele denne rejse begyndte i Almaty i Kasakhstan eller mine oplevelser til bryllup i Arslanbob i Kirgisistan.
Tak fordi du læste med så langt/
Kh. Anne Marie
Two Danes On Tour 
