På besøg hos en druserfamilie

Hjemmefra var vi kommet i kontakt med Wesam via CouchSurfing. Han bor med sin familie i Golanhøjderne og ville meget gerne invitere os på besøg, hvis vi kom til det nordlige Israel – og det gjorde vi i bogstaveliste forstand. Vi kom så nordligt i Israel som nærmest overhovedet muligt, og vi kunne kigge til både Libanon og Syrien.

Smukt landskab i Golanhøjderne

 

Wesam bor i den lille druserby Ein Kunya. Vi havde på forhånd spurgt om hans adresse, men han skrev bare tilbage, at den kunne vi få, når vi ankom til Israel.
Især Martin og Rasmus kom med flere “gode” bud på, hvorfor vi ikke kunne få adressen – de fleste af dem indeholdt historier om kidnapning og bortførelse over den syriske grænse!
Vi kørte den lange vej til Ein Kunya og mødte Wesam, som ventede på os ved byens parkeringsplads. Først derefter forstod vi, hvorfor vi ikke havde fået adressen. Det var de VILDESTE stejle gader, og vi er rimelig sikre på, at husene ikke rigtig havde adresser, så vi havde brug for at blive fulgt helt til døren.

 

Hos Wesam blev vi straks sat til bords i stuen ved et sofaarrangement. Vi kunne høre hans forældre pusle i køkkenet, men de kom ikke frem for at hilse på os. I stedet bar Wesam forskellig drusermad ind, som vi med glæde smagte på.

Hjemmelavet drusermad

 

Linser og hvedekerner blandes med yoghurt, forskellige brød med fyld eller smurt med ost og olivenolie samt oliven, tomater og agurk.

 

Der blev smagt, snakket, spurgt ind til de forskellige retter og smagt igen. Det var en herlig oplevelse, vi sent vil glemme, og en man normalt ikke får på en ferie.

 

Under maden gik snakken lystigt. Vi vidste ikke meget om druserne, inden vi tog hjemmefra, men her sad vi i stue med en ung mand, som beredvilligt svarede på alle vores spørgsmål om både kultur og religion. Og som også gerne ville vide noget om vores liv og interesser i Danmark.

Vi viser billeder på mobilen

 

Wesam fortalte, at der er omkring 2000 indbyggere i hans landsby og at ALLE kender ALLE. Det er ikke unormalt at invitere mellem 1000 og 2000 mennesker til sit bryllup. Man føler sig forpligtet til at invitere alle dem, man kender, og dem man selv har været til bryllup hos.
Han fortalte, at der nærmest er et bryllup hver fredag hele året rundt og om sommeren også om lørdagen, så landsbybeboerne kommer ofte hinanden ved.
Det der med, at alle kender alle, skulle vise sig at blive gavnligt for os dagen efter, så følg bare med, hvis du vil vide hvorfor J

 

Her følger lidt facts om druserne:

Druserne bor bl.a. i Golanhøjderne i det nordlige Israel. Det er et område, som Israel besatte i 1967 og annekterede i 1981 fra Syrien. Syrien har selvfølgelig aldrig anerkendt denne besættelse. Det er et meget frodigt område med store vandressourcer, så det er et vigtigt område at kontrollere – både for Israel og for Syrien.

På grund af besættelsen af Golanhøjderne, er druserne statsløse borgere i Israel. Det betyder bl.a. at de ikke er underlagt israelsk værnepligt, men også, at de ikke bare sådan lige kan rejse til udlandet. De skal søge om visum til hvert et land, de vil rejse til – på nær Syrien, hvor der også er en stor druserbefolkning.

Wesam fortalte os om, hvordan han har svært ved at søge en praktikplads i forbindelse med hans økonomistudier på Haifa Universitet. Når han ansøger firmaer, spørger de ikke direkte, om han er druser – det ville jo være direkte diskriminering. I stedet bliver han spurgt, om han har aftjent sin værnepligt, og når han ikke har det, får han besked om, at så kan han ikke komme i betragtning til pladsen… same, same different name! 

 

Druserne har deres egen religion, som udspringer af Islam – men de er altså ikke muslimer. Druserne er i århundreder blevet forfulgt af både kristne og muslimer, og i 1043 besluttede de, at andre folk ikke kunne konverterer til religionen, og lavede derved et lukket samfund. Man mener, at der findes op mod 1 million drusere i hovedsagelig Libanon, Israel, Syrien og Jordan.   

 

Da vi var færdige med at spise, kom Wesams mor, far og søster lige kortvarigt forbi for at sige goddag, men så trak de sig pænt tilbage igen. For os var det en anderledes skik, da vi jo var på besøg i deres hjem, men det var hyggeligt at møde dem.

 

Ud på aftenen kørte Wesam foran os til byen Majdal Shams, hvor der ligger en del hoteller på grund af det nærliggende skiområde. Det var lidt mærkeligt at komme til et sted med neonskilte, hvorpå der stod afterski og butikker med vanter og huer, når vi havde haft høj sol og 25 grader hele dagen.

 

Vi fandt et hotel med ledige værelser, men ak og ve. Et værelse kostede 600 shekel (ca. 1035 kr.). Vi kunne dog få et værelse alle 4 til 850 shekel (ca. 1465 kr.) men det var vi stadig ikke tilfredse med, og så begyndte en mindre prisforhandlingsmaraton. Det mærkelige var dog, at der ikke var nogle i receptionen, så alt gik via telefon og med Wesam som tolk og medforhandler. Martin var en hård hund, og det endte med, at han fik 4-personersværelset pruttet ned til 400 shekel (ca. 690 kr.) Det var en langt bedre pris, og vi endte med at tage det.

 

Næste morgen mødtes vi med Wesam foran hotellet. Han ville gerne tage os med rundt i området for at se både natur og historiske steder.

 

Vi begyndte ved Breichat Ram, en gammel vulkankratersø. Derefter besøgte vi et af de ældste huse i Ein Kunya. Det var nu ubeboet, men manden der ejede det, ville med tiden lave det til et museum, og da Wesam kendte ham, kom han med nøglen, så vi kunne kigge nærmere på det.

Krukker på et Drusermuseeum

 

 

Så gik turen til den gamle middelalderborg Nimrod, som var bygget af korsridderne. Flot og imponerende var den, selv om den ikke var fuldt bevaret. Her kom vi selvfølgelig gratis ind, fordi Wesam kendte manden i porten.
Fra Nimrod var der en flot udsigt ud over Golanhøjderne og borgen har ligget strategisk placeret her, med mulighed for at kunne kontrollere vejen til og fra Damaskus.
Et jordskælv i 1800-tallet har desværre ødelagt en del, men det er stadig muligt at forestille sig borgens betydning i dens storhedstid.Middelalderborgen Nimrod i Golanhøjderne

 
 
 

Gangene i Nimrod

 
 

 

Vi sluttede af ved to forskellige vandfald. Det største, Banias skulle man betale for at besøge men… Wesam kendte ham, der sad i billetlugen og sagde, at vi var sammen med ham, så selvfølgelig kom vi igen ind uden at betale. De drusere er virkelig venlige og har netværket i orden, må man sige!

Vandfaldet Banias i Golanhøjderne

 

 

Hejre

 

 

Hen på eftermiddagen tog vi afsked med Wesam. Det havde været en dejlig og interessant oplevelse at møde ham, og vi er nu blevet en stor oplevelse rigere og lidt klogere på Golanhøjderne og minoriteten druserne.

Der er mange mineskilte i Golanhøjderne

 

  1. Det lyder da som en fed og noget anderledes tur. Couchsurfing er for fedt! Og hvor var det da fedt, at Wesam fik jer gratis ind 🙂

  2. Hej Tine
    Tak for din hilsen 🙂

    Ja, CouchSurfing kan virkelig give nogle helt andre oplevelser på rejsen. Både når man bor privat hos folk og når de viser en noget af området, som man ikke selv ville have set, eller man får mulighed til at prøve noget traditionelt mad, som ikke sådan lige kan købes på en restaurant.
    For os var mødet med Wesam en af de bedste oplevelser på denne tur til Israel.
    Vi har også på andre rejser været meget heldige med de mennesker, som vi har mødt gennem CouchSurfing og Hospitalityclub.
    Og når vi har rejsende på besøg i vores eget hjem, så føles det lidt som om, at man selv er ude på en rejse -også selv om man skal på arbejde igen dagen efter 🙂

    Hygge hejsa
    Anne Marie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>