Quilotoa

Fra Otavalotog vi bussen 4 timer sydpå. På vejen så vi den store vulkan Cotopaxi, som desværre nærmest var dækket af skyer denne eftermiddag.

Bussen stoppede pludselig på motorvejen, og vi blev sat af i nødsporet med besked om at gå op ad motorvejsrampen. Deroppe ville vi finde en ny bus, som kunne tage os helt ind til byen Latacunga, som var vores endelige destination. Vi havde ikke lige selv forestillet os denne retræte, men det gik fint, og 5 minutter efter sad vi i den næste bus.

 

Latacunga er en lidt stor by, som efter vores mening, ikke har så meget at byde på. Vi havde bosat os her, da vi dagen efter ville besøge det meget kendte Quilotoa – en udslukt vulkan med en fin sø i krateret.

 

Det skulle dog blive sjovt at prøve at komme med bussen dertil! Vi stod forholdsvist tidligt op, da vi havde hørt, at den sidste bus fra Quilatoa til Latacunga kørte kl. 13.30, så for at have tid nok deroppe, ville vi se at komme ud af starthullerne.

 

Da vi ville ud af vores hostel kl. 6.30, var porten ud til gaden låst, og vores nøgler til værelserne passede ikke i låsen. Vi måtte derfor ”banke” mutter op, som i slåbrok, nattøj og rimelig klatøjet kom og låste op.

 

På busstationen blev vi straks mødt af et par mænd, som råbte Quito, men vi skulle jo til Quilotoa. Da de hørte det, råbte de ”Skynd jer, skynd jer, bussen går herude fra”. Vi skyndte os ud på busholdepladsen, hvor der var rimelig tomt – bussen havde først afgang kl. 7.30… altså om ca. 45 minutter, og den var derfor slet ikke kommet endnu.

 

Pludselig råbte de fra et nyt hjørne. ”Skynd jer, skynd jer. Vi har fundet en anden bus, I kan tage med. Den kører NU”. Vi skyndte os så over til den anden bus, som rigtig nok holdt der. Men først med afgang kl. 7.15 – altså om ca. 30 minutter. Mændene ville gerne have, at vi straks steg ombord og købte billetter, men vi tænkte nu mere i retning af noget morgenmad, så vi gik ind på selve busstationen igen.

 

Vi kunne ikke rigtig finde noget spiseligt, som kunne friste, og vi blev for tredje gang mødt af de samme mænd. NU havde de fundet en bus til Quilotoa, med afgang HER og NU. Eneste ”problem” var, at den faktisk ikke kørte fra selve busstationen, men lige udenfor, og den havde allerede passeret stationen, så nu gik det i løb en 50-100 meter op ad gaden, hvor bussen holdt. Så snart vi var hoppet ind, kørte den.

 

Selve turen til Quilotoa viste sig at være noget af det smukkeste.
 

Lamaer og Andesbjergene

 
 
Fine bjerge med et kludetæppe af marker, bønder i farverigt tøj, som arbejdede i markerne –bl.a. høstede de med håndkraft og sejl. Får, grise, køer og lamaer på markerne. Total landidyl. Vi var solgt med det samme.
 

Andesbjergene

 
 
 

Kvinde arbejder med håndkraft i marken

 
 

 

Efter godt 1½ time kom vi til den lille by Zumbahua. Her blev vi pludselig bedt om at stå af bussen, selvom vi jo sad i den til Quilotoa. Bussen kørte pludselig ikke længere! Men buschaufføren havde allerede arrangeret med en pickup, at han ville køre os og andre passagerer det sidste stykke af vejen, og der var allerede betalt for os.

 

Alt i alt en lidt kaotisk, men også fantastisk smuk og rigtig sjov morgen-bustur, vi der var kommet på.

 

Efter en omgang morgenmad var vi klar til at gå ned i Quilotoa-krateret. Det var en meget stejl og sandet sti, som førte derned, og snart var vores sko og strømper fyldt med sand og små sten, og der stod en støvsky efter os. Men udsigten var fantastisk, og vi nød det fine solskinsvejr.
 

Vulkankrateret Quilotoa

 
 

 

Martin og Anne Marie ved Quilotoa

 
 
Som ”gammel bjergbestiger”, udviklede Rasmus en løbeteknik ned ad stien, som gjorde, at det gik hurtigere med at komme ned. Martin tog den snart til sig og var sikker på, at han også kunne overbevise Anne Marie om denne løbestils effekt. Ja, billedet taler for sig selv!
 

Martin og Anne Marie ved Quilotoa

 
 

 

 Efter et hvil ved bunden, gik turen op igen. Grundet AM’s manglende kondi plus en forkølelse, som har sat sig på luftvejene, gav Rasmus en ”drosche” op. Det kostede en ”10-penge” og hesten Quang var mindst lige så træt som Rasmus og Martin, da vi igen nåede toppen.
 

Anne Marie på hest ved Quilotoa

 
 

 

Hjemturen kom til at foregå pr. taxa, da vi kunne få en god pris. Det gav os gode muligheder for at stoppe undervejs og fotografere lamaer og landskaber J
Der er sgu meget pænt i Andesbjergene! 
 

Lama og Andesbjergene

 
 

Landskabet i Andesbjergene

 
 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

Vulkankrateret Quilotoa