Sort sol i grænselandet

Blogindlægget er opdateret i september 2020 med det seneste om stære og sort sol.

Sort sol er et fantastisk naturfænomen! Op mod en million stære mødes forår og efterår ved Vadehavet og i Tøndermarsken, hvor de flyver i kæmpe flokke. Er du ekstra heldig, er der en rovfugl i området, som skræmmer stærene op og får dem til at flyve i fantastiske formationer. 

Sort sol

Synet af stæreflokkene, der danner levende kæmpeskulpturer, er uden sidestykke. Til tider flyver de på en solskinsdag op foran sollyset og gør et øjeblik himlen næsten sort – deraf navnet sort sol.

Sort sol i Tøndermarsken

Forår og efterår

Om foråret kan du være heldig at se sort sol i februar, marts og april måned. På denne årstid flyver stærene oftest højere på himlen, de danser oftere og mere, så det er her de flotteste formationer forekommer. Forårssæsonen er dog mere usikker end efteråret, da en ekstra kold vinter kan forsinke stærene. 

Sort sol i grænselandet

Om efteråret er der flest stære i september og starten af oktober. I efteråret kan man se de største stæreflokkeog på en vindstille og solrig septemberdag kan man være heldig at få det mest fantastiske skue.

Sort sol ved Haasbergersee, Tyskland

Lidt om stære

I løbet af dagen er stærene på jagt efter stankelbens- og gåsebillelarver, som findes i større mængder i fugtige græsmarker. Om foråret spiser de sig mætte for at være klar til ynglesæsonen, og om efteråret spiser de nok til at kunne flyve videre syd eller vest på.

Om aftenen finder stærene sammen i store flokke for til sidst at slå sig ned i tagrør, hvor de overnatter. 

Sort sol, Tyskland

Fuglenes fantastiske dans på himlen, som til tider leder tankerne hen på himmelballet, er en perfekt måde at beskytte sig på, da det uden tvivl forvirrer rovfugle, når så mange stære flyver sammen og pludselig uden forvarsel skifter retning.

Sort sol

Den nyeste forskning i fænomenet sort sol peger på, at hver stær kun navigerer i forhold til en 6-7 andre stære i flokken. Når alle fugle på denne måde holder øje med en lille gruppe andre stære, og drejer, når disse fugle gør, sker der ingen sammenstød. 

Sort sol

Forskellige steder at se sort sol

Der er masser af bus- og rejseselskaber, der tilbyder skræddersyede sort sol-ture i Sønderjylland og syd for grænsen – både omkring Ribe og Tønder. Men har du mod på det og en bil til rådighed, kan du sagtens tage af sted på egen hånd. Så gør det selv! 

Sort sol

Hvis du begiver dig ud på tur selv, vil vi anbefale dig at melde dig ind i den lukkede gruppe Sort Sol Foto og Video gruppe på Facebook. Her bliver der hver dag i sæsonen lavet opdateringer med billeder af stæreflokkene og beskrivelser af steder, du kan køre hen til. Og husk, ingen kan forudse, hvor stærene kommer næste gang – men kun komme med en beskrivelse af, hvor de sidst blev set.

Da gruppen som sagt er en lukket Facebook-gruppe, skal du lukkes ind af en, som allerede er medlem. Kender du ikke nogen, som er medlem, så kan du sende en besked til Anne Marie Boye og venneanmode hende på FB, så skal du nok blive lukket ind. 

Sort sol er fantastisk

I mange år har det været rigtig godt at se sort sol på diget ved Aventoft lige syd for den dansk/tyske grænse. Her er der en stor parkeringsplads lige foran Fakta og Fleggaard, hvor det er nemt at parkere – husk dog, at i højsæsonen kan pladsen godt være helt fuld af biler, så kom i god tid! Det gode ved dette sted er også, at man kan overnatte på pladsen hvis man kommer i Autocamper – eller Caddy Camper 😉

Du kan læse mere om vores selvbyggede Caddy Camper her

Sort sol, Nordtyskland

I midten af september 2019 var der dog næsten ingen stære ved Aventoft. Her kørte vi i stedet til Haasberger See mellem Aventoft og Süderlügum. Langs vejen Grellsbülldeich er der to parkeringspladser med en stor rørskov, hvor stærene overnattede. 

Sort sol ved Haasbergersee, Tyskland

Sort sol ved Haasberger See

Det der gjorde oplevelsen så særlig det år var den fantastiske solnedgang lørdag aften og en endnu mere fantastisk solopgang søndag morgen. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi synes, at morgnerne er de mest spektakulære! 

Sort sol er et fantastisk naturfænomen

Om aftenen, omkring en halv time før solnedgang, kommer stærene ind over marsken i større og mindre flokke. Hvis du er heldig, bliver de skræmt op af en rørhøg og flyver i flotte formationer for snart efter at slå sig ned i rørene og finde ro for natten.

Sort sol

Når stærene letter

Om morgenen, en halv times tid før solopgang begynder stærene at vågne. De pipper og flytter rundt på sig, og lyden bliver mere og mere intens. Det er fantastisk at stå og høre dem på denne måde. Og pludselig i et kæmpe sus letter de. Det lyder næsten som et lokomotiv, der sætter i gang. 

Morgen ved Haasbergersee

Det har vi oplevet både ved Aventoft og ved Haasberger See. Det er sådan en fantastisk oplevelse, så man får helt kuldegysninger af det. Stærene flyver tit en lille tur og lander igen – måske flere gange, inden de giver sig ud på dagens flyvetur efter føde.

Du kan både morgen og aften lave et lille trick for at høre stærene endnu bedre. Sæt hænderne bag ørerne og oplev, hvor intens lyden bliver. Ja, det ser ikke smart ud, men det er fedt!

Sådan hører du stærene endnu mere intenst

Ved Haasberger See var vi også heldige at få lidt andre naturoplevelser, mens vi stod og ventede på sort sol. Lørdag morgen var der en kronhjort med 10-11 hinder, som brølede bag os. En mand, som vi stod ved siden af, troede, at det var en ko 🙂

Og dagen efter var en ræv på musejagt i morgentågen.

Ræv ved Haasbergersee, Tyskland

Men som altid ved man ikke fra år til år, hvor det er bedst at se stære. Du kan bl.a. prøve omkring Ribe ved Ribe å på Nipsvej/Tangevej, på Haderslevvej ved Damhus, ved Bjerrumvej og ved Vilslev Diget. 

Rudbøl, tæt på grænsen, er også en god mulighed. Dog er de nu midt i september 2020 flyttet til diget i Aventoft.
Og er du på Als, så prøv omkring Ketting Nor. 

Vores råd til at se sort sol

  • Du kan være heldig at se sort sol i februar til april og fra august til oktober.
  • Hav god tid! Gerne flere dage. Vejret spiller virkelig ind, så lover de sol, skal du klart være på pletten. Skulle det blive overskyet kan du stadig få en god oplevelse, så giv ikke op så let.
  • Har du besøgt et godt sted om aftenen og set, hvor stærene er gået til ro, har du god chance for at finde dem igen næste morgen. Men de kan altså godt flytte sig 100 meter til hver side. Lyt efter hvor stærene sidder.
  • Vær klar morgen og aften ca. en halv time før solopgang og solnedgang. I midten af september er det ca. kl 6.30 og 18.30. 
  • Meld dig ind i FB-gruppen Sort Sol Foto og Video gruppe. Her har du den bedste chance for at få den seneste melding på, hvor der er mange stære.
  • Hvis du gerne vil have den bedste oplevelse, så vær klar til at køre efter det i området mellem Ribe og Süderlügum. 
  • Spørg andre mennesker, du møder, om, hvad de har set – især folk med kikkerter og/eller fotoudstyr. De fleste vil hellere end gerne fortælle.
  • Tag en kikkert med. Så højner du dine chancer for at se noget og for at identificere det, du ser. Med en kikkert har du også mulighed for at se stærene, mens de sidder på tagrørene. Du kan også bedre følge med i, hvornår de er lige ved at lette om morgenen.
  • Forsøg dig ikke med at fotografere med blitz. Det kan ikke lade sig gøre, og det skræmmer stærene. Brug et stativ eller hvil kameraet på et fast underlag.

Formation ved sort sol

Og når du nu er ved grænsen…

Endnu en fantastisk ting ved sort sol er, at det FINT kan kombineres med lidt grænsehandel 🙂 Vi kan afsløre, at både Fakta, Fleggaard og Calle i Aventoft åbner lørdag morgen kl. 7.00 og først lukker kl. 21. Det passer lige med tidspunktet efter, du har set sort sol. Vær til gengæld opmærksom på, at alle grænsebutikker i Tyskland først åbner kl. 11 om søndagen!

I får lige et fantastisk solopgangsbillede, som vi ikke kan lade være med at vise jer 🙂

Solopgang, Haasbergersee, Tyskland

Overnatning

Her sidst vi var i Sønderjylland overnattede vi som sagt i Caddy Camperen på p-pladsen i Aventoft. Men de to foregående gange havde vi booket et værelse på Reiterhof Wollesen. Det er et hestestutteri i Süderlügum, som også lejer værelser ud. Det er lidt gammeldags (læs meget!) og uden morgenmad, hvilket passede os rigtig fint. Til gengæld havde vi eget tekøkken med køleskab, og det var værelser til en rigtig fair pris.

Vil du hellere bo lidt finere og få serveret morgenmaden, så er der masser af steder i og omkring Tønder og Ribe, som tilbyder overnatning.

Haasbergersee, Tyskland

Restauranter

Når man er på sort sol-tur skal man selvfølgelig også have lidt at spise. Og hvad er mere oplagt end en god omgang tysk mad? (Så er Rasmus glad!). 

Grenzkrog Aventoft (altså grænsekroen) laver overordentlige store portioner til en rimelig penge. Der er mange retter på menukortet, så det kan være svært at vælge. Vi har både smagt på schnitzel og kylling i karry og kan sige god for dem begge to. Vær opmærksom på at booke bord i højsæsonen. Der bliver totalt fyldt sådan en septemberdag med sort sol.

I Süderlügum er der to kroer i byen. Landhotel Tetens Gasthof og Landhaus Smaga. Nu skal man jo passe på med, hvad man skriver, men vi er ret enige om, at de to steder ligner hinanden til forveksling – både hvad angår indretning og menukort. Der er ikke rigtig nogle store overraskelser nogle af stederne. Men man kan få et tysk måltid mad og gå derfra uden at være blevet ruineret. 

Og så kan vi da også lige tilføje, at der er to bagerier i Süderlügum, hvis du selv vil holde dig med morgenmad. Groft brød er ikke deres store specialitet, men de har udmærkede rundstykker og wienerbrød. Husk kontanter… de tager (endnu) ikke imod betalingskort?!

Godnat fra Haasberger See

Solnedgang ved Haasbergersee

Læs også: En kronhjort i Dyrehaven

Læs også: En bæver i Klosterhede plantage

Som altid sætter vi stor pris på alle jer, som synes godt om vores Facebook-side Two Danes On Tour. Vi viser flere billeder og gør opmærksom på os selv, når vi har skrevet et nyt blogindlæg. Næste tur går til Libanon i næste weekend.

It's only fair to share...Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin

  1. Hej,
    Tak for et godt indlæg.
    I er så seje til at spotte fugle og dyr!
    Vi planlægger en tur til Ribe i efterårsferie, og overvejer, om vi også skal tage ud og prøve at finde stærene.
    Men vi er lidt bange for, at det bliver for langt at stå med børnene og vente.
    Og I øvrigt plejer vi oftest kun at se de dyr, der vader lige ud foran os 🙂 Så vi er også lidt bange for, overhovedet ikke at se noget…
    Men jeg tænker, at en god indgangsvinkel kunne være, at melde sig ind i den Facebook gruppe, I anbefaler.
    Jeg kan dog ikke finde den på Facebook. Findes den stadig? Kan I evt. få os ind i gruppen?
    På forhånd mange tak
    Mvh
    Henriette

    • twodanesontour says:

      Hej Henriette
      Tusind tak for dine søde ord. Dejligt at vores blogindlæg er til gavn.
      Vi har netop været af sted for at se sort sol i denne weekend ved Aventoft og det er det område, vi har mest styr på. De gange vi har været ved Ribe, har vi ikke været super heldige. Den ene gang regnede det. Den anden gang var vi lidt off season.
      Vores bedste bud er, at holde øje med den hemmelige sort sol-gruppe, som jeg netop har inviteret dig til. Efterårsferien er måske lidt sent på sæsonen, men det kan man ikke vide, før vi kommer længere hen på efteråret.
      Hvis I vil have best chance for succes, så skal I afsætte et par weekender i kalenderen sidst i september måned. Når det så nærmer sig, så følg Facebook-gruppen og kig på vejrudsigten og tag til Aventoft den weekend, hvor det ser bedst ud. Så kommer I ikke til at stå længe med børn “det falske sted”.
      Held og lykke med det
      Anne Marie

      • Tusind tak!!! Ja, jeg synes også, at jeg har set mest om Aventoft, så jeg tænker også at Ribe måske ikke er så sikker…
        Ja, jeg tror, at vi krydser fingre for, at efterårsferien ikke er for sent. Og lykkes det ikke denne gang, så må det bliver tidligere på året næste gang…

  2. Svend Augsburg says:

    Kære Anne Marie. Vi er også på jagt efter en god oplevelse og vil være meget glad for at kunne komme gruppen….
    Mange hilsner Svend

    • twodanesontour says:

      Kære Svend
      Jeg vil gerne hjælpe jer, men jeg kan kun lukke folk ind i gruppen, som jeg er venner med. Så hvis du vil sende mig en venneanmodning på Facebook, så skal jeg nok gøre resten. Du kan finde mig på FB: Anne Marie Boye
      Mvh. Anne Marie

  3. Bernhard Ristinge says:

    Hej Vi planlægger en tur for at se Sort Sol og vil gerne være medlem af gruppen På forhånd tak Mvh Bernhard

    • twodanesontour says:

      Hej Bernhard
      Jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe. Held og lykke med stærene.
      Vh. Anne Marie

  4. Anne-Marie says:

    Kære Anne Marie, tak for en masse god information ! Sort sol står højt på min ønskeliste så jeg har sendt dig en venneanmodning og håber jeg må blive medlem af gruppen. 🙏

    • twodanesontour says:

      Hej Anne-Marie
      Jeg har inviteret dig ind i gruppen og håber, at du får stor held med sort sol.
      Vh. Anne Marie

  5. Karin says:

    Hej Anne Marie, tak for et super givende og spændende indlæg, jeg har fået gjort det lidt omvendt🙃har allerede anmodet om dit venskab på fb, sku jo lige have spurgt dig først om det var okay, sorry. Ku godt ønske mig at se sort sol og være medlem af gruppen som holder et vågent øje med hvor stærerne er🙏

    • twodanesontour says:

      Hej Karin
      Har desværre først set din besked i dag, men har nu sendt dig en invitation til Sort sol-gruppen. Håber, at du får glæde af alle opslagene. Og held og lykke med stærene.
      Vh. Anne Marie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.