Rejsetips til Hviderusland

Sidste år forsøgte vi os med et par blogindlæg med praktiske informationer til at rejse i Iran. Da meget få hviderussere taler engelsk, tænker vi, at vi også vil give et par rejsetips og lidt information videre om Hviderusland.

Ved ankomst til Minsk lufthavn kan man nu få Visa on Arrival. Det har vi skrevet et selvstændigt blogindlæg om, som du kan læse her.

Med lufthavnsbussen

Uden for lufthavnsbygningen tilbød en taxachauffør at køre os ind til byen. Han forlangte 30 hviderussiske rubler for turen. Altså ca. 100 danske kroner. Det er mega billigt taget i betragtning, at der er 42 kilometer ind til centrum. Men det måtte kunne gøres endnu billigere!

Vi gik til venstre og fandt straks lufthavnsbussen. Vi hoppede ind, og så kørte den. God timing! Det kostede 4 rubler pr. person. 12 kroner for en times bustur. Så bliver det vist ikke meget billigere i Europa! 

 

Der er kun et enkelt stop på vejen ved metrostationen Uruchye, inden bussen kører til endestationen ved Central busstation, som ligger lige ved den store togstation og metro-stoppet Plochad Lenina. Adressen på busstationen er Vulica Babruyskaya 6.

Vi viste chaufføren på Maps.me, hvor vi skulle hen. Og på trods af, at vi ikke kunne tale sammen, var han super sød at sætte os af foran Minsk hotel på hovedgaden Nyezalyezhnastsi. Det er tæt på pladsen med den store Leninstatue foran Regeringsbygningen.

Minsk metro

Snart fandt vi ud af, at Minsk Metro er super effektiv! Der er indtil videre to metrolinjer, og de krydser hinanden på stationen Kupalauskaja, hvor man gennem en tunnel kan skifte fra den ene til den anden linje. Midt på perronen er der en trappe enten op eller ned, alt efter hvilken linje du kommer med.

Det koster 0,65 rubler pr. tur (ca. 2 kroner) og i myldertiden kører den hvert 4. minut. 

På alle metrostationer kan man købe lyserøde poletter hos en gammel mutter bag en luge. Poletten puttes i et betalingsanlæg, og når en pil lyser grønt, kan man gå igennem til venstre. Prøv ikke at gå igennem uden at betale (eller til højre ved et uheld), da en bom vil lukke ned foran dig – eller på dig!

Fordomme gjort til skamme

Inden vi tog hjemmefra, havde vi nogle forestillinger om, hvordan det mon ville blive at besøge Hviderusland. Kald dem fordomme om du vil.

Rasmus havde bl.a. læst, at de fleste offentlige toiletter ville være pedallokummer, knap så rene, og at der mange steder ikke ville være toiletpapir . Derfor gik vi rundt med toiletpapir i lommen i 5 dage, men vi fik aldrig brug for det. Vi prøvede godt nok ikke et offentligt toilet på gaden, men alle toiletter vi var inde på, på restauranter, barer mm. var skinnende rene og havde masser af toiletpapir. Så ved man da det.

For over tyve år siden var Anne Marie en måned i Letland i praktik. Det var et rigtig sjovt men også koldt ophold. Derfor havde hun en forestilling om, at der ville være koldt i husene i Hviderusland. Hun var derfor også lidt bekymret for, at vi kun rejste med håndbagage. Men alle steder var der dejligt varmt: I den lejlighed vi havde lejet gennem AirBnB, i supermarkederne, metroen, restauranterne mv. Det var ikke varme der manglede! 

 

Lidt om hviderusserne

Og så havde flere, vi havde talt med hjemmefra, antydet, at hviderussere nok ville se sure ud og virke tillukkede. Vi mødte et venligt og smilende folk, som godt nok ikke kunne mange gloser på engelsk, men de gjorde deres bedste for at forstå os, selvom vores russiske sprogkundskaber er mere end begrænsede og vist kun strækker sig til 7 ord.

Derudover fik vi også et indtryk af, at hviderusserne er meget regelrette og hjælpsomme folk.
Alle venter på det grønne lys ved fodgængerovergangene. Ingen skråner over gaden. Altså på nær de to danskere, som besøgte Minsk i Påsken 2018… Og de stoppede igen, da de opdagede, de var de eneste, der forbrød sig imod reglerne.

På metrostationerne stiller folk sig pænt i kø langs toget, så andre folk kan komme ud først, inden folk myldre ind.

Der er “ældresæder” i metroen, og de står tit ledige på trods af, at der er folk, som står op. Og har en yngre person sat sig på et ældresæde, så gør de straks plads, hvis de ser en, som har mere brug for pladsen.

På alle metrostationer er der svingdøre ved ind- og udgangene, hvorpå der står “Hold venligst døren for den næste”. Og det skal vi da love for, at de gjorde. Alle kigger sig lige over skulderen for at være sikker på, at de ikke giver den næste en dør i hovedet.

Minsk er en af de reneste byer vi længe har besøgt. Masser af mennesker er ansat til at feje gader og samle affald i parker og på gaden. Vi så ikke én eneste hundelort på 5 dage!

Sprog og alfabet

Det lidt særlige ved Hviderusland er, at landet har to officielle sprog: russisk og hviderussisk. Men alle steder, det være sig metrostationer, vejskilte mv. er skrevet på tre sprog. Det er nemlig næsten umuligt for os at læse og forstå det kyrilliske alfabet, som både russisk og hviderussisk er skrevet på (det er dog to forskellige varianter). Derfor står ordene oftest også på engelsk. Det kan dog være lidt besværligt at bruge apps som Maps.Me, hvor man indtaster navnet på en restaurant eller en adresse. Hvis man kun har informationerne på engelsk, så kan appen tit ikke finde stedet. 

Valuta og priser

I Hviderusland betaler de med hviderussiske rubler BYR. Ikke at forveksle med russiske rubler RUB. Da vi var af sted svarede 1 BYR til lidt over 3 DKK, hvilket var dejlig nemt at regne med.

I 2016 besluttede regeringen at fjerne fire nuller fra de hviderussiske rubler, da inflationen var så massiv, at man hurtigt kunne blive millionær. Alle gamle pengesedler blev byttet ud med nye sedler og mønter. Vær opmærksom på, at priserne fortsat står i de gamle rubler i nogle guidebøger og hjemmesider. Bare hvis du overhovedet ikke kan få priserne til at passe! 

For ting er virkelig billige i Hviderusland. Et franskbrød hos bageren kostede 2 kr. En halv liter sodavand på en fastfood-restaurant gav vi 5 kr for. De fleste hovedretter på restauranter kostede mellem 30 og 50 kr. Man kan komme til koncert eller i operaen for 30 kr og op efter. Også offentlig transport er uhørt billigt, når man er vant til danske priser.

Det er også super billigt at booke et fint værelse på et godt hotel. Så det kan godt svare sig at undersøge det.

Korte rejsetips:

  • Tidsforskellen mellem Danmark og Hviderusland er en time
  • Du kan ikke bruge gratis data på din telefon som i de fleste andre lande i Europa. I stedet skal du finde WiFi. På de fleste restauranter og barer kunne vi ikke logge på, da det krævede, at få tilsendt et password til et hviderussisk telefonnummer. Vi klarede os med WiFi i vores lejlighed.
  • Der er de samme stikkontakter i Danmark som i Hviderusland, så du behøver ikke medbringe en adapter
  • Det er ikke tilrådeligt at drikke vandet direkte fra vandhanen. Vi købte 5 liter vand i et supermarked
  • Små supermarkeder findes over det hele. Har du brug for noget særligt eller et stort udvalg, vil vi gerne anbefale Euroopt PRIME som ligger i kælderen under shoppingcenteret ved Double Tree by Hilton. De havde det største bagerudsalg – også med lidt grovere brød. Der var også slagter, fiskedisk og delikatesser. Det var som at gå ind i et supermarked i Dubai!

Måske ikke for alle

Sidst men ikke mindst, vil vi sige, at Hviderusland er mere besværligt at rejse i end mange andre europæiske lande. Sprogbarriererne er store, og man skal være parat til at klare sig med fagter og tegnsprog. Samt at nogle gange må man gå med uforrettet sag. Til gengæld er glæden så meget større, når ting lykkes. Så er du bare en lille smule eventyrlysten, så anbefaler vi Hviderusland på det varmeste. Der er masser at opleve.

 

Du er meget velkommen til at synes godt om os på Facebook eller Instagram: @twodanesontour, hvor vi lægger masser af billeder ud og kommer med updates, når vi er på farten. Du er også velkommen til at følge med her på bloggen, hvor vores næste tur går til Island sammen med vores niece Ella på 10 år.

  1. En lille smule eventyrlysten som jeg er, vil jeg gjerne besøke Hviterussland 😀 Og så spennende det skal bli å følge med på turen til Island, som er et av mine favorittland!

    • twodanesontour says:

      Hej Marianne!
      Du er da meget eventyrlysten med alle de spændende steder du rejser hen 🙂 For os var Hviderusland et virkelig interessant rejseland og vi har flere blogindlæg på vej om vores oplevelser der.
      Ja, Island glæder vi os også til. Vi var der 4 uger i 2005, men har ikke besøgt landet siden. Det bliver spændende at se, hvor meget det har ændret sig.
      Glade rejsehilsner
      Anne Marie

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>